Norske kvinder tvinges i trøjen

Norge har gode erfaringer med fælles stuer for værnepligtige kvinder og mænd – forudsat at cheferne holder øje med de unge. Også Sverige er nået længere med mangfoldighed.

Foto: Morten Stricker. Norge har fra i år indført værnepligt gældende for kvinder født i 1997 eller senere, og det er efter norsk forbillede, at danske værnepligtige mænd og kvinder nu deler sovesale. Det har man haft gode erfaringer med i Norge gennem flere år.
Læs mere
Fold sammen

Den danske hærs forsøg med værnepligtige mænd på fællesstuer med kvinder, der frivilligt gør tjeneste på værnepligtslignende vilkår, er især inspireret af erfaringer fra Norge, der fra i år har indført værnepligt gældende for kvinder født i 1997 eller senere. De unge norske mænd og kvinder har delt stue i flere år, og en omfattende forskning, der gennem tre år har undersøgt de norske erfaringer, peger på, at de militære ledere spiller en afgørende rolle for, om blandingen af mænd og kvinder bliver en succes i den forstand, at forholdet mellem dem bliver »afkønnet«. Det vil sige, at at mænd og kvinder først og fremmest betragtes som ligeværdige soldater og kammerater.

Som eksempel på, hvad der får blandingen af mænd og kvinder til at lykkes, nævner den norske rapport et tilfælde af kønschikane i en underafdeling i Hæren. På en stue blev en kvinde udsat for nedsættende, seksualiserende chikane, anført af en dominerende mand. Den behandling ville mændene på en anden stue ikke tolerere, og rapporterede derfor sagen til de overordnede, der fulgte op på den og tacklede situationen.

I en anden del af norsk forsvar, om bord på et af Søværnets skibe, stødte forskerne derimod på befalingsmænd, som bruger betegnelser for kvindelige kønsorganer som hjælp til at indlære militære procedurer. Opposition til det klima fandtes ikke, og resultatet blev, at to kvinder aflyste deres videre karriere i forsvaret.

Også Sverige er nået længere end Danmark, når det gælder mangfoldighed. I år deltog chefen for Forsvarsakademiet sammen med en gruppe derfra i den årlige »Copenhagen Pride,« men i Sverige har forsvarets deltaget i Stockholms »pride« siden 2008. I 2013 deltog den svenske forsvarschef for første gang, og året efter deltog også forsvarsministeren i paraden for at markere, at alle, uanset seksuel orientering eller udtryk, er velkomne i forsvaret.