Ny Alliance: 12 års skolepligt i Danmark

Ny Alliance fremlagde sit politiske program på Christiansborg. Her er nogle af punkterne.

Der skal indføres 12 års skolepligt i Danmark, mener Ny Alliance. Det kom frem, da partiet i dag fremlagde sit politiske program.

- Sprogklasser fra 1.-3. klasse, obligatorisk lektiehjælp og gratis mad. Lærernes uddannelse skal styrkes og være en fem-årig universitetsuddannelse. Det er et naturligt skridt i vores verden, sagde Anders Samuelsen på pressemødet.

Gitte seeberg, en anden af partiets tre stiftere, sagde:

- De danske EU-forbehold skal væk og den danske u-landsbistand skal igen op på én procent af BNP. Det har vi råd til - vi bliver rigere og rigere, sagde hun.

Naser Khader roste økonomiminister Bendt Bendtsen (K) for at have fået topskat på dagsordenen. Samtidig sagde han, at Ny Alliance har et socialliberalt, social-konservativt udgangspunkt.

Læs hele partiprogrammet fra Ny Alliance på partiets hjemmeside.