»Nogle af officererne græd. Det er det, jeg husker klarest, og at jeg var bange. Det var helt forkert, at de græd«

Inger Thomsen var ni år gammel og boede på Kastellet 9. april 1940, da tyskerne sprængte sig vej ind til hendes barndom og gjorde hende til øjenvidne til danmarkshistorien.

Inger Thomsen var kun ni år gammel, da de tyske tropper besatte Danmark i 1940. Hendes far var kordegn i Kastelskirken, og hun oplevede på nærmeste hold, hvordan tyskerne næsten uden at møde modstand sprængte Norgesporten og besatte fæstningsanlægget Kastellet midt i København.  Foto: Søren Bidstrup Fold sammen
Læs mere
Foto: Søren Bidstrup

»Braget«, siger Inger Thomsen.

»Det er det første, jeg husker. Et frygteligt brag. Både min mor og min far og jeg vågnede. Min far sagde, at det sikkert var gaskedlen ovre i gymnastikhallen, der var eksploderet. Men så ringede telefonen. Det var sognepræsten. Han sagde bare: »Det er tyskerne«, og så lagde han på.«

84-årige Inger Thomsen var fire dage fra at fylde ti år 9. april 1940. Hun kan stadig høre eksplosionen fra den tirsdag morgen, da de tyske besættelsestropper kl. cirka halv fem sprængte sig vej gennem Norgesporten ind på Kastellet og under høje kommandoråb besatte det gamle fæstningsværk.

Tyskerne var stille og roligt gået fra borde fra S/S »Hansestadt Danzig« på Langelinie og var nu i gang med at indtage København. Omkring en halv time før havde de krydset grænsen ved Padborg.

Hendes verden var barnets verden. Kastellet universets centrum. Et harmonisk minisamfund midt i Hovedstaden kun beboet af 200-300 militærfolk og ansatte ved den populære Kastelskirken. Hendes far var kordegn i kirken, og hun var vant til at lege på voldene om sommeren og skøjte i voldgravene om vinteren. Tyskere havde hun aldrig gjort sig tanker om.

Med barnets sansede erindring husker hun detaljer og følelser. Og kun i bakspejlet og via bøger og litteratur alle de andre ting, der skete: At Hitler med besættelsen havde brudt en ikke-angrebspagt. At tyskerne påstod, at de besatte Danmark for at beskytte os mod et engelsk angreb. At kanonen på Middelgrundsfortet 9. april sagde »klik« og ikke virkede. Eller Kong Christian Xs ordre om våbenhvile.

»Heraus! Heraus!«

Fra denne skæbnesvangre dag i danmarkshistorien husker Inger Thomsen først chokket efter braget og så de tyske soldater, der kort efter gik fra dør til dør på Kastellet.

»Heraus! Heraus!, råbte de, og vi fik besked på at gå til kirkepladsen. De ville vist sikre sig, at ingen havde radiosendere i lejlighederne. Jeg var bange, for det myldrede med tyskere. Deres uniformer var grønne. Det var nyt, husker jeg. Jeg var mest vant til de danske soldaters grå, og så bar de deres våben meget tydeligt. Det var utrygt.«

»Kvinder og børn blev beordret ind i kirken. Officerer og menige skulle ind i andre bygninger. Stemningen var stille, og jeg var bange. Det var der mange, der var, fordi fædrene og mændene ikke var der, og fordi nogen troede, at tyskerne ville skyde os. Der var også nogen, der græd. Ellers var der stille. Min mor og far beroligede mig, men de var også ulykkelige.«

Inger Thomsen bor i dag i Skælskør sammen med sin jævnaldrende kusine. Hun er pensioneret logopæd og efter eget udsagn en af de første, der påviste psykiske og intellektuelle problemer ved hjerneskader. I 1980 var det banebrydende forskning.

Hun fik aldrig børn og har elsket sit arbejde over alt. Som erhvervsaktiv var hun en flittig underviser, skrev meget og var gæst og oplægsholder på konferencer specielt i Skotland og England.

Hendes hus er nydeligt og ryddeligt. En nullermand er i fjendeland her. Det store standur slår hvert kvarter, og der er udsigt over fjorden. Hornung og Møller-flyglet har fulgt den sang- og spilleferme kvinde, siden hun fik det som 14-årig og måtte have noget af muren banket ned for at få det ind i forældrenes lavloftede lejlighed på Kastellet.

Hun fortæller over te og småkager, hvad hun kan huske fra 9. april 1940. Hun har selv kontaktet Berlingske for at fortælle sin historie.

