Ny puls skal lette livet som passager

Det nye initiativ Passagerpulsen skal give brugerne af den kollektive trafik en stærk og fælles stemme over for trafikselskaberne. Transportminister Magnus Heunicke glæder sig over initiativet.

Lyt til artiklen

Vil du lytte videre?

Få et Digital Plus-abonnement og lyt videre med det samme.

Skift abonnement

Med Digital Plus kan du lytte til artikler. Du får adgang med det samme.

Forsinkelser, aflysninger og tog proppet til bristepunktet. Mange har prøvet at få blodet bragt i kog af den kollektive trafik, som har slået knuder.

Nu etableres der en uafhængig stemme ved navn Passagerpulsen, som skal tale passagerernes sag og dermed fremadrettet forsøge at bringe deres puls ned.

»Dybest set handler det om at opruste passagerernes mulighed for at råbe trafikselskaber og togselskaber op, påvirke køreplanerne og den daglige service, som godt kan trænge til at få det lidt bedre,« siger transportminister Magnus Heunicke (S) til Berlingske Nyhedsbureau.

»Hidtil har det udelukkende været op til de enkelte selskaber at stå for, om der skulle være dialog med de rejsende med skiftende resultater, men nu får vi en fælles, uafhængig stemme, der taler passagerernes sag. Det fortjener alle de danskere, der bruger den kollektive trafik, og derfor er der tale om et skridt fremad for den kollektive trafik, som jeg gerne vil rose trafikselskaberne for at bakke konstruktivt op om,« siger Magnus Heunicke.

Forbrugerrådet Tænk har lavet forarbejdet til Passagerpulsen, og rådets formand, Anja Philip, ser store muligheder i nyskabelsen.

»Jeg håber, at vi med Passagerpulsen kommer til at forbedre oplevelsen og forholdene for passagererne i den kollektive trafik. Der findes i dag aktive passagerer rundt omkring i landet, der gør et fantastisk stykke arbejde i deres fritid. Ved at forene kræfterne i Passagerpulsen kan vi med én stærk, samlet stemme bedre gå i dialog med trafikselskaber, myndigheder og politikere og forhåbentlig skabe reelle forbedringer for passagerer over hele landet,« siger hun i en pressemeddelelse.

Michael Randropp fra Pendlerklubben Kystbanen hilser Passagerpulsen velkommen.

»Vi har i flere år ønsket et fælles talerør som Passagerpulsen, da den vil kunne være med til at styrke den kollektive trafik til glæde og gavn for alle,« siger han i pressemeddelelsen.

Magnus Heunicke understreger, at passagernes fælles talerør kommer til at spille en væsentlig rolle.

»Jeg vil kigge meget nøje på, hvad der kommer fra Passagerpulsen. Når jeg skal lave en kontrakt med DSB, der starter fra nytår, vil tilbagemeldingerne og budskaberne fra Passagerpulsen indgå som et parameter,« siger han.