Nogle er ensomme, andre selvmordstruede: Pandemien har ramt danske børn og unge hårdt
Pandemien har påvirket børn og unge, oplyser BørneTelefonen. Næsten hvert femte opkald om corona handlede i 2021 om ensomhed, men BørneTelefonen har også oplevet en stigning i antallet af opkald om selvmord og selvskade.
BørneTelefonen passes af Børns Vilkår i Valby, torsdag den 31. august 2017. Dengang havde BørneTelefonen i 30 år modtaget opkald fra børn med problemer. Børns Vilkår oplyser, at de har lavet en analyse af samtaler om corona på BørneTelefonen i 2020 og 2021 samt januar 2022. Analysen baserer sig de 2.672 samtaler om corona, der har været på BørneTelefonen i denne periode. Den kvalitative analyse baserer sig på de breve, børn har sendt til BørneTelefonen, samt de casebeskrivelser, rådgiverne på BørneTelefonen registrerer efter alle samtaler om corona. Liselotte Sabroe
Konflikter bag familiens fire vægge, ensomhed, dårlig trivsel i skolen og selvmordstanker.
Det er nogle af de emner, børn og unge har bragt op, når de gennem de seneste to år, hvor corona har vendt op og ned på de flestes hverdag, har ringet ind til BørneTelefonen.
»Jeg har været rigtig trist siden 2020, fordi jeg mistede nærmest alle mine venner under coronanedlukningerne. Så i lang tid har jeg haft selvmordstanker,« lyder et eksempel fra en 11-årig pige, som bliver fremhævet i en pressemeddelelse fra Børns Vilkår.
BørneTelefonen har haft i alt 2.672 samtaler om corona siden 2020, og en analyse viser, at børn i starten af pandemien henvendte sig, fordi de var bange for sygdommen og bekymrede sig om for eksempel bedsteforældre. I 2021 og starten af 2022 var samtalerne præget af, at mange børn var opgivende og ramt af modløshed.
De følte sig ligeledes ensomme og isolerede fra andre på deres egen alder, og de har fortalt, hvordan det påvirkede dem negativt, når forældrene var pressede.
Børn tog restriktioner alvorligt og blev udskammet
Ifølge Børns Vilkår er der også sket en markant stigning i antallet af samtaler om corona og ensomhed. I 2020 lå andelen af disse samtaler på 3,8 procent, mens det året efter steg til 18 procent.
Ensomhed begyndte især at fylde meget under nedlukningen i starten af 2021, hvor det var det hyppigste emne i de coronarelaterede samtaler.
Derudover er andelen af coronarelaterede samtaler, der handler om trivsel i klassen, også steget markant fra 2,7 procent i 2020 til 11,9 procent i 2021.
Helle Rabøl Hansen er børne- og ungeforsker ved Aarhus Universitet og har arbejdet på et forskningsprojekt om ungdomsliv i en coronatid.
»Jeg har fulgt ensomhed i nogle år. Og jeg har aldrig mødt så mange unge, der har reflekteret så direkte over ensomhed, som under anden coronabølge, siger hun til nyhedsbureauet Ritzau.
Flere børn har fortalt BørneTelefonen, at de efter første nedlukning ikke følte, at de længere passede ind i klassen – noget havde ændret sig i relationerne, og det var svært at komme tilbage til »normalen«.
Hertil kommer, at flere børn og unge beretter om decideret udskamning fra klassekammerater, fordi de har taget coronarestriktionerne meget alvorligt.
Flere samtaler om selvmord
Analysen vækker også bekymring hos Børns Vilkår direktør, Rasmus Kjeldahl.
»Det, som bekymrer mig mest, er stigninger omkring selvmord og selvskade, samt hvor hårdt ramt af ensomhed børnene er ved de sidste nedlukninger,« siger han til Ritzau.
De generelle tal for alle samtaler på BørneTelefonen viser, at børn og unge har haft det sværere end tidligere.
I 2021 handlede mere end hver femte ud af i alt 50.615 rådgivningssamtaler på BørneTelefonen om psykisk mistrivsel. I 3.545 af disse samtaler talte rådgiverne med børn og unge om selvmord. Det er 1.387 flere samtaler om selvmord end i 2020, fremgår det af pressemeddelelsen.
For nogle børn og unge har tiden med corona øget allerede eksisterende udfordringer. De fortæller blandt andet, hvordan deres angst, spiseforstyrrelser og depressioner er blevet forstærket eller er dukket op igen.
Del:
Andre læser også
Metropol
Gentofte har fået nok af larm: Kræver markant sænkning af hastigheden
Indland
Støttepartier presser Mette Frederiksen: Nu skal vi lempe udlændingepolitikken på afgørende punkt
Europa
Rygter og løgne spreder sig som en løbeild på sociale medier. Nu trues Sverige af en ny Muhammed-krise