Godmorgen og velkommen til dagens nyhedsoverblik, hvor corona endnu engang sætter dagsordenen – ikke bare i Danmark, men i hele verden.
I dag skal vi runde historien om, at de danske sundhedsmyndigheder i går besluttede at ændre strategi, så langt flere nu skal testes. Dog er der det problem, at der er »mangel på testkapacitet«. En sydkoreansk embedsmand tilbød for et par uger siden de danske myndigheder, at de kunne købe de coronatest, de havde på lager. Men svaret blev nej.
Så er der historien om, at kommunerne fortsat kræver betaling for daginstitutionspladser, som lige nu ikke bliver brugt.
Vi skal også forbi Anne og Franz' historie,der både handler om corona, kærlighed og kræft. Lige dele ubærlig og opløftende.
Og så er der historien om skisportsstedet i Åre i Sverige, hvor skituristerne ubekymret er fortsat med at nyde afterski-festerne – indtil nu, hvor der er registreret otte coronasmittede.
Det skete, mens du sov
Japans premierminister åbner for første gang op for, at De Olympiske Lege i Tokyo bliver udskudt. Canada har samtidig nu besluttet, at man ikke deltager, hvis OL afholdes til sommer, og formanden for Det Internationale Atletikforbund (IAAF) opfordrer også til, at legene afholdes på et senere tidspunkt.
Den voldtægtsdømte filmproducer Harvey Weinstein er blevet testet positiv for coronavirus. Han sidder nu i isolation i fængslet.
New Zealand indfører fra onsdag udgangsforbud i landet. »Det værst tænkelige scenarie er simpelthen uacceptabelt,« siger premierminister Jacinda Ardern.
Senatet i USA har nedstemt en stor hjælpepakke til den amerikanske økonomi. I stedet fortsætter forhandlingerne.
Opdaterede tal
Her en update på de seneste tal om udbredelsen af coronavirussen i Danmark og i verden.
Antal bekræftede smittede i Danmark: 1.395
Antal helbredte i Danmark: 1
Antal døde i Danmark: 13
Antal bekræftede smittede på verdensplan: 339.259
Antal helbredte på verdensplan: 98.799
Antal døde på verdensplan: 14.706
Kilde: Johns Hopkins
Danmark sagde nej til coronatest fra Sydkorea
Sydkoreanske virksomheder er klar til at levere coronatest til Danmark, men de har svært ved at trænge igennem til de danske myndigheder. For to uger siden henvendte en sydkoreansk embedsmand sig til de danske myndigheder med et opsigtsvækkende tilbud:
Landet, der med succes har bremset den frygtede coronavirus ved blandt andet aggressivt og opsøgende at teste hundredtusinder af borgere, tilbød at sælge ud af sit enorme lager af testkit til blandt andet Danmark.
Berlingske erfarer, at den sydkoreanske embedsmand kontaktede flere forskellige myndigheder i Danmark. Han blev blandt andet henvist til Statens Serum Institut via Lægemiddelstyrelsen.
Men de danske myndigheder takkede ifølge sydkoreanerne nej til tilbudet. Sent søndag eftermiddag ændrede regeringen strategi for testning af danskere. Fremover skal alle med mistanke om moderat til svær covid-19 testes ud fra et forsigtighedsprincip, oplyser Sundhedsministeriet i en pressemeddelelse. Men samtidig melder de danske myndigheder ud, at der er »mangel på testkapacitet«.
Kræftramte Anne har ikke tid nok tilbage til at få udskudt sit bryllup med Franz
Ni dage før Anne Smidt skulle giftes med Franz Posch, kom corona i vejen. Regeringen forbød alle forsamlinger over 100 personer, og fire dage før Anne og Franz’ bryllupsdag blev det forbudt at samle sig flere end ti personer. Problemet var, at Anne og Franz’ bryllup ikke kunne vente. Anne på 29 år har kræft, og hun er døende.
Brylluppet skulle være løbet af stablen denne weekend med 99 gæster, mad og musik. Men sådan blev det ikke. Ikke helt i hvertfald. En utraditionel idé udtænkt af Franz' mor resulterede i, at Anne Smidt nu kan kalde sig Anne Posch.
Festen stoppede for sent på svensk skisportssted
I Åre og på andre skisportssteder i Sverige er skituristerne ubekymret fortsat med at nyde afterski-festerne. Først nu fra denne weekend bliver der sat en stopper for den sædvanlige afterski efter en glad dag på løjperne.
Avisen Expressen har offentliggjort billeder, der viser, hvor ubekymret festen fortsatte. Men nu viser det sig altså, at coronavirussen også har fundet vej til de svenske skisportssteder. Lørdag var der otte syge. Søndag bliver områdets lægerapport ikke opdateret. Ifølge Expressen var en af de smittede med til en afterski-fest sidste weekend. Mindst 15 personer fra den aften har siden henvendt sig til lokale læger med symptomer.
Forældre passer selv børnene, men skal fortsat betale børnehaven
Der er ingen kære mor, når det kommer til betalingen af daginstitutioner. For nok må de fleste danske forældre selv passe deres børn under coronaepidemien, men kommunerne kræver stadig betaling til børnehaverne.
Jyllands-Posten har kontaktet en række store kommuner og spurgt, om de overvejer at nedsætte betalingen helt eller delvist for børn, der alligevel ikke bliver passet. Umiddelbart ser det ikke ud til, at kravet om betaling vil blive trukket tilbage.
Det sker i dag
Pressemøde om corona
Klokken 14 vil en række myndigheder afholde pressemøde med status på coronavirus og covid-19.
Skolelukninger i Storbritannien og i Rusland
Britiske og russiske skoler vil fra i dag ligesom de danske skoler være lukkede i forsøget på at inddæmme coronavirussen.

Dagens historiske skilsmisse
I dag er det 15 år, siden prins Joachim og prinsesse Alexandra ansøgte om skilsmisse, efter forinden at være blevet separeret. Skilsmissen var den første af sin slags i kongehuset, siden Frederik VII lod sig skille flere gange i løbet af sin regeringstid fra 1848 til 1863.



