Nu kommer Hawking – og han har sit helt eget univers med

Stephen Hawking er klodens mest feterede naturforsker, og i næste uge kommer den lamme professor med den næsten skræmmende indsigt i universet for første gang til Danmark. Men hvem gemmer der sig bag den robotagtige stemme?

Lyt til artiklen

Vil du lytte videre?

Få et Digital Plus-abonnement og lyt videre med det samme.

Skift abonnement

Med Digital Plus kan du lytte til artikler. Du får adgang med det samme.

Han er født 300 år efter Isaac Newtons fødsel. Han sad i 30 år i nøjagtig det samme ærefulde professorat på University of Cambridge, som tyngdekraftens fader indtog i slutningen af 1600-tallet

Endelig peger alt på, at den selvbevidste celebritet ser sig selv som det bare fjerde og foreløbig sidste led i kæden af uomgængelige naturforskere med Galilei, Newton og Einstein på pladserne foran.

Manden, vi taler om, kan ikke være andre end Stephen Hawking – klodens uomtvisteligt mest berømte og feterede nulevende videnskabsperson.

I den kommende uge kommer den næsten komplet lamme og kørestolsramte teoretiske fysiker til Danmark for første gang i sit liv. Det primære formål er at holde et foredrag i DR Koncerthuset på onsdag om de dybt mærkværdige og på alle måder ekstreme sorte huller, der befolker universets galakser.

Interessen blandt danskere for at opleve professoren med den syntetiske stemme og den næstende skræmmende indsigt i universets gåder har været overvældende.

De 1.800 pladser i koncertsalen blev udsolgt på få minutter. Ganske som var der tale om besøg af en verdensberømt rockstjerne. Til gengæld kan de mange tusind skuffede Hawking-fans, der måtte opgive at få billet, glæde sig over, at forelæsningen livestreames til 27 biografer landet over.

Men allerede på mandag kommer Hawking i rampelyset under et besøg i Det Kongelige Danske Videnskabernes Selskab, hvor man skal afgøre et 16 år gammelt og højprofileret videnskabeligt væddemål.

Væddemålet blev indgået på en konference på Niels Bohr Institutet i København i 2000 og drejer sig om, hvorvidt man i den enorme partikelaccelerator på det europæiske kerneforskningscenter CERN i Schweiz vil blive i stand til at opdage såkaldte supersymmetriske partikler. Det vil sige en partikel, der sladrer om, at alle partikler har supersymmetriske partnere. I givet fald er det en opdagelse, der vil kunne føre videnskaben på sporet af en langt mere altfavnende teori om universets lovmæssigheder.

De mange forskere, der væddede på, at man vil finde supersymmetri på CERN, ser imidlertid ud til at have tabt deres indsats: en 100 dollar dyr cognac. For i den stadigt kraftigere accelerators detektorer har man ikke siden fundet skyggen af supersymmetri.

Hawking deltog ikke selv i væddemålet, men fra sin kørestol i Videnskabernes Selskab vil han nok ærgre sig, for han har udtalt, at fysikken vil undergå en sand revolution, hvis supersymmetri bekræftes.

Ingen ved præcist, hvad der har fået det 74-årige geni til at sige ja til den danske invitation, som Niels Bohr Institutet står bag sammen med Ny Carlsbergfondet og Videnskabernes Selskab. For på grund af sin svære og næsten livslange lammelse er det uhyre sjældent, at professoren bevæger sig væk fra sit domicil i Cambridge.

Men det har formentlig spillet en vigtig rolle, at en af hans nære venner, den fremtrædende russiske fysiker Viatcheslav Mukhanov, har talt godt for sig fra sit gæsteprofessorat på Niels Bohr Institutet.

Samtidig må man formode, at det har betydning for Hawking, at han med besøget efterfølgende kan krydse Niels Bohrs by og den danske nobelpristagers historisk betydningsfulde og kvantemekaniske københavnerskole af på rejse-CVet.

Ifølge danske fysikere, som denne skribent har talt med, findes der næppe aktuelt nogen større naturforsker i verden end Stephen Hawking. Og helt sikkert ingen mere berømt.

Så ombejlet er Hawking, at hans figur har medvirket i den animerede komedieserie »The Simpsons«, og hans fængslende liv og karriere skildret i den Oscarvindende spillefilm fra 2014 »Teorien om alting«.

Men hvordan når en lille og på mange måder excentrisk brite så vidt?

Grundstenen blev lagt af hans forældre, der begge blev anset som voldsomt intelligente. Faderen blev med tiden en fremtrædende medicinsk forsker, men i det slidte og rodede barndomshjem i efterkrigstidens St Albans lidt nordvest for London var der ikke mange midler at gøre godt med.

De simple måltider blev ofte indtaget i komplet tavshed med hvert enkelt familiemedlem siddende med hovedet begravet i en lærebog.

Stephen Hawking blev tidligt anset for et geni, men et uregerligt et af slagsen. Klassekammeraterne kaldte ham for »Einstein«, og matematik og naturfag kedede ham ofte grænseløst, fordi han øjeblikkeligt fangede samtlige pointer.

Allerede som 17-årig begyndte han på fysik- og kemistudiet på University of Oxford hvor han fandt fagene »latterligt nemme«. Så overkommelige, at han fik ry for at være en doven, men livlig og vittig studerende, der gik højere op i klassisk musik og science fiction end i det faglige.

Alligevel slap han gennem et akademisk nåleøje og blev optaget som elitestuderende på University of Cambridge – angiveligt fordi censorerne erfarede, at de stod over for en person, der var væsentligt mere intelligent end dem selv.

