Ny ulykke på ungdomsrejse

Endnu en ulykke er sket på et af de populære rejsemål for unge. 20-årig faldt fra 3. sal ned på asfalten i en spansk ferieby og ligger nu i koma.

En 20-årig mand brækkede halsen, da han natten til tirsdag styrtede ti meter ned fra 3. sal. Det skete på et hotel i feriebyen Lloret de Mar i Spanien, da han forsøgte at klatre mellem to balkoner. Den unge mand ligger i koma i Spanien.

- Hans situation er ret alvorlig. Han har pådraget sig forskellige brud på kroppen. Det alvorligste er bruddet på en halshvirvel, og at han har skadet sin hovedskal. Og han er ikke i en tilstand, hvor vi kan transportere ham hjem til Danmark, siger Niels Grosen, underdirektør og presseansvarlig i Europæiske Rejseforsikring.

Den unge mand er ifølge underdirektøren uden for livsfare.

En 17-årig dreng døde for få dage siden af druk på en ungdomsrejse til Bulgarien. /ritzau/