»Nu er Islands Brygge blevet stedet, hvor alle de kendte bor«

Engang så man ned på dem, der kom fra Islands Brygge. I dag er bydelen ved havnekajen blevet et af Københavns største aktiver. Men man kæmper stadig med at forene det nye og gamle Bryggen.

Arne Svendsen er en af de »gamle« Brygge-beboere. I dag arbejder han på den bemandede legeplads på Gunløgsgade og kan konstatere, at det vælter ind med mennesker, men ikke nødvendigvis med mere »Brygge-liv«. Foto: Thomas Lekfeldt Fold sammen
Læs mere

Arne Svendsen er sur over det blå plastic. Dét, man er blevet nødt til at pakke hegnet ind i, så de tusindvis af gæster udefra i bogstaveligste forstand ikke kan pisse ind på børnehavens legeplads, hvor børnene fra Islands Brygge hver dag leger. Han er sur, fordi han føler sig klemt i sin egen bydel.

Han ryster på hovedet, da vi går forbi institutionen på vej over til hans lejlighed:

»Alt foregår jo på Bryggen. Der sker noget hver eneste weekend. Jeg elsker arrangementer, og jeg elsker havnebadet. Men jeg går ikke derned om eftermiddagen, og det ligner lort dernede, fordi ingen rydder op. Der kommer mennesker ind til Islands Brygge, der ikke har samme ansvarsfølelse, som vi har. De kommer, tager området og går igen,« lyder det.

Med tiden har arbejderne forladt Islands Brygge, og nu er bydelen langs havnekajen blevet noget af det mest mondæne, der findes i København med nye, dyre rækkehuse, hvor salgspriserne ligger mellem 5,3 mio. kr. og 7,7 mio. kr. Midt i den udvikling står Arne Svendsen, der efterhånden føler sig som et historisk klenodie her på Bryggen, hvor tilflytterne hver dag synes at flytte ind.

Vi møder ham på den bemandede legeplads på Gunløgsgade, der har ligget der, siden han selv voksede op her som barn. Her er hans job i dag at sætte de lokale børn i gang med aktiviteter og sørge for at holde alt ved lige. Ved gyngerne og sandkassen taler alle om det samme: At menneskemængden på gaderne vokser og vokser.

Et sted for de rige og kendte

»Det invaderer folks privatliv. Jeg har måske et romantiseret forhold til det, men vi kom altså hinanden meget mere ved engang. Vi er på ret kort tid gået fra 6.000 indbyggere til 17.000 borgere, og der kommer hele tiden nye til. Spørgsmålet er, hvor meget vi kan tage på Bryggen? Privatlivet og sammenholdet bliver sværere og sværere at bibeholde. Mange af de nye er tilflyttere. De har ikke samme historie som os. Jeg har en følelse af, at det vælter ind med folk, og det må godt stoppe lidt.«

Da Arne Svendsen i sin tid købte sin klassiske treværelses lejlighed i Havnegade for 415.000 kroner, sagde folk til ham: »Du har knald i låget, Arne«. I dag går sådan en lejlighed for 3,5 millioner kr.

Islands Brygge er samtidig blevet et af de områder i København, hvor en forholdsvis stor andel af indbyggerne tilhører de fem procent bedst indtjenende danskere, viser et indkomstkort fra analysevirksomheden Geomatic.

»Det er ikke den almindelige lønmodtager, der flytter ind, som dengang jeg voksede op. Der er store penge på spil. Det er blevet et in-sted. Sådan er det bare. Nu er Islands Brygge blevet stedet, hvor alle de kendte bor.«

Byliv, men intet socialt liv

Han erkender det blankt. Det hænger ligesom bare ved – det med det nye og det gamle. Arne Svendsen kan godt se, hvem de nye på Bryggen er. Det er dem, der tøvende træder ind på legepladsen og konstaterer, at sådan noget mangler de selv i deres kvarter. De har penge, de nye. Men de mangler det, som Arne Svendsen selv mener, at han har haft rigeligt af.

»Deres helt store opgave derude er at skabe byliv. De har ikke det sociale liv. De har ingenting i gårdene. Når jeg selv kommer ud i deres del af Bryggen, bliver jeg hver gang overrasket over, hvor hurtigt der skyder nye bygninger op. Det er blevet hamrende flot, og det kan godt ske, at jeg en dag selv ender med at flytte derhen. Der mangler bare et eller andet. De der små åndehuller, hvor man falder i snak med hinanden. Og de får jo ikke lov til at beholde det hele for sig selv.«

Som barn sprang han i havnens vand fra de mange kraner, der stod langs kajen.Dengang var her kun industri, og når Arne Svendsen fortalte, at han kom fra Bryggen, lød det altid: Nå, det er ovre på Lorteøen.

»Dengang kunne vi slet ikke forstille os, hvordan det hele ville komme til at se ud. Tingene bliver solgt, inden de overhovedet står færdige. Min største frygt er, at man inddrager Amager Fælled til endnu mere. Til huse og alt muligt. Den natur, vi har lige derude, skal man for guds skyld beholde. Vi har set hjorte, der er løbet væk derude fra, ned gennem havnen og er sprunget i vandet. De føler sig også presset.«

Spørger man Arne Svendsen, hvem København er ved at blive en by for, lyder hans svar, at det er for dem med et godt tag i klingende mønt. Det er eliten.