På Cambridge fik han for alvor lejlighed til at dokumentere sin forbløffende skarpsindighed. Særligt rettede han fokus mod en af de mest forbløffende teorier, der var opstået i samtiden: at i centrum af de ufatteligt »tunge« og dengang kun hypotetiske objekter i universet, sorte huller, må der eksistere et punkt, en såkaldt singularitet, hvor tiden er standset og rummet ophørt med at eksistere.

Det vil sige et sted, hvor den klassiske newtonske fysik er brast komplet sammen og andre, men gådefulde naturlove må herske.

For de fleste almindeligt dødelige er sorte huller nærmest uforståelige. For deres masse er så voldsom, at de suger alt til sig, selv lys, hvorfor de bør være komplet usynlige. Men i årene efter sin prisvindende ph.d.-opgave fra Cambridge i 1966 viste Hawking, at han på mange måder var i stand til at »se« ind i de ekstreme objekter og dermed aflure dem en række af deres hemmeligheder. Ved så at sige at tænke sig helt ind i deres kerne kunne han samtidig føre fysikken på sporet af nye og væsentligt mere gangbare hypoteser om altings beskaffenhed – en »teori om alting«.

Hans helt store bedrift er opdagelsen af, sorte huller faktisk ikke er helt usynlige – at de udsender en svag stråling, der i dag kaldes hawkingstråling.

Dermed løste Hawking i nogen grad det såkaldte informationsparadoks: at noget, eksempelvis en astronaut, der falder ind i et sort hul, ikke forsvinder for bestandigt. Han vil langsomt sive ud igen i kraft af hawkingstrålingen fra sorte hullers ellers fatale begivenhedshorisont.

Stephen Hawking havde dermed etableret en status som en af den moderne fysiks ypperste teoretikere, men allerede på det tidspunkt var hans stemme svag og rystende, og han havde svært ved at styre sine bevægelser.

I 1963, i en alder af bare 21 år, havde læger forsynet ham med en reel dødsdom: to år endnu at leve i. Samt diagnosen amyotrofisk lateral sklerose (ALS) – en sjælden sygdom, der langsomt nedbryder kroppens nerveceller.

Dødsdommen og udsigten til et efter alt at dømme meningsløst liv i evig ubevægelighed var på nippet til at fravriste det unge geni livsgnisten. Men med venner og kollegers hjælp genfandt Hawking sin umættelige appetit på kosmologiens mysterier og beviste, at han kunne trodse sin overhængende dødsdom.

I slutningen af 1960erne var han ikke længere i stand til at skrive, hvilket Hawking kompenserede for ved i stedet at visualisere ligninger som en slags svævende geometri. Det er en bedrift, der er blevet sammenlignet med Mozarts evne til at komponere hele orkesterværker i hovedet.

I sin kørestol var han imidlertid stadig fysisk aktiv, og han fik ry for at være en sand fartdjævel på sine fire snurrende hjul. Men gradvist mistede han helt talens brug og måtte have assistance af hustru og sygeplejersker døgnet rundt. Han ankommer da også til København med et større følge af hjælpere og medicinsk personale.

I 1986 fik han en håndstyret talecomputer, der forsynede ham med en umiskendelig syntetisk stemme.

I dag kontrollerer han en lignende, men langt mere avanceret talecomputer ved hjælp af små muskelsammentrækninger i kinden. Han har imidlertid valgt at bevare sin oprindelige syntetiske stemme (med amerikansk accent), angiveligt fordi den med tiden er blevet et slags varemærke for ham. Hvilket vidner om, at han i udpræget grad har affundet sig med sin fysiske skæbne.

For robotstemmen har blot forstærket myten om superhjernen i den forkrøblede krop og vidner om, at Hawking meget gerne ser sig skrevet ind i videnskabshistorien som en af de allerstørste – som den måske eneste i nutiden, der kan bide skeer med Albert Einstein.

Men i modsætning til relativitetsteoriens fader har Stephen Hawking formået at få et meget stort og hengivent publikum i tale i sin egen levetid. Hvilket ikke mindst skyldes rækken af populærvidenskabelige bestsellere, der blev indledt i 1988 med den største science-sællert, der nogensinde er udgivet, nemlig »A Brief History of Time« (på dansk »Hawkings univers«).

De fleste af professorens millioner af læsere har formentlig kun fattet en mindre del af hans komplekse beretninger om sorte huller, rumtid, kvantemekaniske effekter, ormehuller og imaginære dimensioner, i øvrigt ofte serveret med en god portion humor.

Men succesen vidner om, at utallige mennesker er fascineret af rummets dybder og måske ligefrem håber at finde fligen af et svar på meningen med det hele i Hawkings krøllede og excellente hjerne.

I de senere år har Stephen Hawking opnået noget nær klassisk orakelstatus. F.eks. udtaler han sig gerne og med skræmmende konsekvens om den hastige udvikling af kunstig intelligens.

For halvandet år siden vakte det international opsigt, da han til BBC udtalte, at intelligente maskiner med tiden kan komme til at udgøre en trussel mod hele menneskehedens eksistens.

På samme måde har han advaret mod at sende signaler ud i rummet, idet vi dermed risikerer at invitere en fjendtlig og overlegen civilisation til Jorden og dermed sikre vores egen udslettelse.

I den kommende uge handler det imidlertid om noget af det mest livsbekræftende, man kan forestille sig: Et celebert besøg af en legende, som gennem 53 år har trodset døden og skabt en folkelig fascination af universets dybder, der næsten kun kan betegnes som evig.