I efteråret fik det stor bevågenhed, da valgplakater med tibetflag opsat foran den kinesiske ambassade i København flere gange blev pillet ned under regionsrådsvalgkampen.

Plakaterne var oprindeligt hængt op af Thomas Rohden, der blev stemt ind i regionsrådet i Region Hovedstaden for Det Radikale Venstre. Han er desuden formand for Dansk Kina-Kritisk Selskab.

Rohden kritiserede Region Hovedstadens samarbejde med Kina, nærmere bestemt Jiangsu-provinsen.

Og nu stopper samarbejdet, har regionsrådet besluttet tirsdag.

»Det lykkedes! Region Hovedstaden opsiger nu samarbejdsaftalen med Jiangsu-provinsen i Kina,« skriver en glad Thomas Rohden via Twitter.

Regionsrådets nye beslutning kan forhindre, at man i fremtiden indgår samarbejder med lande, der undertrykker deres egne befolkninger.

»Tilmed har vi vedtaget en principbeslutning om ikke at indgå venskabsaftaler med lande, der krænker grundlæggende menneskerettigheder,« skriver regionsrådspolitikeren.

Formålet med Kina-samarbejdet var at skabe erhvervsmuligheder inden for jordoprensning og health-tech.

Samarbejdet blev igangsat i 2012, men har været inaktivt siden 2018.

Men nu sendes der altså et formelt opsigelsesbrev til det politiske niveau i den kinesiske provins.

Region Hovedstaden konkluderede allerede i 2018, at »regionens ressourceforbrug ikke stod mål med det forventede udbytte i form af kommercielle kontrakter/markedsmuligheder«.

Dette fik blot regionen til at beslutte, at man fra sag til sag kunne vurdere, om et samarbejde med den kinesiske provins gav mening, men altså uden at opsige samarbejdet.

Samarbejdet blev heller ikke opsagt, da erhvervsfremmereformen senere samme år betød, at regionen mistede lovhjemlen til at skabe kontakt mellem danske virksomheder og det kinesiske marked. I stedet forsøgte man at fokusere på »myndighed-til-myndighed«-initiativer, hvilket dog blev nedprioriteret.

Men nu er Region Hovedstadens samarbejde med Kina altså helt slut.

»Dette er en vigtig symbolsk sejr, der endelig trækker Region Hovedstaden ud af en skamfuld æra. Vi er endelig blevet fri for en aftale, der aldrig skulle være underskrevet,« skriver Thomas Rohden via Facebook.