Vil du lytte videre?
Få et Digital Plus-abonnement og lyt videre med det samme.
Allerede abonnent? Log ind
Skift abonnement
Med Digital Plus kan du lytte til artikler. Du får adgang med det samme.
Hov, giv os lov at afspille podcasten. Den er klar, når du har klikket ‘Tillad alle’
Det er slut med at planlægge familiens middage en uge i forvejen, når man skriver dosmersedlen til lørdagens indkøbstur.
Danske forbrugere er blevet mere spontane og lystbetonede i deres indkøb og efterspørger adgang til hylderne, når det passer dem. Derfor vil ophævelsen af lukkeloven, der fra mandag erstattes af en helligdagslovgivning, gå godt i spænd med forbrugerkulturen.
Sådan lyder det fra Kirsten Poulsen, der er direktør for trendforskningsbureauet Firstmove, som netop har afsluttet et trendstudie om fremtidens dagligvareadfærd.
- Vi handler mere og mere spontant og lystbetonet. Vi ved jo ikke nødvendigvis, hvornår vi lige får lyst til en bestemt vare eller opdager, at vi mangler noget. Derfor bliver der efterspurgt tilgængelighed her og nu, som vi kender det fra nethandel. Indkøb bliver ikke planlagt flere uger frem i tiden, siger Kirsten Poulsen.
Firstmove baserer blandt andet sine trendstudier på et netværk af »firstmovere« - altså de forbrugere, der er med på de nyeste trends.
At internethandel allerede har vænnet forbrugerne til, at de kan handle, når det passer dem, bliver også fremhævet af sociolog og fremtidsforsker Birthe Linddal Jeppesen. Hun betegner det som en naturlig konsekvens af, at den digitale udvikling har vænnet den moderne forbruger til, at alting stort set altid er tilgængeligt.
- Den udvikling vil blot blive forstærket – lukkelov eller ej. Nethandel er allerede i fuld gang med at udfordre detailhandlen og ændre bystrukturer, fordi forbrugere ser det som en mulighed for at kunne handle, når de selv har tid. Derfor vil mange forbrugere også tage imod med kyshånd, at butikker begynder at holde åbent flere timer, vurderer Birthe Linddal Jeppesen.
Det er særligt forbrugergrupper som unge og børnefamilier, der ifølge Birthe Linddal Jeppesen vil se det som et nyt frirum, at de ikke skal planlægge indkøb, men kan foretage dem, når det passer i kalenderen. Hun peger da også på, at der ligefrem kan opstå en kultur for, at indkøb bliver gjort til udflugtsmål for familien på linje med en skovtur.
Når lukkeloven ophører, og butikkerne selv kan vælge, hvornår de vil holde åbent, er det blot endnu et skridt i en udvikling, der har præget forbrugerkulturen i flere år. Nemlig at forbrugere blot får flere valgmuligheder, forklarer ekspert i forbrugeradfærd Heidi Boye, der er ekstern lektor på CBS og seniorkonsulent i forretningsudvikling hos Landbrug & Fødevarer.
- Det er et karakteristika ved vores forbrugerkultur. Vi bliver mindre og mindre begrænsede i vores valgmuligheder og forskyder allerede vores indkøb ved at handle på nettet, når børnene er lagt i seng. Nye åbningstider i de fysiske butikker vil ligeledes påvirke forbrugerkulturen, så vi også begynder at handle der om aftenen. Det vil på længere sigt blive helt naturligt for de fleste, siger Heidi Boye.
Ligesom valgmulighederne bliver flere, peger Heidi Boye på, at der også kan forventes et øget forbrug i butikkerne. Hun henviser til, at undersøgelser generelt viser, at forretninger med lang åbningstid oplever en øget omsætning, der er baseret på et mersalg og ikke alene på forskydninger – for forbrugerne spiser jo ikke mere rugbrød, alene fordi butikkerne har længere åbent, som hun beskriver det.