Nu sejler flygtninge til Sverige uden om Danmark

Langt flere flygtninge og migranter sejler nu direkte fra Tyskland til Sverige og springer dermed Danmark over. Torsdag aften vil 175 tage turen fra Kiel til Göteborg, oplyser Stena Line.

Lyt til artiklen

Vil du lytte videre?

Få et Digital Plus-abonnement og lyt videre med det samme.

Skift abonnement

Med Digital Plus kan du lytte til artikler. Du får adgang med det samme.

Et stigende antal flygtninge og migranter er begyndt at tage turen direkte fra Tyskland til Sverige, og dermed undlader de at sætter fødderne på dansk jord. Det skriver dr.dk.

Flygtningene sejler fra de nordtyske byer Rostock og Kiel til de svenske byer Trelleborg og Göteborg.

Jesper Waltersson, der kommunikationschef hos selskabet Stena Line, fortæller, at der onsdag var nul flygtninge og migranter med ombord på færgerne. Torsdag morgen var der 57 med på færgen fra Rostock til Trelleborg.

»På vores afgang fra Kiel til Göteborg i aften (torsdag aften, red.) vil der være 175 flygtninge og migranter med,« siger Jesper Waltersson til dr.dk.

Han påpeger, at han ikke ved, om der er tale om en generel tendens, da selskabet kun kan se fra afgang til afgang, hvem og hvor mange der booker plads.

Tidligere på ugen var det færgerne mellem Tyskland og Danmark, som mange flygtninge og migranter benyttede.

Hvor mange, der har benyttet den rute torsdag, er uklart. Scandlines, der er selskabet bag overfarten mellem Puttgarden og Rødby, oplyser, at man ikke har konkrete tal. Scandlines henviser til Sydsjællands og Lolland-Falsters Politi, som det ikke har været muligt at få en kommentar fra.