Nørrebros gener

Indvandrere fra svenskere til jøder, kinesere og tyskere er en del af Danmarks DNA. Fra 1880erne og frem til i dag har de oplevet dansk hjerterum – og had og hovmod. Professor Garbi Schmidt afdækker Nørrebros indvandringshistorie.

Foto: scanpix

Der gemmer sig en flygtning eller indvandrer i mange danskere. For eksempel kom mine børns jødiske tipoldefar ludfattig til Danmark fra Østeuropa i 1840erne. Hans søn blev nationalbankdirektør. At Danmark også er blevet til gennem svenskere, jøder, tyskere, arabere og kinesere, blev klart for professor Garbi Schmidt i takt med, at hun researchede sin nye bog og doktorafhandling »Nørrebros indvandringshistorie.«

»Vi vandrer jo som mennesker. På flugt. På jagt efter arbejde og et bedre liv.« Da Berlingske møder professoren på Blågårds Plads, er vi blot endnu et eksempel. Berlingskes fotograf Niels Ahlmann Olesen har også indvandreraner: Hans far var præst i Nordjylland, men flyttede til Nørrebro for at lave socialt arbejde. Han optræder i optællinger fra Nørrebro som indvandrer; som en, der kom udefra.

»Jeg møder det igen og igen: Folk siger; Min tante kom også fra Polen. Min venindes far er kineser. Vi har svenske navne, tyske navne, jødiske navne, som er en del af Danmark,« siger Garbi Schmidt.

Diskussionen raser i øjeblikket om, hvorvidt Danmark har sat sit berømmede hjerterum over styr – eller om Danmark hele tiden har forbeholdt sig retten til at bevare sin danske karakter. Historisk set har begge fløje ret, påpeger professoren.

Når hun ruller sin omfattende research ud, der nærmest hus for hus afdækker, hvem der er flyttet ind i seks gader på Nørrebro, er det markant, hvor store lighedstræk, der er til i dag: Svenskere, tyskere og jøder fik ofte det glatte lag, når de landede i Danmark og valgte at blive her, selv om de måske var på vej til USA.

»Alle blev set på som indvandrere, hvadenten de var fra Jylland, Sverige eller Tyskland. I starten, i 1880erne var der mange svenskere, som kom. De blev set som et problem; Som om de havde en dårlig moral. Svenske kvinder blev fremstillet som prostituerede. Mændene som skruebrækkere,« fortæller Garbi Schmidt.

Jøderne, der for manges vedkommende flygtede fra de russiske pogromer og ofte var ludfattige og havde en dårlig uddannelse, fik en blandet modtagelse. »De arbejdede som skræddere og som syersker. De talte jiddisch og klædte sig specielt. Fagforeningerne var ikke begejstrede, fordi de var villige til at arbejde under tariffen. Man var bange for, at de havde russisk kommunisme med i kufferten,« siger Garbi Schmidt.

Et af de spørgsmål professoren har sat sig for at besvare er: Hvornår bliver indvandrere synlige og problematiserede? »Svaret er, at det ændrer sig hele tiden. For 135 år siden var det svenskerne, der var problemet. Man spurgte: Hvad gør de ved vores land? Hvad er det for nogen værdier, de har? Så var det jøderne og tyskerne: Hvor mange kunne København kapere? Hvad gør de ved vores velstand? Hvilket præg sætter de på Danmark?«

Indvandreres præg på Danmark er et andet spørgsmål, som Garbi Schmidt forsøger at skildre. Vi tager udgangspunkt i Blågårds Plads og går en tur på Nørrebro, gør ophold i Baggesensgade, hvis tilflyttere professoren har afdækket hus for hus i over 100 år. Børn ler på en legeplads nede ad gaden, luften dufter af græs. Garbi Schmidt standser foran et blåmalet stakit, slår ud med hænderne og sine røde negle:

»Her boede en jødisk familie Edelmann, som jeg er kommet tæt på. Faderen kom hertil fra Østeuropa, ludfattig, på flugt fra russiske jødeforfølgelser. Familien voksede op på Nørrebro i et hus, som nu er revet ned.« Sønnen uddannede sig, giftede sig og blev bibliotekar på Det kongelige Bibliotek, hvor han kategoriserede den unikke jødiske samling.

Professor Garbi Schmidt (herover) skildrer i bogen »Nørrebros indvandringshistorie 1885-2010«, hvordan flygtninge og indvandrere tilbage fra 1880 og frem til i dag har præget Nørrebro og Danmark. Fold sammen
Læs mere

»Folk kommer med kompetencer. Det er Edelmann et godt eksempel på,« siger Garbi Schmidt. Faktisk var familien Edelmann på vej til USA. Men børnene fik skoldkopper, og så blev de i Danmark.

