Nu kan du blive konge på dit eget slot i Charlottenlund

Går du med en skjult drøm om at blive konge eller dronning på dit helt eget slot, så er det nu, du har muligheden for at gøre den til virkelighed.

På Charlottenlund Slot lidt nord for København går man nemlig og leder efter nogen, der vil flytte ind i det gamle, danske kongeslot.

Slottet har sin oprindelse tilbage fra 1600-tallet og har blandt andet været beboet af Frederik den 8., ligesom det tidligere har fungeret som både jagt og lystslot for Kongehuset.

Men nu er det altså muligt for ganske almindelige danskere at betræde de bonede gulve.

»Vi lejer bygningerne ud, fordi vi gerne vil aktivere vores fælles kulturarv, så flest mulige personer får kendskab til vores fælles historie. Bygningerne har desuden bedst af at være i drift, og udlejningen giver et bidrag til den løbende drift og vedligeholdelse af bygninger og haveanlæg,« siger Niels Falch-Jensen, teamchef i Styrelsen for Slotte og Kulturejendomme, der på vegne af staten varetager ejerskabet af Charlottenlund Slot.

Pengepungen skal dog være ualmindeligt velpolstret, hvis man skal have sit eget konge- eller dronningeslot.

»Der er ca. 6.500 kvm til udlejning, hvoraf slottet er halvdelen. Vores forventning er, at lejeniveauet ligger mellem 750 kr. og 1.300 kr. pr. kvm per år afhængig af, hvilke bygninger man ønsker at leje og antallet af m2 man vil leje,« siger Niels Falch-Jensen.

Med andre ord vil det koste knap fem millioner kroner at leje hele molevitten - alle 6.500 kvm - i et år. Eller 6.250-10.800 kroner for 10 kvm.

Slottet bliver ledigt, fordi DTU, som har benyttet slottet siden 1930’erne, har valgt at flytte ud.

For at komme i betragtning skal man dog byde ind i en udbudsrunde, der finder sted efter sommerferien. Her vil der også være mulighed for at besøge slottet.

Styrelsen for Slotte og Kulturejendomme forventer, at slottet er indflytningsklar til sin nye konge eller dronning fra 2017.