Ny Alliance - nu også med politik

Ny Alliance præsenterer program med billigere biler, dyrere kørsel, ny uddannelsespolitik og udenrigs- og indvandringspolitik.

Ny Alliance fremlagde torsdag sit politiske program med vægt på uddannelse, udenrigspolitik, indvandring og miljø. Partileder Naser Khader ville ikke placere partiet til højre eller venstre, men roste den konservative leder, Bendt Bendtsen, for at have fået topskatten på dagsordenen.

- Ny Alliance er et midterparti, som er garant for, at der ikke føres blokpolitik, og at intet parti har vetoret, sagde Khader.

Konkret foreslog partiet 12 års skolepligt og lærere, der uddannes på universitetet. Partiet accepterer 24-års reglen, vil afskaffe starthjælpen, men indføre dobbelt statsborgerskab.

Partiet vil have en mere kritisk holdning til USA og have en hurtig folkeafstemning om de fire danske EU-forbehold.

På miljøområdet vil partiet have solfangere på nye huse og billigere biler, som er dyrere at køre i. For unge kriminelle vil partiet gøre det muligt at afsone straffe i husarrest derhjemme. Terrorlovene, som blev indført efter 11. september 2001, skal gennemgås kritisk. Kun kompetente imamer skal kunne virke i fængsler.

/ritzau/