»Nogle gange skal man tænke mere på den situation, man står i, og mindre på sin egen ret til at klæde sig som man lige har lyst«

En strandtaske i strå er en meget upraktisk type taske. Den er som regel bredere foroven end forneden, så den vælter. Formen gør den uegnet til en laptop. Den har ingen rum, så alt det, man lægger i den, lægger sig på bunden, hvor man kan rode rundt efter pung, adgangskort og nøglerne, der sætter sig fast i stråene. Alligevel er strandtasken denne sommers store taskehit. Fra huse som Saint Laurent og Miumiu over tasken fra Cult Gaia, som Steven Madden kopierede, til high streeet mærker som H&M, Zara og &Other Stories.

For livet ved vandet hitter i år. Der findes næppe en blogger, som ikke har vist strandtasken (og de fleste af dem har også fundet stråhatten frem), og Chanel hældte med vanlig sans for det effektfulde et krydstogtsskib ind i Grand Palais i Paris til sit sidste show. Hey sailor, hej dame på stranden.

Eller hvad? For iført stråhat og en lang blød kjole med sandaler kan du eller jeg såmænd lige så godt være på vej på arbejde, ud at spise eller til møde.

For vores tøj er de seneste ti år blevet stadigt sværere at aflæse. Hvad er vi egentligt klædt på til, når vi denne sommer går i strandtøj, sidste sommer i nattøj, året rundt i sportstøj. Døgnet rundt. På fritid og job.

Engang havde vi arbejdstøj og fritidstøj, og det var nemt at se forskel på de fleste. Joggingtøj, strandtøj og nattøj hørte til i privatlivet. På arbejde var tøjet mere formelt, måske ligefrem en skjorte, ofte en jakke og i hvert fald med lukkede sko og en nederdel, der gik et stykke ned ad lårene.

Det er slut. Helt slut.

Sportstøjet ud af skammekrogen

Først kom sportstøjet rullende ind i vores garderober. Man kalder trenden for athleisure wear, og selv om udtrykket første gang optrådte i 1976 i en amerikansk reklame, slog det først for alvor igennem først i 2010erne. For i 1990erne var sportstøj stadig noget, sportsfolk og fodboldbøller gik i, og det eneste sportstøj, der for alvor var higend, var skitøj, som gæster i Gstaad og Aspen bar, og så måske tennisklubbernes hvide nederdele.

I nullerne var joggingtøj stadig noget, man havde på, når man holdt fri, for når man gik ud, var det med Sarah-Jessica Parker som ledestjerne iført høje stiletter og strutskørt. Det gjaldt om at holde på formerne – for antiheltinden Bridget Jones helt bogstaveligt, når hun kæmpede med opstrammende undertøj under den lille sorte og kun havde pyjamas på, når hun sad i sin sofa og græd over at være single, mens hun spiste is og frygtede at blive en kattedame.

Det ændrede sig, da unge designere som Alexander Wang slog igennem, da Stella McCartney begyndte at lave sportstøj for Adidas (og demonstrerede, hvor pænt sportstøj kunne være, da hun designede uniformen til de britiske OL-deltagere i London i 2012). Da Marni for H&M viste, hvordan mode og sport kunne kombineres. Mangler man beviser for, at sporten kom ind i modebilledet, jamen, så se, at GAP’s linje Atheta i 2014 kom på show skemaet under modeugen i New York og at Donnatella Versace i 2016 lod haute couture showet i januar have temaet »Athletic Couture.«

Klip frem til 2017, hvor der blev solgt flere yogabukser end jeans i USA, og hvor markedet for athleisure wear anslås at være 48 milliarder dollar. Voksne mennesker går på arbejde i sneakers, og blødt tøj er ikke længere noget, man bruger derhjemme.

At grænserne mellem det private tøj og hverdagstøjet i den grad er under opløsning, kan man også se af, at nattøjet er røget ud af soveværelset og ind i garderoben. Silkepyjamassen er blevet del af den moderne kvindes festgarderobe, den dukkede op, da Dolce & Gabbana i 2013 viste en printet silkepyjamas på catwalken.

På luksus-webshoppen Net-A-Porter dukkede mærket »FRS«, der står for For Restless Sleepers, op, og her kan man stadig købe silkepyjamasser i smukt print, der formentlig kan bruges til at sove i, men som med sin pris på 550 euro for bukserne og 900 euro for en jakke næppe bliver købt til det formål.

Det handler om at skille sig ud

Hvis man tænker, hvad er det egentlig, der foregår, så er svaret simpelt. Det samme som der plejer. Bare på en ny måde.

I hvert fald, hvis man spørger Maria Mackinney-Valentin, der er lektor på Kunstakademiets Designskole og forfatter til en bog om mode og identitet.