Forfatteren er stødt på mange eksempler, hvor indvandrere ikke var synlige, men en organisk del af det danske samfund:

»Jeg stødte på en dansk-kinesisk familie. Den beretning, der gjorde mig opmærksom på dem, havde så at sige glemt, at faren var kineser, selv om han talte dårligt dansk. Han var bare venindens far. Han solgte slik i en biograf på Nørrebro og åbnede senere et meget populært ismejeri.«

I dag diskuteres det, om det er gået ned ad bakke med dansk hjerterum til fremmede og mennesker i nød. Garbi Schmidt er stødt på mange eksempler, hvor der var plads og varme i Danmark, højt mod Nord. Ebba, som blev født på Nørrebro i 1894 i en velhavende familie, fortæller følgende episode fra den ejendom på Nørrebrogade nær søerne, som familien dengang boede i:

»I huset var en bodega vinstue. En dag jeg kom ned i baggården så jeg en stor neger stå ved vandposten, og skylle vinflasker i et stort vinkar med iskoldt postevand. Jeg havde aldrig før set en neger. Jeg løb op og fortalte mor det. Mor smurte en madpakke og gik ned og gav ham den sammen med varm kaffe og wienerbrød. Jeg har senere tænkt på, hvor må den venlighed fra mors side have gjort ham godt.«

En velbeskrevet epoke i dansk historie er mange jøders flugt til Sverige under besættelsen. En tid som skildrer danskerne fra deres bedste side. Den jødiske Edelmann-familie fra Baggesensgade måtte flygte til Sverige under besættelsen.

»Da tyskerne bankede på døren i begyndelsen af oktober 1943, var der anbragt en anden families skilt på hoveddøren, og en dansk familie befandt sig i lejligheden,« fortæller Garbi Schmidt. Familien Edelmann tilbragte to år i Sverige. Da de kom tilbage til Nørrebro, passede deres nøgle stadig i hoveddøren til lejligheden. Og alle deres ting var intakte. »Der mangler ikke så meget som en teske,« skal moren i familien have sagt. Københavns sociale styrelse holdt øje med jødernes forladte lejligheder. Hvis huslejen ikke blev betalt, betalte styrelsen den.

Der kan trækkes mange paralleller fra det jødiske kapitel og op til i dag. Modtagelsen af jøderne var på ingen måde ensidigt positiv. Troels Hoff fra justitsministeriet skriver i 1938: »Danmark og i hvert fald København og omegn må siges at være »mættet med« udenlandske jøder, således at en yderligere tilstrømning utvivlsomt vil medføre, at vi også herhjemme får antisemitisme – en begyndelse kan allerede spores i videre kredse. Får vi en antisemitisk stemning, må man formodentlig regne med, at det vil give nazismen her i landet vind i sejlene.«

Forståelsen og medfølelsen vis-a-vis jøderne var tydeligt til stede på lederplads i Politiken. Men den var ikke entydig. Således skriver avisen i 1938 på lederplads: »En højtstående tysk embedsmand skal have udtalt, at man kunne jo ikke udvise de tyske jøder; thi intet land var rede til at modtage dem. Det er naturligvis rigtigt, og Europa uden for Tyskland har selvfølgelig ingen pligt til at optage tyske undersåtter.« I en leder to dage senere skriver Politiken: »Europa er overfyldt med flygtninge, men der må være egne i andre dele af verden.«

»Politikeren Karl Kristian Steincke pralede ligefrem med, at man ikke lod flere tyske jødiske flygtninge komme ind, end der kunne være i et dansk forsamlingshus,« uddyber Garbi Schmidt.

Nutidens flygtningepres har paralleller til tidligere flygtninge- og indvandrerstrømme. Men der er også forskelle, understreger forskeren, som skal forsvare sin disputats i løbet af september.

»Efter fem års besættelse tog Danmark i 40erne imod 250.000 tyske flygtninge. De kom bare. Vi var nødt til at kapere det. Der var lejre på skoler og i parker. Kunne man forestille sig det i dag?«

Det, vi oplever i 2015, er begyndelsen på noget vildt, siger professoren. »Igennem hele den historie, fra 1880erne og frem, som jeg har forholdt mig til, har der været flygtninge og indvandrere. Men der er ingen tvivl om, at vi står over for en global udfordring lige nu. Flygtningepresset er historisk.«

»Men der var ikke blevet et Nørrebro uden indvandring. Bydelen har været god til at absorbere forskelligheder. Folk kommer med kompetencer. Vi glemmer tit ressource-perspektivet: De fremmede har viden, kultur og globale netværk,« tilføjer hun.