»Vi er jo ikke så mange tilbage fra den tid, og jeg vil gerne fortælle, så de unge også kan få noget at vide, om hvordan det var,« konstaterer hun.

En mørk skygge over kirken

Hun husker ikke, at tyskerne oppe i kirkens kor havde placeret to bemandede maskingeværer. Men derimod, at soldater med maskinpistoler holdt vagt inde i den trygge kirke, hvor hun havde haft sin gang, siden hun blev født.

Med kirkegang hver søndag var kirkerummet et naturligt og trygt sted for den lille Inger. Nu var et af hendes barndoms holdepunkter forvandlet til et koldt og fjendtligt rum.

»Det var en fremmed fornemmelse og angstfremkaldende pludselig at se soldaterne og våben i kirken. Det var som om, der var kommet en mørk skygge over den. Da vi så kom ud, lå der et stort hagekorsflag på jorden, som, jeg fik at vide, var tegn til de tyske flyvemaskiner.«

Hvis tyskernes flag på jorden var foldet én gang, betød det, at Kastellet havde modsat sig besættelse og dermed var blevet en potentiel kampplads. Var flaget foldet helt ud, betød det, at danskerne havde lagt sig ned og accepteret overmagten. Flaget var foldet helt ud.

»Da vi alle var samlet udenfor igen, så jeg, at nogle af officererne græd. Det er det, jeg husker klarest, og at jeg var bange. Tårerne løb ned ad kinderne på dem. Det var helt forkert, at de græd. Jeg havde aldrig set en mand græde før, og officerer var jo sådan nogle, man havde respekt for. Andre så bare ned i jorden. Først senere fandt jeg ud af, at de skammede sig over ikke at have haft mulighed for at forsvare sig, som soldater jo skal.«

Inger Thomsen husker, hvordan Kong Christian X også før Besættelsen red gennem byen på sin hest, og at hendes far bukkede ekstra dybt for kongen efter tyskernes ankomst.

Paniske tyske soldater

9. april 1940 kom hun ikke i skole.

»Min far sagde, at jeg skulle blive hjemme. Næste dag i skolen, fortalte min veninde, at hun havde set Frøken Søndergaard græde.«

Hendes far fortalte hurtigt datteren, at hun ikke skulle pleje omgang med tyskerne. Hvis de søgte kontakt med hende, skulle hun vende om og gå.

»En gang var der nogle tyskere, der kaldte på os og bad os stille os op på nogle bænke, men jeg gjorde det ikke, for jeg kunne huske, hvad min far havde sagt. Så tog de nogle poser frem og kastede brød hen til de andre børn, som så skulle gribe brødet, mens det hele blev fotograferet. Der var også en oberstinde, der havde en stor, grøn papegøje, der kunne sige »Dumme tyskere«. Det havde vi stor morskab af,« smiler hun.

Mens resten af Danmark efter bedste evne forsøgte at leve side om side med den tyske overmagt, havde Inger Thomsen og hendes venner på Kastellet deres tysker-problemer at slås med.

Når der var uro på Kastellet eller, som Inger Thomsen husker det, mytteri, blandt de tyske soldater, når de ikke ville udskibes til fronten, kunne børnene ikke komme forbi vagterne og hjem, fordi de ikke havde passersedler. De måtte låne en telefon ude i byen og få forældrene til at hente sig ved porten. Gæster skulle også følges til og fra porten. Og når luftalarmen lød, og danskere og tyskere skulle skynde sig i hver sit beskyttelsesrum, panikkede de tyske soldater, der havde været ved fronten.

»Tyskerne lukkede også kirken for os, men vi fik lov til at holde en lille andagt en gang imellem. En dag blev jeg meget overrasket, da en tysk officer pludselig kom ind i kirken, knælede inden for døren og bad en lille bøn. Jeg havde jo forestillet mig, at nazisterne var sådan nogle onde nogen, der ikke troede på Gud.«

Man kunne sidde længe og lytte til Inger Thomsens minder fra »de fem onde år« og den tirsdag morgen i 1940, da de begyndte. Men hun skal til frokost i Præstø med kusinen, og så må nok være nok.

Inger Thomsen runder på opfordring formiddagen af med at sætte sig ved flyglet. Ugenert og usentimentalt fylder den 84-årige kvinde det lyse parcelhus med sin sang.

»Jeg bærer med smil min byrde. Jeg drager med sang mit læs«.