Ny lov giver patientboom på privathospitaler

Antallet af viderehenviste patienter fra offentlige til private sygehuse er steget med 35 pct. i år, viser opgørelse fra Region Hovedstaden. Det udløser nu et nyt politisk opgør om privathospitalernes rolle.

Foto: Nikolai Linares
Lyt til artiklen

Vil du lytte videre?

Få et Digital Plus-abonnement og lyt videre med det samme.

Skift abonnement

Med Digital Plus kan du lytte til artikler. Du får adgang med det samme.

Titusinder af syge danskere sendes i øjeblikket til undersøgelse og behandling på privathospitaler på det offentliges regning, fordi der mangler kapacitet til at tage sig af dem på de offentlige sygehuse.

Antallet af patienter, som viderehenvises til privathospitalerne, vokser kraftigt og er i den første del af året nået op på ca. 2.500 om måneden i landets største region, Region Hovedstaden.

Det er en stigning på ca. 35 pct. i forhold til de samme måneder sidste år, og den skyldes primært den nye såkaldte udredningsret, som regeringen har indført for at sikre, at syge hurtigt og senest indenfor én måned får at vide, hvad de fejler.

Det fremgår af en ny opgørelse, som kommer samtidig med, at de to blokke i den igangværende valgkamp strides heftigt om privathospitalernes rolle i det danske sundhedsvæsen.

»Vi har ikke kapacitet til at kunne leve op til udredningsretten i vores eget system. Derfor er det meget fornuftigt at sende patienterne ud i byen til de private hospitaler for f.eks. at blive skannet eller få en øjenoperation, hvilket de private faktisk også kan lave billigere, end vi selv kan,« siger gruppeformand Leila Lindén (S), som er medlem af forretningsudvalget i Region Hovedstaden.

Ifølge et notat fra administrationen til politikerne i hovedstadsregionen er det ca. en tredjedel af patienterne i regionen, som ikke når at blive udredt indenfor tidsfristen på 30 dage.

Derfor er der indgået aftaler med et større antal privathospitaler om at træde til og undersøge og behandle patienter for at sikre, at ventetiderne ikke skrider alt for meget. Langt de fleste patienter på privathospitalerne behandles således som led i de udbudsaftaler, der er lavet med de private aktører. Kun knap en tredjedel kommer på privathospital som følge af behandlingsgarantien, som giver patienterne ret til at komme på privathospital, når ventetiderne på de offentlige sygehuse overstiger én eller to måned – afhængig af lidelsens alvor.

Fornuftig arbejdsdeling

På Astra Billeddiagnostisk Center, der er et af de privathospitaler, hvor aktiviteten er vokset mest, er Keld Drube ved at forberede sig på at få fortaget en MR-skanning af sin ryg. For ham spiller det ikke den store rolle, om det foregår på et privat eller et offentligt sygehus.

»Hovedsagen er, at man bliver behandlet, og at det kan foregå forholdsvist hurtigt,« konstaterer han.

Privathospitalet i Lyngby har indgået en aftale med regionen om at udføre minimum 5.000 kliniske mammografier om året af kvinder, som er henvist for at få af- eller bekræftet en mistanke om brystkræft. Dertil kommer ca. 8.500 MR-skanninger i forhold til en stribe lidelser.

Direktør Niels Thagaard har været i branchen i 15 år, og hans oplevelse er, at samarbejdet mellem regionen og de private aktører bliver mere og mere pragmatisk, og at tidligere tiders skepsis overfor de private er ved at være et overstået kapitel i den almindelige hverdag i det danske sundhedsvæsen.

»Man ser i større og større grad, at det handler om at få en fornuftig arbejdsdeling. Det kan betale sig for de offentlige sygehuse at bruge os. Vi kan levere undersøgelser godt, hurtigt og billigt, og det frigør ressourcer på de offentlige sygehuse til, at de så kan tage sig af mere komplicerede opgaver,« siger han.

Skarpt opgør om privathospitaler

Den samme pragmatisme er endnu ikke slået igennem i Folketinget. Oplysningerne om den stigende patient-tilstrømning til privathospitalerne havner således midt i en valgkamp, hvor brugen af de private aktører på ny har givet anledning til skarpe konfrontationer mellem de to blokke.

Blå blok har bebudet, at man vil gå efter at forkorte ventetiderne ved at udstyre patienterne med flere rettigheder på en række områder, så de i større udstrækning kan kræve at komme på privathospital for at slippe for ventetiderne på de offentlige sygehuse.

Venstre har endda foreslået inden for en kortere årrække at give patienterne frit valg til at komme på privathospital fra dag ét ved en række sygdomme, som ikke kræver indlæggelse.

I dag har EU faktisk udstyret patienterne med en lignende ret til at blive behandlet på et sygehus i et andet EU-land, hvis der er ventetider i det hjemlige sundhedsvæsen. Men der er en del bureaukrati forbundet med at udnytte den ret, og derfor bør den rettighed også gælde for danske patienter i forhold til danske hospitaler, mener Venstre.

Dét har udløst et benhårdt angreb fra ledende S-politikere, der har kritiseret Venstre for at ville »eksperimentere« med privatisering af sundhed og lade privathospitalerne »dræne« den fælles kasse.

»Kritikken er hyklerisk ud over alle grænser. Der kommer det ene angreb efter det andet på Venstre vedrørende brug af privathospitaler, alt i mens landets største region i stor stil sender patienter til udredning i privat regi. Det er kun positivt, at regionen på den måde forsøger at rette op på det enorme efterslæb, man i forhold til at få udredt patienterne så hurtigt, som regeringen har stillet dem i udsigt,« siger Venstres sundhedsordfører Sophie Løhde.

Socialdemokraterne henviser til beregninger fra sundhedsministeriet, som siger, at tusindevis af sygeplejersker og læger vil forsvinde fra de offentlige sygehuse og gå over til de private, hvis behandlingsgarantien kommer til at gælde fra dag ét. Partiets sundhedsordfører afviser også, at det er selvmodsigende at kritisere Venstre, når man selv har sat fuld fart på trafikken fra det offentlige til de private sygehuse.

»Regionerne skal selvfølgelig bruge den ledige kapacitet på privathospitalerne, hvis der er behov for det for at kunne overholde behandlingsgarantien og udredningsretten, og hvis man kan få forhandlet sig frem til nogle ordentlige priser. Venstres forslag vil gøre det umuligt at planlægge i det offentlige system. Hvis patienterne får adgang til at gå til de private fra dag ét, vil man ikke kunne styre udgifterne, og der vil være en risiko for en åreladning af faglig kapacitet og kvalitet i det offentlige system,« siger Flemming Møller Mortensen.