Aki-Matilda Høegh-Dam mener slet ikke, at Danmark og Grønland er en del af et rigsfællesskab. 

Til gengæld er hun heller ikke klar til, at der skal udskrives folkeafstemning om grønlandsk selvstændighed med det samme. 

Den grønlandske politiker og medlem af Folketinget for Siumut blander sig nu i ophedet debat om, hvem der skal eje Grønland. 

Kimen til al den diskussion om grønlandsk selvstændighed blev allerede sået, da Donald Trump 23. december for anden gang luftede ideen om amerikansk ejerskab. 

Det blev siden et yderligere varmt samtaleemne, da landsstyreformanden Múte B. Egede i sin nytårstale til det grønlandske folk sagde følgende:

»Det er nu blevet tid til at tage det næste skridt for vort land. Ligesom andre lande i verden må vi arbejde for at fjerne de hindringer for samarbejde – som vi kan betegne som kolonitidens lænker – og bevæge os videre.«

Det har startet en diskussion om en potentiel folkeafstemning, der kan blive 2025-valget i Grønlands helt »store tema« ifølge seniorforsker i rigsfællesskabets forandring ved DIIS Ulrik Pram Gad. 

Men hun ønsker heller ikke en afstemning, der ender som »et flyvsk ja/nej-spørgsmål, som ikke rigtigt bliver til noget«. 

Kun grin tilovers

Søndag afviser Søren Pind tanken om grønlandsk selvstændighed i en kommentar i Berlingske.

Her skriver han blandt andet følgende:

»Der siges absurde ting, som for eksempel at fremtiden for Grønland skal afgøres af det grønlandske folk – altså et folk, der bebor mindre end 0,18 procent af det relevante territorium.«

Da Berlingske taler med Aki-Matilda Høegh-Dam og læser afsnittet højt for hende, bliver der grinet i den anden ende af telefonen.

»Det minder mig om gamle dage og en gammeldags måde at tale om Grønland på,« siger hun

Tager han fejl? Er det absurd, at 57.000 borgere skal råde over Grønland?

»Nej, det er det ikke. Der er ingen lande i hele verden, der reelt set er selvstændige. Ikke engang Danmark agerer selvstændigt.«

Hvordan ser du det?

»Danmark har for eksempel afgivet noget af sin magt til EU-medlemskabet, og det betyder, at nogle ting bliver afgjort fra EU, som Danmark må følge. Det er bare en mere ligeværdig fordeling af mandater og betyder ikke, at Danmark bliver styret af et andet folkefærd.«

En afgørende forskel på det og relationen mellem Danmark og Grønland er bloktilskuddet. Danmark giver i år omkring fire milliarder kroner til Grønland. Skal det fortsat eksistere?

»Det kommer jo an på forhandlingerne, men ikke nødvendigvis ja.«

Selv ser hun tre fremtidige scenarier for Grønland:

  1. En fuldkommen løsrivelse, hvor alle bånd til Danmark kappes.

  2. Skabelsen af et reelt rigsfællesskab som i en slags Commonwealth, hvor ét samlet kongerige råder over selvstændige nationer. 

  3. En free association-aftale, hvor Grønland har mulighed for at indgå aftaler med andre lande om eksempelvis sikkerhedsspørgsmål. 

»Det er måske lidt provokerende for nogen, men jeg mener det, når jeg siger, at der ikke eksisterer et reelt rigsfællesskab,« siger hun og uddyber:

»Folk fra andre lande tror, at rigsfællesskabet er en slags Commonwealth med ét kongehus og tre forskellige lande, der hører sammen. Det er bare ikke realiteten. Det vi har lige nu er et efterlevn fra kolonitiden, hvor Danmark agerer som neokolonimagt.«

Det Aki-Matilda Høegh-Dam for nuværende kan sige er, at hendes parti, Siumut, ønsker statsdannelse, så Grønland får suverænitet over eget land. 

Hun er dog ikke nået dertil, hvor hun kan sætte konkreter på, da det vil kræve længere forhandlinger. 

Seniorforsker ved DIIS med fokus på rigsfællesskabets forandring Ulrik Pram Gad sagde lørdag til Berlingske, at det ville bringe en »masse praktiske problemer« med sig, hvis der blev udskrevet folkeafstemning om Grønlands selvstændighed nu. 

»Jeg vil gætte på, at meget få af de grønlandske politikere har konkrete visioner for, hvordan økonomien skal se ud, hvordan man vil gå til forhandlingerne, og om det for eksempel er meningen, at grønlændere skal bevare dansk statsborgerskab,« sagde Ulrik Pram Gad. 

Aki-Matilda Høegh-Dam mener også, at spørgsmålet kræver indledende forhandlinger, men helt så skeptisk er hun dog ikke:

»Inden for den nærmeste fremtid vil den grønlandske befolkning have en afstemning, og vi skal følge den proces, som er sat i gang. Det handler blandt andet om at klargøre, hvilke muligheder vi har. Og det er lige så meget op til Danmark.«