Nyd din algesuppe

Alger har et stort og for mange ukendt potentiale både som fødevare og som et værktøj imod overdreven udledning af CO2.

Små alger såsom blågrønalger kan ikke betegnes som tang. Til gengæld dækker tang over en bred vifte af organismer, som blandt andre tæller trådalger, som her bliver fisket op af Sortedamssøen i København ... Fold sammen
Læs mere

Algerne, herunder de giftige blågrønalger, blomstrer i denne tid i havet langs de danske sommerkyster – til mange badende og feriegæsters fortrydelse.

Døde alger skyller op på strandene, hvor de rådner, stinker og tiltrækker fluer i hobevis. Og algerne ude i vandet klistrer til de blege ferieben og gør det vanskeligt at se, om man træder på skarpe sten og lignende i sandet.

Men algerne er også vores håb for fremtiden. For de kan medvirke til at forhindre en fødevarekrise på en stadigt mere menneskebugnende og sulten klode. De kan blive en vigtig del af svaret på vores stigende energiefterspørgsel. Og så kan vi tilmed anvende dem i kampen mod den globale opvarmning.

Først på ugen vakte det berettiget international opsigt, da hollandske forskere præsenterede en kunstigt fremstillet burgerbøf, hvorpå de uden synligt mishag spiste den for rullende TV-kameraer. Men spørgsmålet er, om laboratoriefremstillet kød baseret på muskelstamceller fra kvæg er det centrale svar på et voksende fødevarebehov?

Japanerne vil næppe svare ja.
Herhjemme ynder de fleste af os at spise sushi med omviklet, tørret tang eller nori, som japanerne kalder det.

Men japanerne bruger tang på et utal af andre måder, viklet om rischips, i supper, i salater eller som en særlig tangpasta, der giver den kogte ris et ekstra pift. Og det smager alt sammen fremragende og er proppet med nyttige vitaminer og aminosyrer.

Dertil kommer, at der verden over arbejdes med nye anvendelsesmuligheder for havets græsser eller salater.

Herhjemme eksperimenterer Danisco for eksempel med at udvikle nye madingredienser baseret på mikroalger, herunder en række sjældne og normalt meget dyre sukre, som efterspørges i fødevareindustrien. Andre steder arbejder man på at anvende tørret tang til udvikling af særlige granulater, som kan erstatte salt, men med væsentligt lavere saltholdighed.

Den japanske tang, og den østasiatiske i det hele taget, kommer typisk fra store og kystnære tangfarme. Men mange fødevareforskere mener, at den slags gigantfarme i de kommende årtier vil blive udbredt verden over, herunder i nordeuropæiske farvande. Ja, algefarme har ligefrem potentialet til at blive den største form for »landbrug« på kloden.

Alger vokser nemlig med en hast, der får hvede, majs og ris til at minde om fingernegles vækst i sammenligning. Og der er tusindvis af arter med forskellige egenskaber at tage af. Alene i danske farvande er der flere end 500 forskellige arter, og mange af dem er spiselige.

Men algernes potentiale er langt større end blot til at stille sulten. De vil i teorien kunne erstatte biobrændsel, og hvis det ellers lykkes at forfine metoden, vil man kunne presse vegetabilsk olie ud af dem til såvel madlavning som forbrændingsmotorer.

USAs energiagentur har således vurderet, at der i princippet bare skal et havområde på størrelse med Danmark til for at kunne producere tilstrækkelig tangolie til at erstatte al den benzin, der bliver brændt af i USA på årsbasis. Med eksisterende metoder er det bare for dyrt.

Ja, man kan også nævne, at tang i århundreder har været anvendt til at isolere huse med, blandt andet på Læsø.

Og så kan havgræsserne som sagt også anvendes i kampen mod global opvarmning. Det sidste er kontroversielt, men kan meget vel vise sig at blive den bedste nødbremse at trække i, hvis den globale middeltemperatur for alvor stiger med katastrofale konsekvenser for mennesker og andre biologiske væsner.

Som andre planter trækker tang drivhusgassen CO2 ud af atmosfæren. Men i og med at tang er så hurtigtvoksende og har mere end to tredjedele af klodens overflade at boltre sig på, er det enorme mængder CO2, det drejer sig om. Når havplanterne dør, synker de ned på havbunden, hvorefter der går hundreder eller tusinder af år, før kuldioxiden atter frigives til atmosfæren.

Ideen er at derfor at gøde havoverfladen med jernsulfat, hvilket sætter ekstra gang i algernes vækst og dermed CO2-optag.

Tyske klimaforskere har allerede med et eksperiment i et havområde nær Antarktis vist, at det er muligt på den måde at øge algevæksten. Det er og bliver imidlertid en plan B for en smeltende klode og dermed ikke et eksperiment, vi bør udføre i stor skala, medmindre alle konventionelle metoder er udtømt.

Men næste gang, du rynker på næsen over stanken af tang på stranden, så skænk også de nyttige vandplanter en venlig tanke. De kan vise sig at blive en central del af den store globale løsning på vores mest presserende problemer.