Nu kommer årets sidste sommervejr

Med temperaturer på over 20 grader kan man nå en sidste tur på stranden i 2015, inden efteråret så småt melder sin ankomst allerede søndag.

Foto: Jeppe Bøje Nielsen. Så gælder det om at nyde solen, mens den er der.
Læs mere
Fold sammen

Hvis du endnu ikke har været ved stranden i år, så har du stadig chancen for at kaste dig i de danske bølger i weekenden, hvor især lørdag byder på fint vejr i hele landet.

Sådan lyder beskeden fra Mogens Rønnebæk, vagthavende meteorolog ved Danmarks Meteorologiske Institut (DMI).

»Vandet er pænt varmt, og når der nu kommer godt med sol og forholdsvis gode temperaturer mellem 20 og 23 grader samt en svag vind, så vil det da være fornuftigt at tage på stranden,« siger han.

Årets sidste sommerweekend starter fredag, og på den anden side af weekenden er det tydeligt, at vi går mod koldere tider.

Derfor lyder opfordringen fra DMI, at man skal få nydt det gode vejr i weekenden. Der kan være dryp rundt omkring i landet, men ellers ser det pænt ud fredag.

»Der kan godt komme enkelte byger, men der kommer også nogen sol temperaturer op mod 20 grader, så det er egentlig sådan en okay fredag med lidt frisk vind fra syd og sydvest,« siger Mogens Rønnebæk.

Ved midnat mellem mandag og tirsdag skifter august til september og sommer til efterår. Og det faktum ser det ud til, at vejrguderne gerne vil understrege for os.

I hvert fald markerer de præcise datoer også et skift til det mere triste og kølige vejr. Og det tager faktisk allerede så småt fat søndag, hvor dele af landet får regnvejr.

»Den nye uge bliver med noget ustadigt vejr. Temperaturen ligger på op mod 20 grader søndag og mandag, men så falder de altså, og det bliver lidt køligere og lidt mere blæsende. Det gode sommervejr er det ved at være slut med, og det er måske en af de sidste gode weekender. Nu må vi se, september kan også byde på godt vejr,« siger Mogens Rønnebæk.