Efter næsten fire års tilløb fik Hjemmeværnet fredag den officielle starttilladelse til at oprette en helt ny kapacitet i form af to to-motorede fly, som med base på henholdsvis Flyvestation Aalborg og Roskilde Lufthavn kan bruges til overvågning, eftersøgninger og – i fald politikerne senere måtte ønske det – også til havmiljøflyvning.
Døgnet rundt og året rundt vil Hjemmeværnet via sin luftbårne enhed kunne stille et fly til rådighed på en times beredskab – som i praksis vil blive kortere, fordi den to mand store besætning på vagt vil befinde sig sammen med flyet i enten Aalborg eller Roskilde, oplyser chefen for Hjemmeværnet, generalmajor Finn Winkler.
Flyet har plads til op til seks passagerer, og vil få en rækkevidde, der med seks timers flyvetid rækker til Sydfrankrig eller Island. Det monteres med sensorer som video- og infrarødt kamera og et særligt kamera til kortlægning af eksempelvis katastrofeområder.
Hjemmeværnets fly vil blive indsat efter beslutning i Flyvertaktisk Kommando. Modellen kendes fra overvågningen på havet, hvor Marinehjemmeværnets patruljefartøjer indsættes af Søværnets Operative Kommando i overvågnings-, miljø- og redningsopgaver.
Hjemmeværnet har tidligere opereret mindre Cessna-fly, som kun kunne flyve i dagslys og med begrænset kapacitet og som derfor blev opgivet. Efter et forgæves udbud i 2013 og et nyt i år underskriver Hjemmeværnet nu en femårig leasingaftale med det luxembourgske CAE Aviation, der får 8,3 mio. kroner om året for at stille med de to større fly med sensorer og vedligeholdelse. De første 900 timers flyvning er inkluderet i prisen.
»Jeg er sikker på, at denne nye kapacitet nok skal blive udnyttet,« siger den kommitterede for Hjemmeværnet, Bjarne Laustsen (S).
Han medgiver, at politiet på forespørgsel har afvist, at det selv ville anskaffe en tilsvarende kapacitet. Men Bjarne Laustsen er ikke i tvivl om, at politiet vil bruge kapaciteten når den bliver til rådighed næste år. Han forventer også, at flyet vil kunne aflaste Flyvevåbnet for nogle opgaver – eksempelvis transport af siddende patienter, der i dag transporteres med redningshelikopter.
Aflaster forsvaret
Flyet, en Britton-Norman Islander, vil kunne lande de fleste steder i landet, hvor der er en godkendt landsplads til rådighed, oplyser Michael Nielsen, som er chef for den flyvende enhed, eskadrille 270, og til daglig er overlæge på Aalborg Sygehus.
Han forventer at modtage de to fly til foråret og at kunne melde klar til indsættelse næste efterår. Eskadrillen vil have tyve piloter samt tyve uddannede systemoperatører til rådighed til den tid.
Med opbygningen af den flyvende kapacitet øger Hjemmeværnet vægten på at aflaste forsvaret i det civile beredskab. Hjemmeværnet er også tiltænkt en større rolle i havmiljøberedskabet, hvor det skal bemande fartøjer, som skal kunne opsamle oliespild på lavt vand.