Ny måling: København er den sikreste storby i verden

Ved den seneste måling indtog København en ottendeplads.

København er en sikker by at færdes i. Ida Marie Odgaard

Turister får noget for pengene, hvis de vælger en rejse til København. For ifølge en ny måling er vores hovedstad nemlig verdens mest sikre storby.

Det er Economist Intelligence Unit, der står bag den nye måling, hvor København overhaler 60 andre internationale storbyer.

Det skriver Kobenhavnliv.dk.

København scorer især højt på den personlige sikkerhed, hvor byen indtager en placering som nummer ét.

I målingen har København fået 82,4 point ud af 100 mulige.

Nummer to på listen, Toronto, har scoret 82,2 point, mens Singapore indtager tredjepladsen.

»Det her er en stor cadeau til københavnerne. Den borgerrettede kriminalitet er meget lav i København sammenlignet med andre storbyer. Det viser, at vi kerer os om hinanden, og at vi er gode til at passe på hinanden og give hinanden plads,« siger overborgmester i København Lars Weiss.

Han understreger dog, at der stadig er plads til forbedringer for eksempel, når det gælder udfordringer med seksuelle minoriteter, der bliver udsat for hate crimes.

Et problem, der ikke er overvældende, men som stadig eksisterer.

Ved seneste måling i 2019 indtog København en ottendeplads.

Fremgangen i den nye måling skyldes blandt andet, at København nu også er blandt de mest sikre storbyer i verden i kategorierne digital sikkerhed og infrastrukturel sikkerhed.

Med infrastrukturel sikkerhed menes for eksempel, at belysningen i orden, når man går alene hjem om aftenen, og at politiet er ofte synligt i bybilledet.