Lettere forsimplet kan det internationale fodboldforbund FIFAs globalitetshistorie udlægges således:
I 1974 var der præsidentvalg i fodboldens verdensforbund. Stanley Rous mod Joao Havelange. Traditionen mod fornyelsen.
Rous, en stolt brite og tidligere topdommer på grønsværen, havde siden 1961 styret FIFA efter fortidens fodboldverden. Med Europa i centrum, med Sydamerika på flanken og med den resterende verden som sportens udkant. Op til VM i Vesttyskland i 1974 sendte Rous og FIFA blot én ud af 16 deltagerbilletter til Asien og Afrika – og den var vel at mærke til deling.
Brasilianske Havelange forstod derimod, at den vante orden var i opbrud. Globaliseringen ventede forude, og efter afkoloniseringen måtte fodboldlederne se mod Afrika – i hvert fald, hvis de ville sidde på tronen i FIFA.
I forbundet gælder nemlig et afgørende princip: Hvert medlemsland har én stemme – om det er Tyskland eller Mauritius – når præsidenten skal findes. Og da Afrika efter koloniherrernes hjemrejse rummer flest nationer af alle kontinenter, bejlede Havelange kløgtigt til den nye magtbastion.
Strategien virkede. Havelange vandt, og straks blæste forandringens vinde over international fodbold.
FIFA allierede sig med multikontinentale koncerner som Coca-Coca, Adidas og McDonald’s, støtten til de afrikanske fodboldforbund øgedes, og da Havelange takkede af i 1998, havde Afrika fem ud af 32 billetter til VM-slutrunden i Frankrig.
Men udviklingen er langt fra lineær i alle henseender. Med årene spredte rygterne om korruptionen i FIFA sig.
Havelange, søn af en våbenhandler, styrede forbundet med »en effektiv blanding af charme, trusler og overtalelser«, skriver journalisten Andrew Jennings i bogen »Straffe! FIFAs hemmelige verden«, og langsomt gik det op for mange, at brasilianerens interesse i Afrika snarere var magtpolitisk end idealistisk.
Så længe Havelange kunne regne med deres stemmer, havde han intet imod, at FIFAs bistand til fodboldens udviklingslande havnede i lommeforet på forløjede, afrikanske forbundsledere fremfor i udviklingsprojekter til gavn for spillere og fans.
Og da Havelanges mangeårige håndlanger, Sepp Blatter, tog over nær årtusindskiftet? Ja, så fortsatte det forlorne foretagende – blot med en smule mere schweizisk præcision.
Afrikansk magtspil
FIFAs forhold til Afrika har altså historisk været af paradoksal karakter. Man har i årtier orienteret sig mod kontinentet, men forbundets øverste ledere har først og fremmest haft egne ambitioner i sigte, hvilket har sat afrikansk fodbold tilbage.
Når FIFA torsdag for blot anden gang gennem tiden afholder sin årlige kongres i et afrikansk land – nærmere bestemt i Rwandas hovedstad, Kigali – kan det ved første øjekast derfor synes let at forlænge analysen.
Altså at FIFA-præsident Gianni Infantino viderefører Havelanges og Blatters arv ved at vælge lille og i fodboldmæssig forstand upåagtede Rwanda som kulisse for FIFAs næste skuespil, hvor Infantino tilmed kan se frem til at blive genvalgt uden modkandidater.
Den analyse er måske ikke helt forkert. I februar lød Infantino i hvert fald som et ekko fra fortiden, da han på en FIFA-workshop i Paris erklærede, at afrikansk fodbold nu stod overfor en ny »æra« med tilhørende store investeringer.
Men den er heller ikke helt rigtig.
For i modsætning til tilfældet i store dele af FIFAs tidligere interaktion med afrikanske lande – Sydafrika fraregnet – så er Rwanda ingen birolleindehaver i forbundets magtspil.
Det passer nemlig Rwandas præsident, Paul Kagame, særdeles godt, at man nu skal agere vært for FIFAs store årlige sammenkomst.
Afrikas Singapore
Trods Rwandas beskedne areal (omtrent to tredjedele af Danmark) og status som lavindkomstland, hvor en betragtelig del af befolkningen på 14 millioner lever under fattigdomsgrænsen, har Paul Kagame og hans regering i efterhånden flere årtier arbejdet målrettet på at katapultere Rwanda ind i verdenssamfundet.
Det har vi i Danmark bevidnet fra første parket i form Kagames hensigtserklæringer om at ville agere modtagerland for asylansøgere til Danmark.
Men mere relevant i forhold til FIFA-kongressen er dog, at Kagame særligt i de senere år har forsøgt at gøre det lille land placeret mellem Øst- og Centralafrika til et slags afrikansk finansielt og diplomatisk centrum.
I 2017 lancerede Kagames regering en »national strategi for transformation«, der netop sigter mod at forvandle hovedstaden Kigali til et hub for finansiel handel inden 2024.
Eller med Kagames egne ord: Afrikas svar på Singapore – en fortælling, Kagame senest gentog, da han i september besøgte det asiatiske lands præsident, Halimah Yacob.
Kagame har da også mere end forsøgt at gøre visionen til virkelighed.
I 2020 etablerede man Kigali International Financial Center, og i 2016 blev Kigali Convention Center indviet. Et storslået konferencecenter med tilhørende Radisson Blu Hotel, der med sin anslåede pris på 300 millioner dollar er en af de dyreste bygninger på kontinentet.
