Ny Alliance: Højst 40 pct. skat

Et enkelt og gennemskueligt skattesystem, hvor der hverken er bund-, top- eller mellemskat. Og et opgør med efterlønnen. Det er en del af Ny Alliances længe ventede skatteudspil.

Væk med bund-, mellem- og topskat, så vi ender på 40 procent i skat. Det er hovedessensen i Ny Alliances længe ventede skatteplan.

- Vi vil skabe et enkelt, gennemskueligt skattesystem, som sikrer, at der er hænder nok på arbejdsmarkedet, sagde Anders Samuelsen fra Ny Alliance, der regner med, at det får 100.00 flere personer i arbejde.

Skatteplanen skulle ifølge partiet være fuldt finansieret i og med, at der flyttes rundt på fem pct. af skatteudgifterne. I alt 43 milliarder kroner.

Opgør med efterlønnen

Blandt andet skal de velstillede i en vis grad til selv at betale for efterlønnen, og beskatningen af pensionsindbetalingerne skal fremrykkes, så den- modsat nu - sker på indbetalingstidspunktet.

Det vil give i alt 30 milliarder kroner til statskassen.

Samtidig vil partiet give højere energiafgifter til erhvervslivet.

Fastfrysningen af ejendomsværdiskatten bliver ikke rørt.

I regeringspartiet Venstre bliver Ny Alliances udspil mødt med et både og.

Venstres skatteordfører ser udspillet som en langsigtet vision.

- Og i det lys er der nogle meget spændende økonomiske og teoretiske ting i udspillet, selv om jeg umiddelbart stiller mig lidt tvivlende overfor, om finansieringen helt holder vand, siger Venstres Kim Andersen.

- Vi hæfter os ved, at Ny Alliance er på linje med regeringens skatteudspil med hensyn til energiafgifter. Og så hilser vi det velkomment, at Ny Alliance kommer med et bud på, hvordan vi kan skaffe flere hænder til fremtidens velfærd, siger Kim Andersen blandt andet.