Nordjyllands Politi: Anholdt sydkoreansk kvinde er eftersøgte Chung Yoo-ra

Nordjyllands Politi bekræfter, at man har anholdt Chung Yoo-ra, der eftersøgt i forbindelse med en stor politisk skandale i Sydkorea. Rigsadvokaten afventer nu en endelig udleveringsbegæring.

Foto: YONHAP. For få uger siden stemte et stort flertal i parlamentet i Sydkorea for at stille præsident Park Geun-hye (i hvidt) for en rigsret på baggrund af sagen.
Læs mere
Fold sammen

Sydkoreanske medier har dagen igennem rapporteret, at dansk politi skulle have anholdt den 20-årige Chung Yoo-ra, der er internationalt eftersøgt.

Nordjyllands Politi bekræfter i en pressemeddelse, at de har anholdt kvinden i Aalborg.

Chung Yoo-ra er efterlyst for omfattende økonomisk kriminalitet i Sydkorea i en større sag, som også berører landets præsident, Park Geun-hye. Skandalen har betydet, at Park Geun-hye står over for en rigsretssag.

Chung Yoo-ra er datter af Choi Soon-sil, som er en af præsidentens gamle veninder. Choi Soon-sil er anklaget for at have afpresset store virksomheder til at donere penge til hendes fond i ledtog med præsidenten.

1. januar klokken 15:49 modtog Nordjyllands Politi et tip fra en sydkoreansk journalist om, at den efterlyste kvinde opholdt sig på en adresse i Aalborg sydøst. Gennem Interpol fik politiet bekræftet, at Chung Yoo-ra var efterlyst af sydkoreanske myndigheder og rykkede derfor ud.

Samme dag klokken 19:54 blev Chung Yoo-ra anholdt på adressen. Hun bekræftede selv sin identitet og sagde, at hun godt vidste, at de sydkoreanske myndigheder ønskede at tale med hende. Chung Yoo-ra er eliterytter, og hun forklarede over for politiet, at hun opholdt sig i Danmark i forbindelse hestesport. 

Nordjyllands Politi skriver, at de nu er i dialog med Rigsadvokaten, som afventer en endelig udleveringsbegæring fra Sydkorea.

Chung Yoo-ra bliver fremstillet i grundlovsforhør ved Retten i Aalborg kl. 14.00. Her vil politiet anmode om at frihedsberøve kvinden, indtil der er taget stilling til spørgsmålet om udlevering. Kvinden er derfor ikke sigtet af dansk politi.