Nu skal køgenserne koge vandet

Colibakterier på spil igen.

Lyt til artiklen

Vil du lytte videre?

Få et Digital Plus-abonnement og lyt videre med det samme.

Skift abonnement

Med Digital Plus kan du lytte til artikler. Du får adgang med det samme.

Netop som Århus Vand har givet grønt lys for, at 20.000 århusianere igen trygt kan drikke vandet fra hanen, er den nu gal i Køge.

Og igen er det colibakterier, der er på spil.

Energiforsyningen i Køge har således onsdag konstateret, at der er fundet E. Colibakterier i drikkevandet fra Køge Vandværk. Bakterierne er fundet i prøver, der er udtaget i mandags.

Samme område igen
Embedslægen og Køge Kommune anbefaler derfor borgerne til at koge vandet, før det bruges til madlavning eller drikkevand. Det berørte område er det samme, som i juni var ramt af campylobacter i vandet.

- Vi er meget kede af, at vi igen står i en situation, hvor vores forbrugere skal koge vandet, siger forsyningsdirektør Line Hollesen fra Energiforsyningen i en pressemeddelelse.

Intensiverer prøvetagning
Hun tilføjer, at man siden episoden i juni har intensiveret prøvetagningen af vandet til to gange om ugen.

Torsdag eftermiddag forventer Energiforsyningen at få de første analyseresultater af andre prøver.

- Vi arbejder på højtryk for at finde en mulig kilde og har intensiveret vores analyseprogram. Vi vil løbende holde forbrugerne og pressen orienteret om situationen, siger Line Hollesen.

/ritzau/