Ny køreplan på Kystbanen: »Hvis de ønsker, at flere skal benytte offentlig transport, nytter det ikke, at togene ikke afgår til tiden«

En ny køreplan skal ifølge DSB gøre planen »mere robust« for de prøvede pendlere på Kystbanen. På årets første egentlige hverdag skulle køreplanen, der også byder på længere rejsetid og nye stationer, for alvor stå sin prøve.

Er der noget, der frustrerer kystbaneveteranen Anja Møller Liedig mere end noget andet, er det manglende trafikinformation. Og det gælder på skærmene på stationen og på internettet. Derfor tjekker hun dagligt Facebook-gruppen KystbanenLive, inden afgangen fra Helsingør mod Nordhavn Station. Fold sammen
Læs mere
Foto: Thomas Lekfeldt

Hver morgen sætter 45-årige Anja Møller Liedig sig ved morgenbordet for at spise, for at læse avis – og for at tjekke Rejseplanen. For hun ved om nogen, at meget kan ændre sig i de tidlige morgentimer.

Anja Møller Liedig har pendlet i 15 år og tager dagligt turen fra Helsingør til Nordhavn Station, hvor hun arbejder, og hun er vant til forsinkelser og stress.

Kort før jul introducerede DSB så en ny køreplan, der har gjort hendes daglige togtur lidt nemmere. Planen indbefatter blandt andet, at myldretidstogene på Kystbanen fremover standser på Hellerup Station, hvor Anja Møller Liedig skal skifte til S-toget. Det betyder, at hun nu kan rejse med seks tog i timen, når hun skal på arbejde. Den første mandag morgen i det nye år har hun sat sig til rette i et myldretidstog klokken 06.51.

»Jeg er rigtig glad for planen, men man vil altid ramme nogen,« siger Anja Møller Liedig.

Og det er ganske rigtigt, for den nye køreplan går ud over pendlere fra Snekkersten, idet myldretidstogene ikke længere vil stoppe her.

Generelt betyder DSBs nye køreplan, at pendlerne på Kystbanen får et minuts længere rejsetid til Hovedbanegården – og tre minutter længere, såfremt de skal videre mod Sverige. Ifølge DSB skal ændringerne gøre strækningen »mere robust« i forhold til at undgå forsinkelser.

Ifølge talsmand for Pendlerklubben Peter Langford kan man dog frygte, at DSB reelt blot bliver ved med at forlænge rejsetiden.

»Hvor langt kan man strække elastikken, før den brister, og pendlerne giver op og tager bilen? Man afprøver alverdens ting for at lappe på problemet frem for at nå ind til problemets kerne,« siger Peter Langford.

Henter stemmer på motorvejen

Myldretidstoget kører forbi Nivå Station, hvor der hænger en reklame for Mercedes Benz C-klasse stationcar.

»Nyt år. Ny bil«, står der. De fleste af Anja Møller Liedigs kolleger og venner tager bilen til og fra arbejde.

Selv om hun er glad for den nye køreplan, forstår Anja Møller Liedig bilisterne.

»Det er tydeligt, at politikere forsøger at hente stemmer på motorvejen. Hvis de ønsker, at flere skal benytte offentlig transport, nytter det ikke, at togene ikke afgår til tiden. Og så er det desuden blevet meget dyrt at være pendler,« siger Anja Møller Liedig og tilføjer, at hun betaler knap 1.600 kroner for sit månedskort.

I løbet af det seneste årti er der kommet en halv million flere biler på de danske veje. Det er nemt at regne ud hvorfor. Gennemssnitslønnen er siden årtusindskiftet steget 56 procent, mens prisen på biler kun er steget to procent, og prisen på diesel og benzin er steget 40 procent.

I samme periode er prisen på busbilletter steget 79 procent, mens tog- og metrobilletter er steget 54 procent.

Der er nu noget, der frustrerer Anja Møller Liedig mere end noget andet: Manglende trafikinformation. Og det gælder på skærmene på stationen og på internettet. Derfor tjekker hun dagligt Facebook-gruppen KystbanenLive, der har op mod 3.500 medlemmer.

»Nogle gange opdaterer brugerne i gruppen længe før, Rejseplanen bliver opdateret,« siger Anja Møller Liedig.

En klage til ministeren

Engang stod det særligt slemt til med Kystbanen, husker Anja Møller Liedig. Det var i 2017, lige inden der skulle udføres sporarbejde, og der var »massive« forsinkelser.

Anja Møller Liedig husker, at hun sendte en klage til daværende transportminister Ole Birk Olesen (LA).

»Jeg vidste godt, at det ikke ville føre noget med sig, men det er vigtigt at gøre et eller andet for at gøre opmærksom på situationen,« siger hun.

Anja Møller Liedig modtog et »høfligt« standardsvar. Hun håber dog, at der med den nye regering vil komme mere fokus på kollektiv trafik – også selv om »der ikke er sket så meget indtil videre«.

Klokken 07.23 stopper Kystbanen på Hellerup Station, som er samlingspunkt for mange pendlere, og nu har morgentravlheden meldt sig. Flere løber for at nå Kystbanens endnu åbne døre, mens andre kigger frustreret på S-togets trafikinformationstavle.

Der er fejl ved et sporskifte på Svanemøllen Station, og utallige S-tog er forsinket. Dette betyder, at kupeerne er stuvende fyldte, og at der sidder tre rejsende per sæde.

Anja Møller Liedig får presset sig ind.

»Kan I rykke lidt længere ind?« råber en mand, der forsøger at komme med toget. En kvinde videregiver beskeden inde i kupeen, og folk rykker sig en smule, så manden når indenfor, før dørene lukker. Næste tog går først 20 minutter senere – på grund af en fejl.

Anja Møller Liedig ankommer uden de store problemer til Nordhavn Station klokken 07.34 og fortsætter på gåben i retning af PFA Pension, hvor hun arbejder.

Ikke alle kan tage det roligt denne morgen. En kvinde i 40erne råber til sine to unge sønner: »Kom! Togene går ikke, vi tager bussen.«

»Vi må ikke komme for sent i skole,« lyder det fra den ene dreng.

»Nej, så kom med!« siger moderen småstresset, tager drengene ved hånden og løber ad trappen, væk fra stationen og i retning af busstoppestedet.