Nyborg-politikere giver hånd på at bekæmpe sexchikane

Gruppeformænd fra Nyborg har vedtaget et kodeks, der skal forhindre, at nogen føler sig seksuelt forulempet.

Lyt til artiklen

Vil du lytte videre?

Få et Digital Plus-abonnement og lyt videre med det samme.

Skift abonnement

Med Digital Plus kan du lytte til artikler. Du får adgang med det samme.

Gruppeformændene fra de partier, der sidder i byrådet i Nyborg, har på et hastemøde mandag slået fast, at man skal behandle hinanden med respekt i kommunalbestyrelsen.

Det sker på baggrund af, at det 22-årige byrådsmedlem Sonja Marie Jensen (S) har følt sig seksuelt forulempet, ligesom hun oplever, at der bliver talt nedladende til hende.

»Det er noget, vi tager meget alvorligt, og som vi selvfølgelig alle tager afstand fra.«

»Vi skal tale respektfuldt til hinanden uanset alder og køn,« siger borgmester Kenneth Muhs (V) efter mødet.

Det blev holdt, bare 14 dage efter at byrådet ellers havde vedtaget et fælles kodeks for samarbejdet i byrådet.

Her står der, at "vi taler ordentligt til, om og med hinanden med respekt for den politiske mangfoldighed".

Men sådan er det ifølge Sonja Marie Jensen altså ikke altid foregået. Og det må alle byrødder tage ansvar for at rette op på, mener borgmesteren.

»Det er vigtigt, at det ikke bare er noget, vi snakker om, men som vi alle tager ansvar for.«

»Og partierne er enige om, at vi holder hinanden op på det,« siger borgmesteren.

Sonja Marie Jensens gruppeformand, socialdemokraten Vibeke Ejlertsen, er glad for den aftale, der blev indgået på mødet.

»Vi skulle ikke diskutere ret eller uret, men var enige om, at det her var alvorligt, og det synes jeg er dejligt,« siger hun til DR.