Ny ministers møbelfabrik retter ind

Problemerne med arbejdsmiljøet på familie- og forbrugerminister Carina Christensens møbelfabrik er blevet løst. Arbejdstilsynet har fjernet kritisk smiley.

Problemer med arbejdsmiljøet på Rugballe Møbelfabrik, som er ejet af den nye familie- og forbrugerminister Carina Christensen (K), synes nu løst. Arbejdstilsynet har fået en redegørelse fra virksomheden og har fjernet en kritisk smiley, som møbelfabrikken tidligere har fået.

Den kritiske smiley skyldes manglende afskærmning omkring en maskine. Virksomheden havde frem til 2. januar til at få bragt forholdet i orden.

Arbejdstilsynet har modtaget en tilbagemelding om, hvordan virksomheden har løst problemet og vurderer nu, at tilsynets påbud er efterkommet, oplyser Jeanne Borgqvist, juridisk specialkonsulent i Arbejdstilsynet.

Carina Christensen var indtil hun blev udnævnt som minister kort før jul direktør for møbelfabrikken, men hun fratrådte i forbindelse med ministerjobbet. Hun er dog fortsat ejer af fabrikken.

/ritzau/