Nye Borgerlige-kandidats burger-restaurant udsat for hærværk: »Det var bare et spørgsmål om tid«

Københavns Politi bekræfter, at man har fået en anmeldelse natten til lørdag.

ARKIVFOTO: Anahita Malakians Fold sammen
Læs mere
Foto: NIELS AHLMANN OLESEN

Et styks smadret rude.

Det var synet, der mødte Nye Borgerliges kandidat Anahita Malakians natten til lørdag ved sin arbejdsplads - burgerrestauranten The Barn på Nørrebro. Hun er overbevist om, at det er politisk motiveret.

»Jeg kan ikke forestille mig andet. De (personer fra det ekstreme venstreorienterede miljø, red.) har nærmest opildnet til vold og har ikke andre metoder. Kommunikation er ikke deres stærkeste side, udover at trække nazist-kortet,« siger hun.

Det hele begyndte onsdag, hvor det venstreorienterede medie Konfront publicerede artiklen med overskriften 'Naziburger: Højreekstremist åbner burgerbar i Nordvest'.

Sådan så det ud, da Anahita Malakians tændte lyset i restauranten. Fold sammen
Læs mere

Samme dag gik den venstreekstreme gruppe Antifascistisk Aktion (antifa) ud på de sociale medier og opfordrede til at give restauranten dårlige anmeldelser på Facebook.

Den omstridte politiker og bestyrer af The Barn mener, at det er blandt det venstreekstreme miljø, at politiet skal finde gerningsmændene.

»Det triste er, at alle siger til mig, at det er forventeligt. At det bare var et spørgsmål om tid,« siger hun.

Hun havde været i byen, og skulle hente sine ting, der lå på restauranten. Hun så først en af restaurantens stole, der lå ude på fortovet. Herefter lagde hun mærke til den smadrede rude.

Her kan man lige akkurat ane, at ruden er smadret. Fold sammen
Læs mere

Episoden betyder, at restauranten først åbner lidt senere end normalt lørdag. Anahita Malakians forventer, at The Barn åbner omkring klokken 12.00.

Selvom det ikke var en helt utænkelig episode, er hun alligevel påvirket af den.

»Jeg er okay i forhold til, at der kun er tale om materielle skader. Det var som sagt forventeligt, men jeg bor selv på Nørrebro, og for min egen sikkerhed er jeg faktisk ikke så okay.«

Københavns Politi bekræfter, at det har fået en anmeldelse omkring 04.30 natten til lørdag.

»Vi efterforsker sagen og søger spor på den genstand, der er kastet gennem ruden,« siger vagtchef Henrik Svejstrup.

Sådan ser den midlertidige rude ud. Fold sammen
Læs mere