»Nu skal du lige passe på«: Morten og Thomas lever i en evig frygt for misforståelser

Den ene har altid båret på den og den anden har overvejet helt at droppe jobbet på grund af den. To mandlige pædagoger fortæller om deres arbejdsliv med den evige frygt for at ende i en situation med børn, der kan misforstås.

Privatfoto: Thomas Bruun. Fold sammen
Læs mere

Det skete på første arbejdsdag. Der fik den i dag 33-årige Morten Aagaard Bælum at vide, at han som mand ikke måtte skifte ble på børnene eller hjælpe med toiletbesøg. Det var arbejdsopgaver kun for kvinder.

»Jeg tænkte dengang, at det var fedt med en leder, der ville passe på mig. Nu opfatter jeg det som ekstremt diskriminerende.«

Han arbejder i en børnehave i Ishøj, men er lige nu på orlov, imens han læser pædagogik på universitetet. Noget, pædagogen blandt andet gør, fordi han vil have en mulig vej ud af en verden, hvor den uudtalte mistillid altid har fulgt ham.

»Jeg har selv tænkt på at droppe ud af faget på grund af den evige mistanke. Hvis det en dag bliver for ubehageligt for mig at arbejde som pædagog, har jeg en exitstrategi i baghånden.«

Privatfoto: Morten Aagaard Bælum. Fold sammen
Læs mere

Morten Aagaard Bælum har oplevet kvindelige kollegaer kysse børnene på kinden og kalde dem skat. De er mere intime med børnene end han er.

»Jeg tænker på, at det ikke skal kunne misforstås. Jeg kysser selv slet ikke børnene. De større børn har for eksempel spurgt ind til, om jeg har en tissemand - og når jeg har svaret ja, har jeg bagefter tænkt om det egentlig var over grænsen. Om jeg skulle holde mig helt fra at svare. Fordi jeg har tænkt på, hvad børnene selv kunne dreje den samtale til overfor deres forældre,« siger han.

Pædagogen har sagt til sine kvindelige kollegaer, at hvis de ser ham gøre noget, som er over grænsen, så skal de sige det til ham. Han har også aktivt meddelt sin leder, at han vil have lov til at være sig selv i sit arbejde.

»Hvis man arbejder med børn, kan man ikke lægge en eller anden underlig distance til dem. Vi risikerer, at børn først møder mændene i SFOerne eller steder for børn med særlige udfordringer. Jeg frygter, hvis den her selvskabte hetz i faget fortsætter, ser børnene ikke den ligestilling, vi alle taler om, er så vigtig.«

»Man skal stadig lægge bånd på sig selv«

Det skete allerede på seminariet. Da Thomas Bruun læste til pædagog tilbage i 2000, sagde underviserne til mændene på studiet, at de skulle være ekstra opmærksomme, hvis de havde børn siddende på skødet. Det kunne jo blive misfortolket. I dag er han næstformand i Ungdomsringen og leder af ungdomsklubben UngEgedal. Siden har følelsen fulgt ham.

»I klub-regi er det i dag også et emne. Der vil man heller ikke ende i en situation med teenagepigerne, som kan misforstås af enten dem selv eller forældrene. Det er samme problematik bare i en anden aldersgruppe. Jeg har selv som leder en forventning om, at mine medarbejdere godt kan arbejde professionelt. Men den potentielle mistanke lurer stadig for mange i faget. Det er en lille nisse, der sidder på skulderen og hvisker: 'Nu skal du lige passe på'.«

Han ærgrer sig over, at udviklingen ikke er vendt, siden han selv begyndte sin uddannelse. At vi her i 2016 stadig taler om mandlige pædagogers arbejdsvilkår.

»For kvinder er det helt i orden at kysse og kramme, men når det er mand, skal man være mere på vagt. Vi er stadig ikke blevet helt trygge ved mændene i faget. Når vi stadig diskuterer det her emne i dag, viser det mig, at der stadig er den samme udfordring tilbage: At mænd i faget ikke kan arbejde på lige vilkår som kvinderne. Der er stadig en mistænkeliggørelse, og man skal stadig lægge bånd på sig selv.«