Ny hofmarskal Ehrenreich: En aristokrat finder hjem

Kongehusets nye hofmarskal, Michael Ehrenreich, ligner det perfekte match med et job, hvor der skal holdes på formerne.

Michael Ehrenreich bliver ny hofmarskal. Fold sammen
Læs mere
Foto: Claus Bjørn Larsen

Her på Berlingske smiler man ved nyheden om, at Michael Ehrenreich skal være ny hofmarskal.

Ingen så det komme. Men alle ser, at det er oplagt.

Michael Ehrenreich har altid forekommet at være aristokratisk. Ikke i betydningen »en fornem person«. Snarere i forståelsen »en fornem tænkemåde«.

Ehrenreich var ansat på Berlingske i mere end 20 år. Som mangeårig redaktør for udland og senest fra 2001 frem til 2003 som medlem af chefredaktionen. Han blev student fra Gentofte Statsskole og fortsatte på Danmarks Journalisthøjskole. Hvorpå han drog til Fyns Stiftstidende.

På Berlingske, dengang med Tidende som efternavn, var han før sit redaktørvirke korrespondent i to omgange. Først i London 1984-88. Derpå i Washington 1988-1993. Ehrenreich virkede som journalist ud fra de selvsamme principper, han senere krævede af sine omgivelser som redaktør. En regelret, dokumenteret journalistik fortalt i et uangribeligt og forståeligt sprog. At være kritisk er ikke det samme som at hænge personer ud. Tværtimod. Det falder tilbage på en selv og avisen. Kritisk journalistik forudsætter indsigt, var Ehrenreichs faglige omkvæd.

Hans altid distingverede, næsten officiøse fremtoning, velartikulerede tale, gennemførte ordentlighed og venlige, men faste krav til sine omgivelser om redelighed forlenede ikke alene Ehrenreich med den klassiske, berlingske borgerlighed. Det omvendte syntes også tilfældet. De to størrelser smeltede sammen. Berlingske Tidende på den ene side og udlandsredaktøren, der syntes at personificere den gamle avis’ dyder, på den anden.

Vil man karakterisere Danmarks ny hofmarskal kan den korte version måske udgøres af overskrifter på hans fødselsdagsportrætter i dagbladene i anledning af hans 60-årsdag i februar: »Den elegante kommentator« (Politiken), »International journalist« (Berlingske), »En ordentlig fornyer« (Kristeligt Dagblad), »Gentleman i udenrigshabit« (Jyllands-Posten).

Rygte om rebelsk ungdom

Ingen af portrætterne indeholder sprækker i den facade, som de umiddelbare skudsmål stiller op. Det påstås ganske vist, at Michael Ehrenreich engang i sin ungdom flirtede med rollen som rebel. At han sågar omgikkes venstrefløjen og en overgang bar afghanerpels. Men det fremdrages udelukkende for at understrege den modsatte pointe. Påstandens ironiske uhyrlighed forstærker billedet af en mand, der om nogen har legemliggjort borgerlighed og gjort det som et levende virke frem for en stilstand, som venstrefløjen kritiserede størrelsen for.

Det hed i Politikens 60-årsportræt af Michael Ehrenreich i februar: »Allerede det elegante kunne friste til den tese, at han er født en anelse for sent til sin metier.« Det er næppe en karakteristik, nogen vil gentage om journalisten i hans kommende job. Her synes tempo, mand og timing tværtimod at falde i hak i alle tænder på karrierens hjul. Ehrenreich var i ni år efter Berlingske Tidende medredaktør på Kristeligt Dagblad. Samt derpå direktør for Det Udenrigspolitiske Selskab i et år. Det er år, der blot synes at have efterladt sølvstænk i den frisure, en berlingske-medarbejder på et tidspunkt drillende, men kærligt betegnede som »præsidenthår«. Hvilket Ehrenreich smilende og selvironisk tog imod som en kompliment.

Lige så meget Michael Ehrenreich i sin tid syntes at høre hjemme på Berlingske Tidende i papirets storhedstid, forekommer han at gøre det i et kongehus i den digitale opvarmnings tid, hvor nogen skal bevare det kølige overblik. Hvor nogen skal holde på formerne.

Udnævnelsen har nok overrasket alle i medieverdenen. Alligevel kommer den ikke bag på nogen.