Nu er det endegyldigt bevist, at cykelhjelmen virker

Det er »uomtvisteligt«, at brug af cykelhjelm mindsker risikoen for at få hjerneskader, fastslår neurokirurg.

Lyt til artiklen

Vil du lytte videre?

Få et Digital Plus-abonnement og lyt videre med det samme.

Skift abonnement

Med Digital Plus kan du lytte til artikler. Du får adgang med det samme.

Poul Nyrup Rasmussen gjorde det helt rigtige, da han som statsminister i 1995 lod sig forevige på en aarhusiansk cykelsti med en cykelhjelm på hovedet. Også selv om hjelmen var lidt for lille.

Cykelhjelme virker nemlig. Risikoen for hjerneskader og trafikdød mindskes.

Det slår læge og neurokirurg Axel Forsse fast i en videnskabelig artikel i tidsskriftet Ugeskrift for Læger ifølge Berlingske.

Axel Forsse har sammen med to kolleger gransket en række landes statistikker over og videnskabelige undersøgelser af trafikulykker. På den baggrund konkluderer de, at risikoen for at få en moderat eller svær hjerneskade på cykel falder med mellem 63 og 88 procent, hvis man anvender cykelhjelm.

Det er »videnskabeligt uomtvisteligt, at brug af cykelhjelm forebygger hjerneskader,« skriver de. Dertil kommer, at en ny svensk undersøgelse konkluderer, at cirka 25 procent færre cyklister vil miste livet, hvis alle bruger cykelhjelm.

Dermed imødegår lægerne en række af de argumenter, der har været fremført mod brugen af cykelhjelm, herunder at visse cykelhjelme kan øge risikoen for såkaldte rotationsskader, og at der er eksempler på, at børn er blevet kvalt i remmen fra en cykelhjelm. Ifølge Forsse er kvælningsulykker meget sjældne og kan undgås, hvis man køber hjelme med belastningsudløsende spænder. Og han forklarer, at der allerede er designet hjelme, der mindsker risikoen for at få hjerneskader som følge af kraftig rotation.

I Danmark er antallet af trafikdræbte faldet støt siden 1971. Men andelen af dræbte bløde trafikanter, herunder cyklister, har været stigende i de senere år. I 2012 udgjorde bløde trafikanter 40 procent af de trafikdræbte herhjemme mod 32 procent i 2010, og i samme periode steg antallet af alvorligt tilskadekomne cyklister med 28 procent. Det årlige antal trafikdræbte cyklister ligger i gennemsnit på 30, mens antallet af alvorligt tilskadekomne cyklister er omkring 500 om året.

I Danmark er alvorlige skader efter cykeluheld dog formentlig underrapporteret, da statistikken kun bygger på politiregistreringer og ikke er systematisk suppleret af registreringer fra akutsygehusene.

Cirka 82 procent af danske børn under 11 år bruger cykelhjelm. Men når man kommer op i 16-25-årsalderen falder andelen dramatisk til bare 15 procent. I de ældre aldersgrupper stiger brugen dog atter.