Nu ser vi konsekvenserne af den kortsigtede besparelse i psykiatrien

Besparelserne inden for psykiatrien har været kortsigtede. Det ser vi nu konsekvenserne af, mener Knud Kristensen, formand for landsforeningen SIND.

Knud Kristensen, formand for landsforeningen SIND.
Læs mere
Fold sammen

Denne artikel bør læses i sammenhæng med nedentrående hovedhistorie:

Hvorfor ser vi det her problem?

»Kigger vi på perioden, fra vi fik regionerne i 2007 til 2004, kom der 44 procent flere patienter ind i den regionale psykiatri. I den samme periode kom der 17 procent flere ressourcer. Det siger sig selv, at det ikke hænger sammen. For overhovedet at kunne finde en løsning har man været nødt til at flytte fokus på behandling af psykisk syge væk fra behandling under indlæggelse til mere ambulant behandling (behandling i hjemmet, red.). Det vil sige, at de indlagte er meget mere syge. Det betyder så også, at der er mange, der burde være indlagt, der ikke er det eller som bliver udskrevet for tidligt. Der kommer politiet ind i billedet, fordi de så er ude i gadebilledet eller bor i egen bolig, hvor de ikke kan styre det.«

Hvorfor er ambulant behandling ikke godt?

»Det er det sådan set også. Problemet er bare, at man har finansieret opbygningen af den ambulante del ved at nedlægge sengepladser. Hvis man bare havde opbygget den ambulante behandling og beholdt antallet af sengepladser, havde det formentlig set meget anderledes ud. Men man besluttede, at opbygningen af den ambulante behandling skulle finansieres ved, at man nedlagde sengepladser. På den måde har man i virkeligheden ofret de mest syge for at hjælpe de mindre syge. Det kan være nogle af dem, politiet må rykke ud til.«

Hvad ved vi, der virker?

»Der er tre ligeværdige behandlingsdele, der virker. Det ene er den medicinske del, den anden er samtalen og den terapeutiske del, og den tredje er den sociale indsats. De fleste skal have alle tre dele. I takt med at systemet bliver trængt, skærer man ned i det, der er dyrest. Det er så terapien og den sociale indsats. Så står man tilbage med et hoved- fokus på den medicinske del, som jo ikke helbreder patienten, men alene dulmer symptomerne. Man har lavet en kortsigtet be- sparelse, som går ud over patienternes behandling.«

Gør vi nok?

»Nej, det gør vi helt sikkert ikke. Hvis bare pengene var fulgt med stigningen af antallet af patienter, tror jeg, vi havde været ret godt kørende.«