Vil du lytte videre?
Få et Digital Plus-abonnement og lyt videre med det samme.
Allerede abonnent? Log ind
Skift abonnement
Med Digital Plus kan du lytte til artikler. Du får adgang med det samme.
Hov, giv os lov at afspille podcasten. Den er klar, når du har klikket ‘Tillad alle’
I dag får Vesterbro i København verdens første Sexelance.
Det sker i et forsøg på at sikre gadens sexarbejdere tryggere arbejdsforhold, og den rullende sexklinik er et initiativ fra lokale borgere, Sexarbejdernes Interesse Organisation (SIO) og Foreningen Minoritet, der tidligere har etableret Danmarks første fixerum.
Sexelancen er i virkeligheden en ombygget og nyindrettet ambulance, og køretøjet kommer i første omgang til at stå på Indre Vesterbro hver torsdag og fredag fra klokken 16 til 19.
»Sexelancen skal skabe et alternativ for Vesterbros sexarbejdere. I stedet for at stå bag en parkeret bil eller have en kunde med nede ved søerne forsøger vi med den mobile sexklinik at skabe et mere sikkert og trygt sted for gadens sexarbejdere,« siger Michael Lodberg Olsen, bestyrelsesformand i Foreningen Minoritet og social iværksætter.
Det er ikke muligt at ringe efter Sexelancen, og sexarbejderne og deres kunder vil ikke blive mødt af en klichéfyldt indretning med blinkende lyskæder, velour og røde lagner. Tværtimod.
»Vi har bygget en briks i kunstlæder, som kan sprittes af og er på størrelse med kølerhjelmen på en Fiat Punto. Det er ikke vores opgave at lave en stor himmelseng eller et bordel, men at skabe et værdigt alternativ til gaden. Derudover er der kondomer ad libitum, glidecreme, sprit og hygiejneartikler,« siger Michael Lodberg Olsen.
I en rapport fra SFI fremgår det, at 41 pct. af gadens sexarbejdere har oplevet vold eller trusler om vold, mens tallet kun er 3. pct. for sexarbejdere på klinik, og det er netop volden og de uværdige forhold, som initiativtagerne håber at komme til livs med Sexelancen.
»Sexelancen bliver et mere sikkert sted for sexarbejdere, fordi rammen er lukket, og når vi har åbent, vil der være to frivillige tæt på bilen som en sikkerhed. Erfaringen fra Vancouver, som har lavet et hotel til samme formål, er, at initiativet har minimeret overgreb, og færre kvinder er blevet rullet, så vi ved, at en tryggere ramme skaber bedre forhold,« siger Michael Lodberg Olsen.
Han er »meget« spændt på, hvordan Vesterbros sexarbejdere og deres kunder vil tage imod Sexelancen og lægger ikke skjul på, at modtagelsen kan blive både varm og kold. Der er nemlig ingen, som ved, om kvinderne rent faktisk vil benytte sig af muligheden for at invitere kunder indenfor.
»Men hvis det bliver en succes, har vi skabt verdens største bollerum på Vesterbro om fem år,« siger Michael Lodberg Olsen.