Ny fangeflugt i København

Politiet jagter undvegen fange, der er stukket af fra retsbygning.

Fangen er hjulpet på flugt af kammerater, der brød døren op til et værelse i retten på Frederiksberg på Blegdamsvej i København, hvor fangen opholdt sig sammen med sin advokat. Det skete ved middagstid.

Ifølge Ekstrabladet.dk, så forsøgte adskillige fængselsbetjente at stoppe flugten. De smadrede både en rude i flugtbilen og fik sprøjtet peberspray ind i bilen. Alligevel undslap gruppen.

- Vi har den mistænkte i byretten på Blegdamsvej, hvor han er inde til noget fristsforlængelse. Han er taget i forbindelse med noget berigelseskriminalitet, siger politiinspektør Mogens Lauridsen til bt.dk.

Formodning om hvor han er

- Der ankommer så en gruppe til stedet, som tydeligvis kender manden. De skaffer sig adgang til det låste lokale. Det sker muligvis med noget værktøj af en art. De hiver ham så med ned i en ventende bil, siger politiinspektøren.

Mogens Lauridsen forklarer, at det ikke er en af de farligste fanger, som Københavns Politi råder over, som er stukket af. Heldigvis.

- Det er ikke umiddelbart relateret til noget bandekriminalitet og det er heller ikke en farlig person som sådan. Vi har en formodning om de kredse, som han færdes i, så lad os se om ikke vi får fat på ham, siger Mogens Lauridsen til bt.dk.

For mindre end en uge siden flygtede en drabssigtet fange også fra Frederiksberg Ret under ligneden omstændigheder.