Nu skal nanoprodukter registreres

Miljøministeren lancerer i dag et omstridt nanoregister. Inden sommeren næste år skal danske virksomheder indrapportere produkter, der indeholder nanomaterialer. Dem ved vi meget lidt om.

»Nanomaterialer kan gøre moderne produkter smartere, mere miljøvenlige, lettere og meget andet. Men vi ved meget lidt om dem,« konstaterer miljøminister Kirsten Brosbøl (S). Fold sammen
Læs mere
Foto: Nils Meilvang

Danmark går enegang i EU med et nano-register, som skal forsøge at kaste lys på udbredelsen af produkter med såkaldte nanomaterialer , der egentlig kun har det tilfælles, at de består af meget små partikler.

Produkterne kan være sportssokker med imprægnering, så de ikke lugter af sved. Bilplejeprodukter, der afviser vand og snavs fra forruden. Vinduer med selvrensende overflade. Skærebrætter eller køleskabe med antibakteriel belægning. Inden sommeren 2015 skal danske virksomheder indrapportere alle produkter, som indeholder nanomaterialer.

»Nanomaterialer kan gøre moderne produkter smartere, mere miljøvenlige, lettere og meget andet. Men vi ved meget lidt om dem, og mit fokus er at sikre danskerne en hverdag uden farlig kemi. Et vigtigt skridt på vejen er viden om, hvor nanomaterialer bruges og findes. Derfor er det en god idé at lave en nanodatabase,« siger miljøminister Kirsten Brosbøl (S).

Hun og regeringen har i denne sag valgt at gå enegang i EU sammen med Enhedslisten, der støttede vedtagelsen af nanoregisteret, som er blevet kritiseret skarpt for at lægge unødvendige byrder på erhvervslivet. Frankrig har allerede et nanoregister, men det lægger vægt på at få registreret de nanomaterialer, der produceres.

Det danske register vil lægge vægt på at få registreret de produkter, der indeholder nanomaterialerne. Også Belgien, Italien, Tysklang og Sverige har overvejelser om nanoregistre.

»Vi ønsker at være dér, hvor forbrugerne møder produkterne. Vi har tidligere vist, at vi ved at gå forrest kan lægge pres på EU, og at det giver større sandsynlighed for, at EU går i samme retning,« siger Kirsten Brosbøl.

Fra plusord til minusord på få år

»Nano« er en oplagt kandidat til det hurtigst svingende pendulord i det danske sprog. For få år siden blev ordet brugt til at anprise en fantastisk moderne teknologi. For mange forbrugere i dag er nano noget, vi skal være bange for, fordi det er giftigt og/eller miljøskadeligt. Sandheden ligger både i midten og i begge ender, for »nano« er mange ting.

»Problemet er, at man ikke kan tale generelt om nanomaterialer. Nanoteknologien er virkelig en game changer. Når man reducerer et materiale til nanostørrelse, ændrer man dets egenskaber. Og det samme materiale kan have helt forskellige egenskaber, alt efter hvilken nanoform det optræder i. Hver enkelt nanoform skal testes for at forstå dets unikke egenskaber,« forklarer Catherine Ganzleben, miljø- og kemikalieekspert ved Det Europæiske Miljøagentur.

Lovgivningen om farlige kemikalier i EU handler om stoffer, der optræder i en vis mængde i produkterne. Nanomaterialer har ikke alene andre egenskaber på grund af nanoformen. De optræder oftest i så bittesmå mængder, at de ikke er omfattet af eventuelle forbud mod det stof, de består af.

»Der er stærkt brug for et overblik over nanoprodukter. Der er formentlig produkter derude, der praler af at have »nano«, selv om de ikke har, fordi det lyder hightech og kan appellere til nogle forbrugere. Der er formentlig også produkter, der indeholder nanomaterialer, uden at det står på dem, fordi det også kan lyde lidt farligt. Og det er ikke et krav at deklarere. Det er helt uholdbart for forbrugeren,« siger Vagn Jelsøe, vicedirektør i Forbrugerrådet Tænk.

Man kan hurtig skræk-google sig til laboratorieforsøg, der viser, at det ene eller andet nanomateriale nedbryder celler i petriskåle eller slår mus ihjel. Men det gør bordsalt også – i de rette mængder.

»Vi kan lave lige så mange studier, det skal være af, hvor meget af et nanomateriale der skal til for at være giftigt for et forsøgsdyr, og de studier er også nødvendige. Men hvis vi ikke aner, hvilke mængder, vi udsættes for som forbrugere, giver det ingen mening at tale om en risikovurdering. Det er beskæmmende, at vi ikke er kommet i gang med at finde ud af det før nu,« siger lektor Steffen Foss Hansen, Institut for Vand og Miljøteknologi ved DTU.