Nu vil det offentlige stille københavnere et privat spørgsmål, efter de er blevet coronatestet: »Formynderisk ud over alle grænser«

Region Hovedstaden vil nu undersøge muligheden for at tilbyde folk et rygestop, i forbindelse med at de bliver testet eller vaccineret mod covid-19. Folk har ikke bedt om et rygestop, når de bliver testet, lyder kritikken. Men folk kan bare takke nej, siger fortalerne.

 
Få overblikket over seneste nyt om situationen her. Video: DR, Reuters/Ritzau Scanpix. Redigering: Kristina Finne, Mathilde Geertsen. Fold sammen
Læs mere

»Undskyld, er du ryger?«

Det spørgsmål bliver en række borgere i Region Sjælland mødt med i det øjeblik, de træder ud af covid-19-testcentret.

Snart kan københavnerne blive mødt af det samme spørgsmål, når de bliver testet eller vaccineret. Region Hovedstaden undersøger nemlig muligheden for, at kommunerne i hovedstaden kan bruge den samme metode, som Region Sjælland tog i brug i november sidste år.

Den går kort sagt ud på, at såkaldte rygestop-personer opsøger folk, lige efter de er blevet testet, og spørger, om de ryger. Hvis de ryger til daglig og ønsker hjælp til at stoppe, bliver de tilbudt rådgivning. Initiativet finder sted på tre testcentre i Region Sjælland.

Metoden, som nu formentlig også bliver iværksat i Region Hovedstaden, bliver mødt af skepsis fra flere partier på Christiansborg.

Liberal Alliance mener ikke, at staten skal blande sig i borgernes rygevaner og slet ikke, når de bliver testet covid-19.

»Man bliver nødt til at holde tingene adskilt. Det skal stadig være muligt at tage en test, uden at man skal have en gedigen prædiken om noget helt andet. Jeg bliver træt, når man som borger bliver pakket ind af totalstaten på den måde,« siger sundhedsordfører Henrik Dahl (LA).

Han frygter desuden, at det vil irritere borgerne.

»De personer, der spørger folk ind til deres rygevaner, falder ned i samme mentale boks som Jehovas Vidner og de facere, man bliver mødt af på Strøget. Jeg synes, at de er ret irriterende.«

Hos Socialistisk Folkeparti er man også skeptisk over for metoden. Partiet frygter, at folk potentielt vil udeblive fra testcentrene, hvis de konfronteres med deres rygevaner, uden at de selv har bedt om det.

»Jeg kan godt være bekymret for, at det er et fejlskud. Vi vil helst ikke skræmme folk væk fra testcentrene, og hvis borgerne får en oplevelse af, at regionen forsøger at slå to fluer med et smæk, så kan det måske virke intimiderende,« siger Kirsten Normann Andersen (SF).

Region Hovedstaden vil nu undersøge muligheden for, at kommunerne i regionen kan tilbyde københavnerne et rygestop, i forbindelse med at de er blevet testet eller vaccineret. Fold sammen
Læs mere
Foto: Søren Bidstrup.

Værd at overveje

Metoden, som Region Sjælland bruger, hedder Very Brief Advice (VBA). Ifølge Region Hovedstaden tager den 30 sekunder. Her bliver borgeren oplyst om, at rådgivning øger chancen for rygestop. Derefter bliver borgeren henvist til et gratis rygestoptilbud, hvis vedkommende ønsker hjælp.

Ifølge Danmarks Radio har Region Sjælland haft positive erfaringer med metoden. I perioden, hvor Region Hovedstaden har brugt metoden, har regionens rygestoplinje således fået 100 henvendelser om ugen.

Normalt får rygestoplinjen under ti henvendelser om ugen.

På baggrund af dette ser Venstre i Region Hovedstaden positivt på muligheden for at lave en lignende kampagne i hovedstaden.

»Jeg synes da, at det er værd at overveje. Rigtig mange borgere besøger testcentrene, og det handler om at få fat i en masse folk og høre, om de har overvejet med at stoppe med at ryge,« siger Anne Ehrenreich, regionsrådsmedlem for Venstre i Region Hovedstaden, der understreger, at det er frivilligt.

Hun vurderer, at regionsrådet i hovedstaden vil bakke op om ideen. Socialdemokratiet gør i hvert fald.

»Jeg synes faktisk, at det er en rigtig god idé. For vi ved, at rygning er skadeligt, og at mange sygdomme skyldes rygning,« siger Leila Lindén, der sidder i regionsrådet for Socialdemokratiet.

Hun peger desuden på, at covid-19 ligesom rygning påvirker lungerne. Ifølge hende er det derfor hensigtsmæssigt at gøre folk opmærksom på, at de kan blive ramt endnu hårdere af covid-19, hvis de også ryger til daglig.

»Hvis bare kampagnen kan få ti personer til at holde op med at ryge, ville det være en succes,« siger Leila Lindén.

Deler vandene

Trods de positive toner fra en række regionspolitikere møder kampagnen skepsis fra flere partier Christiansborg, hvor ikke kun SF og Liberal Alliance giver tiltaget en hård medfart.

Også Nye Borgerlige kritiserer tiltaget i hårde vendinger. Partiets sundhedsordfører, Lars Boje Mathiesen, mener, at der bør være grænser for, hvad staten skal blande sig i.

»Jeg frygter, at de snart vil spørge ind til, hvad jeg har fået at spise, og om jeg vil have hjælp til at spise sundere. De skal bare lade være,« siger han og fortsætter:

»Det er voksne mennesker, vi taler om. De har truffet et valg om, at de gerne vil ryge. Det må de selv stå på mål for. Jeg synes, at det er formynderisk ud over alle grænser.«

Stinus Lindgreen, der både sidder i Folketinget og regionsrådet i Region Hovedstaden for De Radikale, mener dog ikke, at det er værre, end at folk kan takke nej til tilbuddet.

»Jeg går ud fra, at det er ikke er værre, end at man bare kan sige nej. Sundhed er regionernes primære opgave, og rygning er et stort problem. Så det er helt klart et sted, vi skal sætte ind,« mener han.

Borgerne besøger testcentret for at blive testet. Ikke for at stoppe med at ryge. Bør staten ikke blande sig udenom i denne situation?

»Jeg synes ikke, at det offentlige skal blande sig udenom. Vi blander os hele tiden, og hvis det rent faktisk har en effekt, så ser jeg ikke det store problem i det,« siger Stinus Lindgreen.

Afviser kritik

Berlingske har spurgt Lotte Therkildsen, der er projektleder og ansvarlig for rygestopkampagnen i Region Sjælland, hvad hun siger til kritikken fra partierne.

Hun fortæller, at størstedelen af de folk, der er blevet opsøgt af regionens rygestoppersoner, har reageret positivt på forespørgslen.

»Det kan godt ske, at der er nogle, der synes, at vi blander tingene sammen. Men folk kan bare sige nej, så de bliver ikke tvunget til at svare på spørgsmålet,« siger Lotte Therkildsen.

Hun siger yderligere, at kritikerne er velkomne til at tage med ud at se, hvordan rygestoppersonerne opsøger borgerne.

»Det er helt fint, at nogle er skeptiske. Men fordommene kan godt basere sig på uvidenhed. For vi beder ikke folk om at holde op med at ryge. Vi gør dem blot opmærksom på tilbuddet, som i øvrigt er gratis,« udtaler Lotte Therkildsen.

LÆS MERE