»Jeg kunne godt tænke mig, at der var flere boliger til mere almindelige borgere. Og man smider bare problemerne videre. Hvor skal dem med sociale problemer så bo? De kan ikke alle være ovre i Urban-planen. Det er kortsigtede visioner med det dyre nybyggeri. Hvor skal de yngre generationer bo? De har jo ikke længere råd til at bo her.«

En storby for eliten

Helge Hvid, professor på RUC, tilhører første generation af de nye »Brygge-beboere« – de velstillede, som har råd til at købe sig ind i de dyre nybyggerier. Foto: Thomas Lekfeldt Fold sammen
Læs mere

Længere nede ad havnekajen begynder sektionen af Islands Brygge med det nye byggeri. Her bor en mand, der, modsat Arne Svendsen, er flyttet til bydelen. Helge Hvid er en af dem, der har købt sig ind i den drøm, som ejendomsmæglerne sælger. Fra sin penthouse-lejlighed kan professoren fra RUC se direkte ud til både Amager Fælled og havnen, og heroppe på altanen er der stadig ro.

»Jeg har ikke noget negativt forhold til de mange gæster nede ved havnefronten. De kommer ikke herned, men bliver derhenne. Måske køber de lidt ind i Netto, men jeg ser positivt på det. Det er med til at skabe liv i vores by. Nede ved siloen er de begyndt at sætte skilte op, hvor der står »private property« på. Det har der også været diskussioner om. Min egen holdning er, at byen skal være et rum for alle. Når man bor i en by, så må man bruge byen. Ellers skal man flytte ud,« siger han.

Helge Hvid personificerer på mange måder den fremtid for København, som Arne Svendsen er kritisk over for. Dem med penge og uddannelse, der presser dem med lavere indkomst ud i forstæderne.

»Jeg kan jo godt selv se det. Det er nok ved at tage en drejning til, at det er de mere rige, man laver boliger for her. Jeg synes også, at man burde have billigere boliger her, så der kom lidt mere diversitet ind. Nu er det nok mere ved at blive en storby for eliten i bred forstand. Og det er da kedeligt,« siger han.

Det var da børnene flyttede fra deres hus i bofællesskabet i Måløv, at Helge Hvid og hans kone købte lejligheden på Bryggen. De havde boet som unge studerende i København og ville tilbage til den mangfoldighed, de engang havde været så glade for.

»Vi købte som projektsalg og flyttede ind i 2002. Der var rod og store huller i jorden. Og siloen var nærmest det eneste herude. Dengang behøvede ejendomsmægleren slet ikke at tale om havblik. Det var et eftertragtet byggeri. Der var blevet sat pavilloner op til salget, og i løbet af formiddagen var lejlighederne blevet solgt. Det var helt vildt. Det gjaldt bare om at slå til. Det var vores egen fornemmelse.«

Fra 1976 til 1989 boede Helge Hvid på Vesterbro i en toværelses lejlighed. Dengang var bydelen langt mere nedslidt, og som studerende boede han midt i et evigt kulturmøde med mennesker, der havde sociale problemer, der lå et elefantskridt fra hans egen virkelighed.

»Det der møde mellem os var virkelig sjovt og interessant. Vi tog på ture sammen og indrettede fælles rum. I dag er den form for arbejdere en uddød race. Det er en anden type folk, der flytter ind i dag, og på den måde ændrer byen sig jo. Dengang havde jeg nok slet ikke kunnet forestille mig, at jeg en dag ville have en liebhaverlejlighed på Islands Brygge,« siger han.

Fælleslokaler sparet væk

De store glaspartier i Helge Hvids store lejlighed viser udviklingen på deres egen måde. Der er råd til store vidder. Det var der ikke i hans gamle opgang på Vesterbro, hvor nogle stadig måtte fyre med petroleum.

Tætheden har til gengæld ikke ændret sig. Trods de mange kvadratmeter kan han se direkte over i sine naboers liv. Siden indflytningen har de haft et gardin næsten permanent nedrullet ved køkkenet, fordi det bare er lidt underligt at være så tæt på nogen, man ikke kender.

Selv om Helge Hvid gerne vil have privatliv, savner han alligevel mere af det sociale liv, som han fornemmer, at Arne Svendsen og de andre på det gamle Bryggen har. Hvis han havde været bygherre herude, ville han have lavet flere fælles lokaler.

»Det blev sparet væk. Det ville være godt med nogle rum, hvor man kunne lave juleafslutning eller sommerfester. Det ville skabe noget mere kendskab til hinanden. Vi mangler også cafeer. Det bliver forhåbentligt langsomt bedre. Man bor nok i højere grad bare her, end man lever et byliv. Men vi har selv fået bekendte her i området og deler en båd med nogle naboer. Og der bor faktisk børnefamilier herude, som jeg kan se er rigtig meget sammen nede i gården,« siger han.

Cykler tilbage til sit elskede Vesterbro

Cykelbroen fra Bryggen over til Vesterbro forbi Fisketorvet har fået masser af ros. I Helge Hvids univers har den haft den utilsigtede negative konsekvens, at han cykler over til sit elskede Vesterbro i stedet for at søge over mod den gamle del af Bryggen. At foreningen mellem det nye og det gamle Bryggen ikke kun er udfordret igennem mentalitet, men også helt ned på det nære, fysiske niveau.

»Os, der bor her, vil nok være tilbøjelige til at mene, at vi er ét Bryggen. Men dem dernede i det gamle har måske stadig en anden holdning. For nogle år tilbage var vi til julefrokost nede i kulturhuset og mødte nogle ældre mennesker, der havde boet der hele livet. De var glade for, at vi kom, men det var også tydeligt, at de mente, at udviklingen gik den helt forkerte vej.«

LÆS MERE