Nu kan mænd føde børn

Loven om juridisk kønsskifte betyder, at kvinder, der har skiftet køn til mænd, men stadig har deres æggestokke, godt kan føde børn og have de samme barselsrettigheder som andre mødre.

Foto: RITCHIE B. TONGO
Lyt til artiklen

Vil du lytte videre?

Få et Digital Plus-abonnement og lyt videre med det samme.

Skift abonnement

Med Digital Plus kan du lytte til artikler. Du får adgang med det samme.

Det lyder som en science fiction-film eller et vildt fremtidsscenarie, men ikke desto mindre er det noget, der snart kan finde sted i Danmark: Gravide mænd.

Loven om juridisk kønsskifte, der siden 1. september har tilladt transkønnede at skifte køn juridisk, gør det nemlig muligt for juridiske fædre at blive biologiske mødre. Det skriver Kristeligt Dagblad.

Før lovændringen var der et krav om, at en kvinde skulle have fjernet sine æggestokke, hvis hun ville skifte køn og have et mandligt CPR-nummer. Men det er der ikke et krav om længere, og derfor kan en kvinde, der har skiftet juridisk køn, men har bevaret sine æggestokke, godt føde et barn.

Desuden kan juridiske mænd få statens hjælp til at blive gravide, hvis de skulle have fertilitetsproblemer.

»En person, der har fået et juridisk kønsskifte og har bevaret sine reproduktive funktioner, kan modtage behandling med assisteret reproduktion (fertilitetsbehandling, red.) i offentligt og privat regi, hvis personen i øvrigt opfylder de almindelige kriterier for adgang til behandling,« oplyser chefkonsulent i Sundhedsministeriet Anna Skat Nielsen til Kristeligt Dagblad.

Hvis man er biologisk kvinde, men føder et barn som juridisk mand, vil man dog stadig blive registreret som mor, oplyser Socialministeriet. Det skyldes, at moren ifølge børneloven er den, der har den kvindelige reproduktive funktion.

Derudover tager Beskæftigelsesministeriet også udgangspunkt i børneloven, og derfor har en juridisk mand, der føder et barn, ret til den samme længde barselsorlov som andre mødre.

Mandag skrev Kristeligt Dagblad, at 123 personer søgte om juridisk kønsskifte i de første fem dage, efter loven trådte i kraft.