Centret lagde senest lokaler til Commonwealth-organisationens første møde i fire år, hvor nationer som Indien, Australien, Canada og andre, der har været underlagt britisk kolonistyre, samledes. Rwanda var i øvrigt aldrig på britiske hænder, men blev alligevel medlem i 2009.
I det hele taget er målet fra regeringens side, at Kigali skal opleves som anderledes end de øvrige storbyer syd for Sahara. Gaderne er fejede, vejene er boulevardbredde, og så er der masser at tage sig til for nytilkomne – særligt hvis man har penge på lommen.
I 2021 genåbnede Kigalis golfressort – med tilhørende lejlighedskomplekser hvor korte lejemål er tilladt – efter en gennemrenovering betalt af staten. Håbet er, at man kan opbygge en golfkultur i landet, der netop kan tiltrække ressourcestærke rejsende.
Og generelt ser Kagames regering et lys i sportens sfære. Akkurat som andre verdensledere har man i de senere år eksempelvis markeret sig i europæisk klubfodbold.
I 2018 tegnede regeringsorganet, Rwanda Development Board, en sponsoraftale med den engelske Premier League-klub Arsenal, der ifølge SportsPro media løb op i 41 millioner dollar og betød, at ærmerne på London-klubbens spillertrøje siden har ageret turistannonce for Rwanda.
Intentionen er udtalt.
I en redegørelse fra 2022 til føromtalte Commonwealth skrev Rwandas sportsminister, Aurore Mimosa Munyangaju, at sport har været med til at samle befolkningen i Rwanda efter folkemordet i 1994, og dertil at sporten »er en nøgleingrediens i landets diplomati. Sportsdiplomatiet er et lovende blødmagts-redskab i forhold til at styrke Rwandas position på den internationale arena«.
I 2025 skal Rwanda afholde VM i cykling, og så blev multiarenaen, BK Arena, åbnet i 2019, hvor de nystartede afrikanske mesterskaber i basketball siden blev afholdt for første gang, og hvor netop FIFAs kongres torsdag skal afholdes. I egen markedsføring præsenteres arenaen som »Africa’s event hub«.
Qatars investeringer
At Kigali torsdag befolkes af fodboldledere, politikere og journalister fra hele verden, kan altså betragtes som en triumf for Kagames projekt.
Men bemærkelsesværdigt nok passer valget af Rwanda nok også en anden nær FIFA-allieret godt. Nemlig Qatar, der i slutningen af 2022 var vært for verdensmesterskaberne i fodbold og ligesom Saudi-Arabien og specielt De Forenede Arabiske Emirater i de senere år er begyndt at investere stort i Afrika. Og i Qatar har man altså særligt set mod Rwanda.
I 2019 blev det officielt, at det statsejede flyselskab, Qatar Airways, havde erhvervet sig 60 procent af aktierne i Rwandas nye internationale lufthavn, der åbnede i slutningen af 2022.
Samtidig blev der skabt direkte flyforbindelse mellem Kigali og Doha, og så venter man stadig på, at det endeligt bekræftes, at Qatar Airways køber 49 procent af Rwandas nationale luftfartsselskab, RwandAir. Dertil kommer investeringer i Rwandas finansielle sektor.
De diplomatiske forbindelser mellem præsident Kagame og emiren af Qatar, sheik Tamim bin Hamad Al-Thani, er også til at få øje på. Flere gange har de mødtes, og så sent som i begyndelsen af marts kunne Qatars udenrigsminister overrække en skriftlig besked fra emiren til Kagame, hvor Rwanda, ifølge afrikanske medier, blev ønsket fremtidig vækst og velstand.
Også VM i Qatar bragte de to statsoverhoveder sammen. Da Kagame under slutningen deltog i en antikorruptionskonference i Doha, lovpriste han afholdelsen og leverede samtidig en bredside mod kritikerne af værtslandet.
De vestlige nationers indvendinger mod eksempelvis Qatars behandling af migrantarbejdere var »utrættelige forsøg på at skabe negativ propaganda« omkring Qatar, mente Kagame.
Nye fodboldforbindelser
Efter at være blevet hyldet i store dele af Vesten gennem mange år for sin evne til at samle det rwandiske folk og skabe massiv årlig vækst i landet, er opmærksomheden på det seneste også begyndt at centrere sig mod Paul Kagames regeringsførelse.
Kritikere har anført, at der bag fremgangen ligger en strategi, hvor medier statsstyres med hård hånd, hvor dissidenter slås ned på og endda fængsles, og hvor nabolandene destabiliseres til Rwandas fordel.
Den kritik lød eksempelvis op til Commonwealth-konferencen i fjor, men dagsordenen vandt ingenlunde indpas.
Som Keith Gottschalk, professor i politisk videnskab ved University of the Western Cape i Sydafrika, fortalte til The New York Times, så viste konferencen, at Kagames »undertrykkelse« var immun overfor de ellers udtalte værdier i organisationen.
Spørgsmålet er så, om det samme bliver tilfældet, når FIFAs ledere samles i Kigali på torsdag.
Sikkert er det i hvert fald, at Rwandas regering og landets fremadstormende erhvervsliv ikke er et offer for fodboldforbundets strategi. Sammen med Qatar er Kagame og co. derimod i fuld gang med at skabe de politiske akser, der vil dominere verdenssporten i de næste mange årtier.