Ny dansk flåde tager form

Søværnet har bestilt tre fregatter til levering frem til 2012. Da vil 15 års arbejde for at genskabe en lille, men moderne flåde med global rækkevidde være fuldendt. Men personelmangel truer visionen.

<a href='http://images.bm4.metropol.dk//251/251944/251944_original.jpg' target='_blank'>Se i stort format</a> <br> Fold sammen
Læs mere

Da chefen for det nu nedlagte Søværnets Materielkommando kort før jul skrev under på en kontrakt med Mærsk-selskabet Odense Stålskibsværft om bygningen af tre nye store krigsskibe, var det ikke blot et projekt på fem milliarder skattekroner, som blev sat i søen.

Det var samtidig et vigtigt skridt mod virkeliggørelsen af Søværnets og Danmarks ambition om at genskabe en flåde, som på havet kan gøre det samme, som danske soldater gør på land. Altså at producere sikkerhed dér hvor det tjener danske interesser, og hvor der er international anerkendelse at opnå for ulejligheden.

De tre krigsskibe, kaldet patruljeskibe, følger efter to såkaldte fleksible støtteskibe, »Absalon« og »Esbern Snare« som blev leveret i 2004 og 2005. De tre patruljeskibe, som i ethvert andet land end Danmark kaldes fregatter, skal bygges på samme skrog som de to støtteskibe. Forskellen på de to skibstyper er indmaden. Patruljeskibene bliver deciderede krigsskibe, som er bygget op om en stor missil-launcher, der kan affyre alt fra missiler mod fly til Tomahawk-missiler med strategisk rækkevidde, mens støtteskibene er bygget omkring et lastedæk med plads til alt fra kampvogne til et felthospital. Patruljeskibene kan med deres langtrækkende missiler og sensorer skabe en paraply mod missilangreb og kampfly over et stort område, mens støtteskibene er bedst egnede til at sejle forsyninger, nødhjælp eller til at evakuere mennesker.

Begge skibstyper har plads til to mellemtunge helikoptere om bord og kan rumme en tilstrækkelig stor besætning til at kunne operere til søs i længere tid. Forsyningerne vil række til en måned.

»Selvfølgelig er det et godt spørgsmål, om Danmark hellere skulle købe flere hofteoperationer end skibe for pengene. Men vi kan ikke bare sidde på vores hænder og lade andre lande klare sikkerheden til søs,« siger chefen for Søværnets Operative Kommando, kontreadmiral Nils Wang.

Ud over den politiske valuta, som Danmark tjener på at bidrage til at bekæmpe tiltagende pirateri, som truer for eksempel olietransporterne fra Vestafrika, har Danmark direkte økonomiske interesser i at bidrage til sikkerhed på havet.

Nils Wang minder om, at danske rederier sejler med hele ti procent af al verdens containertrafik. Pirateri mod skibstrafikken er derfor en større økonomisk trussel mod Danmark end mod de fleste andre lande, lyder hans pointe. For forbrugerne har det ifølge Nils Wang direkte betydning for prisen »på alt fra fløjlsbukser til hygiejnebind«, at det globale transportbånd til søs fungerer gnidningsfrit.

Historisk undtagelse
Om tre år fejrer den danske flåde sin 500 års fødselsdag. Den længste del af århundrederne har flåden været brugt til at varetage danske interesser globalt; fra slavekysterne via Middelhavet til Nordatlanten. Historisk set var perioden de 40 års kold krig, hvor den danske marine holdt sig til Nordatlanten og Østersøen, i virkeligheden en undtagelse fra reglen om, at danske orlogsfartøjer har opereret globalt.

Og står det til Nils Wang, følger Danmark fremover ønsket fra ikke mindst den amerikanske flådes chef om at deltage i »the 1.000 ships navy«, altså i en global indsats for maritim sikkerhed.

Mandskabsmangel
Den faktor, der - ud over et tænkeligt skift i dansk sikkerhedspolitik efter et regeringsskift - kan holde den nye danske flåde ved kaj i Danmark, kan blive manglen på kvalificerede marinekonstabler. For tiden ligger fire skibe ubeskæftigede på flådestationerne, fordi Søværnet mangler omkring 100 marinekonstabler, altså menige søfolk. De fire skibe er korvetten »Niels Juel« samt to minerydningsskibe og et patruljefartøj af Standard Flex-typen. Ifølge det gældende forsvarsforlig skulle skibene være operationsklare med fuld besætning.

»Meningen var at opbygge besætningerne på alle tre korvetter, så de kan være klar, når de tre nye patruljeskibe kommer,« tilføjer Nils Wang.

Blandt årsagerne til rekrutteringsproblemer og uplanlagt afgang er den gode beskæftigelse i det civile samfund kombineret med pres fra pårørende om at søge arbejde i land efter et antal år med månedlange togter på for eksempel inspektionsskibene i Nordatlanten. Et af Søværnets initiativer til at vende udviklingen er en forstærket indsats for at rekruttere blandt danskere med anden etnisk baggrund.

Prisen for de tre skibe er, sammenlignet med tilsvarende nye fregatter, lav. »Og det er ikke, fordi vi får noget billigt skrammel,« siger Nils Wang. Men mens en af de fem nye, norske fregatter, der er under bygning, ifølge norske medier koster fire milliarder stykket, koster en dansk altså under det halve. Danske fagfolks vurdering er, at en ny hollandsk fregat står i cirka 2,6 milliarder og en ny britisk i ikke mindre end 6,3 milliarder kroner. De danske patruljeskibe skal bygges til fast pris, og stigende stålpriser har, indtil byggeprisen blev låst fast, betydet modsvarende besparelser på udrustningen. Men det er lykkedes at få plads i budgettet til alt væsentligt, inklusive undervands-lytteudstyret, sonaren. Blandt andet fordi det lykkedes at presse leverandørerne på prisen.

Endelig er det ifølge Nils Wang »ikke nogen hemmelighed, at Odense Stålskibsværft betalte nogle dyre lærepenge for de to fleksible støtteskibe. Men jeg kender forretningsetikken hos A.P. Møller godt nok til at vide, at man næppe har tænkt sig at tabe penge på det samlede projekt«, siger Nils Wang.

Den samlede pris for de fem danske flådefartøjer vil løbe op i syv milliarder kr.