Nørrebro-restaurant lukker og genåbner i mystisk sag om afpresning

En libanesisk restaurant på Nørrebro oplyste tirsdag, at stedet må lukke på grund af hærværk og afpresning, og politiet bekræfter at have fået en anmeldelse. Men onsdag har sagen taget en drejning, og nu er problemet ifølge restauranten løst. Da Berlingske besøgte stedet, fortalte en mand iført kasket med bandenavnet »Loyal to Familia« på, at der havde været en misforståelse.

Billeder af Liban Cuisine på Rantzausgade onsdag d. 5. april 2017. Fold sammen
Læs mere
Foto: Betina Garcia

Seks høje ruder udgør facaden ud til Rantzausgade på Liban Cuisine, en lille libanesisk restaurant på Nørrebro i København. Fire af ruderne er lige nu ødelagt. Restauranten har været udsat for hærværk, og ifølge dens Facebook-side har der været tale om afpresning.

Tirsdag lød en opdatering på det sociale medie således:

»Hej alle liban kunder. Det gøre mig ked af at skulle fortælle jer det her. Da i har bemærket på det sidste stykke tid at vi har fået smadret vores ruder til butikken har vi nu fundet hvad der står til grund for de smadrede ruder. Liban cuisine lukker på ubestemt tid på grund af vi bliver afpresset. for min og min medarbejders sikerhed har jeg truffet denne svære valg håber i vil kunne forstå hvor svært det er for mig at skrive dette ud som en opdatering på min side. MVH Liban cuisine.«

Berlingske har fra morgenstunden onsdag forsøgt at få et interview med ejeren, men uden held. Politiet bekræfter til gengæld, at de tirsdag modtog en anmeldelse fra spisestedet.

»Vi har modtaget en anmeldelse tirsdag fra restauranten og oprettet en sag vedrørende afpresning, der nu ligger til efterforskning. Jeg kan ikke sige noget om, hvem der eventuelt kan have stået bag afpresningen,« siger Brian Belling, vicepolitikommissær ved Københavns Politi.

Opslag på Facebook. Fold sammen
Læs mere

Sort kasket og »Loyal to Familia«

I et forsøg på at blive klogere på sagen kørte Berlingske ved middagstid hen til Liban Cuisine. Ved ankomsten kl. 11.15 holder en sort BMW foran spisestedet, og en yngre mand står på fortovet ved siden af restauranten i løse bukser, sneakers og en mørk jakke. Og en sort kasket. Han fortæller imødekommende, at »der har været en misforståelse«.

Berlingskes udsendte journalist forklarer, at avisen ønsker at interviewe ejeren af stedet eller medarbejdere, efter Liban Cuisine har sendt den opsigtsvækkende meddelelse ud på Facebook om afpresning. Manden med kasketten fortæller, at han ikke arbejder der. Han bor bare i området, men »jeg tror, de har fået det løst. Det var bare drengestreger«, siger han.

I samme øjeblik kommer to ældre mænd ud fra restauranten, der ser ud til at være blevet lukket med et gitter rullet halvvejs ned over de fire ødelagte og to intakte ruder i facaden. De svarer ikke på spørgsmål, men går hen til en bil parkeret bag den sorte BMW. Manden med kasketten siger noget til dem på et udenlandsk sprog. De kører. Manden med kasketten bekræfter, at den ene af dem er ejeren, inden han spørger:

»Hvorfor skriver I om det her? Der er ikke noget at skrive om. Problemet er løst.«

Manden vil ikke oplyse sit navn. Men idet han vender sig og går, viser bogstaver på bagsiden af kasketten sig at udgøre bandenavnet »Loyal to Familia« (LTF).

Vicepolitikommissær Brian Belling er ikke overrasket over, at Berlingske har mødt en med en LTF-kasket foran restauranten.

»De er jo i det område, men jeg kan ikke sige, at det er én derfra,« siger han med henvisning til banden.

Liban Cuisine lukker ikke alligevel

Nogle timer senere omkring klokken 14.30 sletter Liban Cuisine det tidligere omtalte opslag på Facebook og erstatter det af et andet. Her fremgår det, at problemet nu er blevet løst:

»Hej alle Liban kunder. Vi står med super gode nyheder til alle vores kunder. Med hjælp fra vores kære familie og venner, har vi fået løst vores problem. Derfor åbner Liban Cuisine igen imorgen den 6. April. Vi takker for jeres støtte og forståelse og vi glæder os til at se jer igen. Mvh Liban Cuisine«

Det har fortsat ikke været muligt for Berlingske at komme i kontakt med ejeren for at lave et interview. Men de seneste år har flere værtshuse og cafeer på Nørrebro stået frem og fortalt, at bander har forsøgt at presse dem til at betale såkaldte beskyttelsespenge.

I 2012 blev ejeren af Café Viking på Ægirsgade, Jane Pedersen, landskendt, da hun stod frem efter afpresningsforsøg med hærværk og flyvende brosten ind gennem ruden. Og for et år siden var det især Mucki Bar på Thorsgade, der tiltrak sig opmærksomhed, da stedet fortalte om forsøg på afpresning, hvorefter integrationsminister Inger Støjberg besøgte stedet.

Da Berlingske onsdag besøger Cafe Viking, Cafe Ægir og Mucki Bar fortæller personale dog enslydende, at de ikke længere har problemer med afpresning. Men Mucki Bar frygter, at det kan komme igen.

»Siden vi stod frem, har der ikke været noget, men det betyder ikke, at problemet er løst. De chikanerer stadig gademiljøet. Alle beboerne i området,« siger Gitte Fischer, der ejer Mucki Bar.

»Folk har fået nok«

Gitte Fischer og hendes mand, Mohammed Ahmad, der også arbejder på værtshuset, fortæller, at de føler sig utrygge på grund af bandemedlemmer i området.

»Jeg giver det 10 år. Hvis der ikke bliver gjort noget, så er der gadekampe. For folk har fået nok,« siger Mohammed Ahmad.

Tilbage på Rantzausgade spørger Berlingske også andre butikker på gaden, om de har oplevet problemer med afpresning. Nej, lyder den fælles besked fra medarbejdere i Pizza Bello e Bueno, Tjili Pop, Steak House og cykelbutikken Track lige over for den libanesiske restaurant.

Hos restauranternes brancheorganisation, HORESTA, er man kede af at høre om endnu et tilfælde af mulig afpresning ved Liban Cuisine.

»Vi havde fokus på det for et par år tilbage, og dengang var det vores opfattelse, at det her ikke kun gjaldt barer og natklubber men også alt fra caféer til cykelhandlere. Det er en kedelig konstatering, at det stadigt foregår, og det eneste, vi kan kalde på, er, at man fra politiets side tager hånd om det her problem,« siger Kirsten Munch Andersen, politisk direktør ved HORESTA.

Hun understreger, at det ikke må blive normalen, at restauranter oplever afpresning og føler sig nødsaget til at betale penge til lokale bander.