Nu kommer sommeren - men besøget bliver kort

Frem med badetøjet og solcremen. De næste dage strømmer varmen fra syd op til Danmark. I den østlige del af landet lover meteorologerne op til 30 grader.

Der er håb forude. Efter en måned, hvor lavtryk har afløst lavtryk, kommer sommeren. Weekenden og mandag byder på sol og temperaturer op til 25 grader. Varmest bliver det mandag, men så er det også slut. Tirsdag vender det velkendte danske sommervejr tilbage.

Lørdag strømmer varmen fra syd sig op mod landet, og i løbet af dagen kan vi ifølge vagthavende meteorolog Mogens Rønnebek, Danmarks Meteorologiske Institut, få temperaturer op til 25 grader. Størst solchancer er der i øst og syd.

Søndag ser mere tvivlsom ud med 20-22 grader og mod syd en overgang regn. Mandag begynder også med regn flere steder, men hurtigt bryder solen igennem og sender termometrene op mod 25 grader. I de østlige egne helt op til 30 grader.

/ritzau/