Ny anholdelse i sag om brand på Jens Stages lejlighed

En 21-årig mand bliver tirsdag fremstillet i et grundlovsforhør. Han sigtes for brandstiftelse.

Politiet har anholdt en formodet medgerningsmand i sagen om brandstiftelse af fodboldspiller Jens Stages lejlighed i Aarhus. Fold sammen
Læs mere
Foto: Ernst van Norde

Politiet har anholdt en formodet medgerningsmand i sagen om brandstiftelse af fodboldspiller Jens Stages lejlighed i Aarhus.

Det oplyser Østjyllands Politi på Twitter.

Manden, der er 21 år gammel, blev tirsdag i et grundlovsforhør ved Retten i Aarhus varetægtsfængslet til 28. august. Manden, der blandt andet er sigtet for brandstiftelse, nægter sig skyldig.

En 24-årig mand sidder i forvejen varetægtsfængslet i sagen.

Det var natten til den 14. juli, at en eller flere personer omkring klokken 02.00 smed en røgbombe gennem ruden på en lejlighed i Eckersbergsgade i Aarhus.

Der opstod en mindre brandskade, inden ilden gik ud. Ifølge AGF og FC København var der tale om Jens Stages lejlighed.

Fodboldspilleren skiftede fra netop AGF til FC København tidligere i juli.

Den 22-årige arbejdsmaskine nød inden sit skifte til FCK stor anerkendelse hos fans af AGF, da Stage er vokset op i Aarhus og erklæret fan af klubben, som han spillede for.

Den 24-årige, der allerede sidder varetægtsfængslet, erkender at have kastet røgbomben samt at have truet Jens Stage.

Han erkender således at have rettet henvendelse til fodboldspilleren via Facebook og skrevet: "Du kan aldrig være i Aarhus igen - Judas".

På fyrværkeriet, der blev kastet ind gennem et vindue til lejligheden, var der ifølge politiets sigtelse lagt en seddel med ordene:

"I Aarhus straffes forrædere, Judas svin".

Den 21-årige mand er også sigtet for trusler og for at have forvoldt fare for andres liv og helbred, oplyser kommunikationsafdelingen hos Østjyllands Politi.

/ritzau/