»Nogen måtte gøre noget«

Helge Milo, 87 år, var dengang yngste medlem af Churchill-klubben, der var Danmarks første organiserede sabotagegruppe under tyskernes besættelse af landet.

 
Lyt til artiklen

Vil du lytte videre?

Få et Digital Plus-abonnement og lyt videre med det samme.

Skift abonnement

Med Digital Plus kan du lytte til artikler. Du får adgang med det samme.

Churchill-klubben bestod af otte drenge mellem 14 og 17 år og tre unge mænd mellem 20 og 23 år. Helge Milo var blot 15 år, da gruppen som en reaktion på de ældres passivitet blev oprettet i december 1941:

»Vores målsætning var at iværksætte en dansk undergrundshær. Plan nummer et var derfor at rage våben til os. Anden plan var at lave sabotage, hvis vi kunne slippe af sted med det. Tredje plan var at udgive en propaganda avis, men det fik en meget kort levetid, eftersom vi kun var syv-ti personer. Vi havde heller ikke noget ordentligt materiale. Planen var ellers at lytte til engelsk radio, BBC, og så i avisform fortælle, hvad der blev sagt i den engelske radio i modsætning til, hvad man kunne læse i danske aviser.«

»Da tyskerne betragtede Danmark som en venligsindet protektorat, gik de gerne på konditori for at spise danske flødeskumskager. Her efterlod de ubekymret pistolbælter med skydevåben i garderoben, også selvom der ikke var nogen til at føre opsyn. Man var af den indstilling, at man jo ikke sad og spiste flødeskumskager med en pistol i hånden, vel? Det fandt vi hurtigt ud af, så vi gaflede pistolerne fra dem, og fik vores våbenlager forøget på den måde.«

Hvilken slags aktioner var du med til at udføre?

»Vores aktioner blev mere og mere farlige og i april 1942 besluttede vi os for at angribe en tysk lyttepost, som lå lidt uden for Aalborg i nærheden af byen Nibe ved flyvepladsen. I en lille skov havde tyskerne bygget en lyttepost, og der mente vi, at vi passende kunne øve os på at slå tyskere ihjel. De skulle slås ihjel, og vi skulle samtidig ødelægge lytteposten. Vi var tre mand af sted, hvor jeg oven i købet havde kommandoen. Det blev min beslutning, der blev gældende. Vi så, at der var tre tyskere ved lytteposten. To udenfor og en til at passe telefonen. Det nyttede altså ikke noget, at vi skød dem, som vandrede udenfor, for så ville ham ved telefonen bare tilkalde hjælp, og så ville vi være på den. Derfor besluttede jeg, at vi trak os tilbage. ’Det her gør vi ikke,’ sagde jeg: ’Det kan vi ikke gennemføre.’ Så vi tog hjem igen. Vi havde ellers gevær og pistoler klar og indstillet på fuldføre aktionen. Og selvom der var en del surhed, da vi vendte tilbage til gruppen, af hvem vi fik en skideballe, var det retrospektivt set en rationel beslutning, ellers havde jeg ikke siddet her i dag.«

Helge Milo Fold sammen
Læs mere
Foto: Niels Ahlmann Olesen.

Hvilken dag/situation var du mest bange?

»Jeg - vi alle for den sags skyld - var mest bange den dag, hvor vi blev kørt i bus, efter at vi var blevet taget til fange af dansk politi, og efter vi var blevet domfældt. Vi blev kørt sydpå fra Ålborg, og der var vi sikker på, at vi blev kørt til Tyskland. Vi var syv ombord i bussen. Vi var hunderæde for, at vi skulle til Tyskland. Først da bussen efter Fredericia drejer over mod Fyn og over Lillebæltsbroen, bliver vi klar over, at vi ikke skulle til Tyskland. Det lettede meget på stemningen.«

»Churchill-klubben var den første organiserede danske modstandsgruppe. Dengang var Danmark et mønsterprotektorat i tyskernes øjne, og den danske regering fik lov til at dømme os, det vil sige vi var ti i det hele og de syv af os, der var under 18 år kunne den danske regering få lov til at dømme, men tyskerne sad jo og lyttede med. Vi fik at vide, hvad vi var dømt til, men intet om hvorfor vi skulle afsone straffen. Og derfor var det klart, at da tyskerne sad og lyttede med, at vi troede, det var i Tyskland det skulle foregå. Vi vidste selvfølgelig ikke så meget om tysk koncentrationslejr andet end at det ikke var et rart sted at være. Så derfor var vi bange. Der var ikke musestille i bussen, men der var ikke nogen konversation heller. Og hvis du nogensinde har set filmen, ’Drengene fra Sankt Petri’, der er baseret på Churchill-klubben, så slutter den med, at drengene i filmen sang og var helt op og køre af begejstring. Der kan jeg bare sige ’Vorherre Bevares. I skulle have været med, så skulle I se, hvordan det var.’ Der var sgu ikke meget at grine ad.«

Hvilke tanker gjorde du dig om angst, had og kærlighed?

»Min største bekymring under krigen var at misse oplevelsen af kærlighed, inden jeg døde. Altså jeg var bange for at blive slået ihjel. Det var den eneste tanke, jeg kan huske fra dengang. Jeg stod jo hele tiden med en risiko for at blive slået ihjel. Jeg ville gerne opleve kærligheden, befrielsen og årtusindeskiftet. Men så vidt jeg husker, talte jeg aldrig med andre om det, og slet ikke min nærmeste familie. Jeg havde ikke fortrolighed med hverken min mor eller far. Familieforhold dengang indbød ikke til, at man delte sine følelser med hinanden. Mine forældre var faktisk ikke klar over, at jeg var med i Churchill-klubben. Vi bildte nemlig vores forældre ind, at vi havde lavet en bridgeklub, hvor vi spillede kort, og hvor vi skiftedes til at spille hos hinanden. Det var vores undskyldning.«

Fortalt til Keyvan Bamdej.