Nu kommenterer amerikanerne debatten om forsvarsforbeholdet og forholdet til NATO: »Her går de så langt, de kan«

Forholdet til NATO er blevet en helt central del af debatten op til folkeafstemningen om forsvarsforbeholdet. For risikerer EUs forsvarssamarbejde at splitte NATO, eller styrker det snarere forsvarsalliancen på tværs af Atlanten? Nu kommenterer den amerikanske ambassade debatten, og ifølge to eksperter er udtalelsen ganske opsigtsvækkende. Til gengæld bliver det amerikanske budskab læst noget forskelligt.

Dannebrog og NATO-flaget vejer i vinden under statsminister Mette Frederiksen (S), Jakob Ellemann-Jensen (S), Pia Olsen Dyhr (SF), Sofie Carsten Nielsen (R) og Søren Pape Poulsens (K) nylige besøg i Estland. De fem partiledere står bag beslutningen om at sende forsvarsforbeholdet til folkeafstemning. Mads Claus Rasmussen

Det har hidtil været en diskussion, der er blevet ført af danskere om USA og helt uden amerikansk deltagelse.

Men med halvanden måned til folkeafstemningen om forsvarsforbeholdet 1. juni kommenterer den amerikanske ambassade i Danmark nu for første gang debatten om, hvorvidt EUs forsvarssamarbejde og en dansk afskaffelse af forsvarsundtagelsen vil påvirke forholdet til vores allierede i NATO.