»Modehistorien viser os, at mode altid har handlet om det samme. Om at skille sig ud og høre til i en gruppe. Det kan man se demonstreret, hvis man tager en tur på Frederiksborg Slot, hvor man vil se, at engang gik det ud på at have en hermelinskåbe, som kun få havde råd til. Men i en tid, hvor alt er tilgængeligt for de fleste, og hvor mærker som H&M lynhurtigt laver noget, der minder om det, de dyre huse laver, så alle kan se ud på nogenlunde samme måde, må man gøre noget andet.«

Strategien er nu, siger hun, at gøre noget, som ikke alle gør.

»Det er stadig ikke alle, der går i joggingtøj eller nattøj, så man skiller sig stadig ud. Det er lidt det samme som hele den der skægting med fuldskæg eller trenden, hvor man skulle se ud, som om man lige var vågnet, selv om man havde lagt makeup i timevis for at se sådan ud. Man forsøger stadig at skille sig ud.«

Hvor god en ide det er at skille sig ud ved at se meget afslappet ud, er hun i tvivl om:

»Som forsker er jeg optaget af fænomenologi, altså, hvad gør ting ved os, og jeg kan ikke lade være med at tænke på, hvad det betyder for folk, at de har afslappet tøj på. Bliver de afslappede i hovedet af det? Ville det ikke hjælpe os, hvis vi tog tøj på, som var mere stramt, når vi skulle gøre os umage, f.eks. på arbejde?«

Det vil ske, tror hun. For modens natur er, udover at give os identitet ved at adskille os fra de andre, at den altid reagerer mod det eksisterende. Efter det bløde kommer det hårde.

»Jeg tror på et øget fokus på håndens arbejde og håndværk, som også ligger i hele bæredygtighedstanken. At man fokuserer mere på håndværket igen, og det kunne måske betyde, at tøjet også kommer til at se anderledes ud. Det kunne man da håbe,« siger hun.

Selvoptaget selvoptaget selvoptaget

TV-vært og modeekspert Chris Pedersen er mindre positiv.

»De sidste mange år har alt kun handlet om individet, og vi kan ikke holde ud, at nogen vil sætte grænser for os. Bare se debatten om Jyllands-Postens dresscode (hvor mænd ikke måtte gå i shorts på arbejde, red.) Den handlede jo overhovedet ikke om, hvorvidt det var rimeligt, hvad folk måtte have på, vi diskuterede ikke selve dress coden, men kun det, at nogen ville bestemme, hvad vi skal bære. Det kan vi slet ikke holde ud,« siger han.

»Det vigtigste er, at vi kan udtrykke os selv. Så er vi ligeglade med, hvordan det påvirker andre.«

Han har oplevet kvinder, der gik rundt i DR-byen i yoga-bukser, »hvor man kunne se læberne bevæge sig, men de sagde ikke noget« eller kolleger, der kom i gennemsigtige bluser med en BH under.

»Jeg er homo, så jeg er ligeglad, men for en straight mand tror jeg, det ville være ret forstyrrende at sidde over for en kvinde, der sidder i BH. Det svarer til, at en mand sad til møde i bar overkrop. Eller i sine speedos. Men vi er blevet så optaget af os selv, at vi ikke længere respekterer, at vi påvirker andre. Tøj skaber et rum, og på samme måde som en lejlighed har rum med forskellige funktioner, kan tøj også skabe rum med forskellige funktioner. Lader man sin BH være synlig på arbejde, er man i et andet rum end det sædvanlige at arbejde i.«

Sammensurium hvor ingen koder gælder mere

Engang, siger han, var der regler for, hvordan man klædte sig. På arbejdet havde man skjorten knappet og håret sat op. Når man så gik på værtshus som kolleger, knappede man måske en knap ned, tog læbestift på og en højere hæl.

»Sådan er det jo slet ikke mere. Nu er man på værtshus sammen hele tiden, i hvert fald i sit tøjvalg, og der er ikke noget at navigere efter. En pyjamas er et sexet stykke silketøj, der hører til i soveværelset, men det har folk på på arbejde. Det hele er et sammensurium, hvor ingen koder gælder mere, fordi vi kun går op i, at vi selv vil bestemme alting.«

Han forudser en modreaktion, hvor det begynder at blive smart at være korrekt klædt på igen, fordi vi igen vil begynde at betragte det at tage hensyn til hinanden som en værdi i stedet for en begrænsning.

»Det handler ikke om, at man ikke MÅ tage noget tøj på, og vi HAR fanget pointen med, at selv om en kvinde er afklædt, er hun ikke kun en krop, men at der er situationer, hvor det ikke passer at komme i bikini med en kimono over. Det ville også være virkelig mærkeligt, hvis jeg kom på arbejde i smoking. Eller min kvindelige kollega kom i sin brudekjole. Det er ikke fordi, det er forargeligt at gå i smoking, det er bare forkert i en arbejdssituation. Nogle gange skal man tænke mere på den situation, man står i, og mindre på sin egen ret til at klæde sig som man lige har lyst. Man skal vise de andre respekt. Og det kan man ikke altid i shorts.«

Så læg lige strandtasken til side, indtil du skal på stranden.