Ny speciel pude får urolige patienter til at slumre ind

Hvidovre Hospital tester sovepuder med indbygget musikanlæg, der med blide og behagelige toner kan få urolige patienter til at falde ned og slappe af.

sovepude
Hjerteafdelingen på Hvidovre Hospital tester i øjeblikket en »sovepude« med musik, som skal få urolige patienter til at slumre ind. Foto: Hvidovre Hospital Fold sammen
Læs mere

En sovepude med indbygget musikanlæg, som spiller blid og behagelig musik, ser ud til at kunne få urolige og forvirrede patienter til at falde til ro og slumre ind, selv om de befinder sig på en travl og støjplaget hospitalsafdeling.

Det er de foreløbige, gode erfaringer på Hvidovre Hospital, hvor man på hjertemedicinsk sengeafsnit de seneste uger har testet fire såkaldte MusiCure-hovedpuder, der både er ergonomisk korrekte og er udstyret med højttalere samt en mp3-afspiller.

Ud fra puden og op i øret strømmer et særligt tilpasset musikprogram, som er komponeret specifikt med det formål at virke afstressende, beroligende og fysisk afslappende.

»Det er blide og meget behagelige naturlyde.Tænk Enya (irsk new age-sanger, red.), men uden sang,« forklarer klinisk sygeplejespecialist Lea Baunegaard Hvidberg i en artikel på hospitalets hjemmeside.

Studier har tidligere vist, at musikterapi kan mindske bl.a. stress, angst og søvnproblemer.

Det ser også ud til at være tilfældet på Hvidovre Hospital, hvor puderne i første omgang bliver brugt i forhold til patienter, som er ramt af delir, en akut forvirringstilstand i hjernen, der kan give en forstyrret døgnrytme og gøre det svært at slappe af.

»Jeg er glad for puderne, for jeg oplever, at de virker, og jeg kan mærke, at patienterne bliver mere rolige og sover mere. De lader sig ikke forstyrre på samme måde,« siger sygeplejerske Maria Toft, som er nøgleperson for delir på hjertemedicinsk afsnit.

Musik har også i andre sammenhænge vist sig at have en positiv effekt i et hospitalsmiljø.

Allerede i starten af 00erne viste forskningsprojekter på Rigshospitalets intensivafdeling, at smertestillende medicin i forbindelse med nogle indgreb i nogle tilfælde kunne erstattes af musik, som var »rolig, billedskabende, harmonisk«.

Læger, psykologer, musikterapeuter og komponisten Niels Eje påviste i forsøg, at man fik den mest gavnlige effekt, hvis musikken var langsom, havde glidende overgange, var melodisk, billedskabende, uden overtoner, indeholdt flere lag og »holder en takt på ca. 60 slag i minuttet«.

Det bidrog til at eliminere hospitalets »mekaniske og ubehagelige lyde« og skabte en fælles oplevelse – både for personale og patienter, der følte sig »veltilpasse og afslappede«.

På Hvidovre Hospital har man indtil videre lånt musikpuderne i nogle uger, og på hjerteafdelingen er man åben overfor at teste puderne på andre grupper af patienter med f.eks. angst eller depression.

Håbet er, at de kan blive et permanent indslag, som det også kunne være relevant at bruge forud for operationer for at skabe ro og dæmpe nervøsiteten hos patienten.

»Vi håber, at puderne kan være med til, at disse patienter har behov for mindre medicin og i sidste ende, at de har brug for at være indlagt i kortere tid,« siger Lea Baunegaard Hvidberg.