Nu åbner Danmark endnu mere: Disse retningslinjer skal du være opmærksom på

Her er listen over mandagens længe ventede genåbninger, der også byder på en række retningslinjer, man fortsat skal være opmærksom på.

 
Restauranter kan igen slå dørene op. Video: Oscar Scott/Linda Kastrup. Redigering: Mathilde Oda Jørgensen Fold sammen
Læs mere

I dag åbner flere dele af landet på ny i anden fase af den planlagte genåbning.

Med dertil følger en række retningslinjer, og i denne artikel er en oversigt over genåbningerne og de ting, man stadig skal være opmærksom på.

Skoler, efterskoler og institutioner

Efterskoler åbner mandag med en række retningslinjer. Fold sammen
Læs mere
Foto: Emil Hougaard/Ritzau Scanpix.

Siden 16. marts har alle landets skoler været lukket. Først skulle lukningen stå på i to uger, men det har vist sig at have taget meget længere tid. 15. april begyndte skolerne så småt at åbne igen for de mindste elever, og fra i dag sker den fulde genåbning.

Det er imidlertid ikke uden en række forbehold.

Skoleeleverne har krav på minimum fem ugentlige undervisningstimer, og opfordringen lyder, at børn og elever ikke samles i for store grupper.

Der skal desuden gøres brug af forskudte mødetider og pauser.

Afstandskravet på én meter er fjernet for institutionerne. Afstanden på én meter skal dog så vidt muligt overholdes, når børnene spiser frokost, bliver hentet eller afleveret.

Ifølge retningslinjerne er der fortsat tale om nødundervisning. Derfor vil det ikke være muligt alle steder at leve op til almindelige standarder for undervisning, eksempelvis i forhold til timetallet.

Restauranter, cafeer og værtshuse

Cafeer, restauranter og værtshuse åbner. Fold sammen
Læs mere
Foto: Søren Bidstrup.

Det er igen muligt at gå på restaurant, café og værtshus – steder, som har været blandt de særdeles hårdt ramte under krisen.

Restauranter, cafeer og værtshuse har været lukket siden 18. marts og har kun måttet sælge mad og drikke ud af huset.

Nu er det muligt at besøge beværtningerne igen, men der skal være to kvadratmeter per person på restauranter og cafeer, og står gæsterne op, fordobles kravet til fire kvadratmeter per person.

Steder, der serverer mad, drikkevarer eller tobak til at indtage på stedet, skal lukke ved midnat.

Derudover må der ikke være ting, der kan få stedet til at minde om en natklub eller et diskotek. Det kan eksempelvis være et dansegulv.

Forsamlingsforbuddet skal respekteres. Derfor må restauranter og cafeer ikke servere for et selskab, der er større end ti personer. Et selskab bør kun bestå af personer, som i forvejen har tæt kontakt.

Restauranter og cafeer kan godt have flere selskaber samtidig, hvis der holdes afstand mellem dem.

Biblioteker

Biblioteker åbner mandag. Fold sammen
Læs mere
Foto: Morten Germund.

Alle landets biblioteker blev 12. marts lukket ned sammen med kulturhuse og idrætsanlæg.

Ifølge retningslinjerne fra Kulturministeriet skal der på bibliotekerne være et særligt fokus på effektive udlån og hygiejne.

Håndsprit skal være tilgængelig ved udlånsarealerne, og besøgende skal ved biblioteksindgangen opfordres til at benytte sig af håndspritten.

Kontakten mellem ansatte og biblioteksbrugere skal mindskes ved hjælp af afstandstape, ruminddelinger og »andre adfærdsregulerende indretninger«.

Derudover bør det undgås, at biblioteksudstyr som printere og computere benyttes, og der må maksimalt være én biblioteksbruger per fire kvadratmeter gulvplads.

Lånere kan tage kortvarigt stående ophold for at udvælge biblioteksmateriale til hjemlån.

Kirker, moskeer og synagoger

Kirker, moskeer og synagoger åbner mandag med blandt andet en række pladskrav. Fold sammen
Læs mere
Foto: Niels Ahlmann Olesen.

Regeringens beslutning om, at alle offentlige institutioners indendørs aktiviteter 12. marts skulle indstilles med øjeblikkelig virkning, havde også indflydelse på landets kirker. Det betød blandt andet, at alle gudstjenester blev indstillet.

Nu kan de åbne igen, men med krav om, at der må højst være adgang for én person per fire kvadratmeter gulvareal.

Lokaler skal indrettes, så smittefare minimeres.

Sæbe og håndsprit skal så vidt muligt være tilgængelig, og der skal være mindst én meter mellem personer.

I særlige situationer med øget smitterisiko, eksempelvis under sang, bør afstanden være to meter, lyder kravet.