Nøglen til Danmark ligger i sproget

Det går den forkerte vej: Stadig flere indvandrere og efterkommere undlader at stemme ved folketingsvalg. Det vil bydelsmor Shazia Mughal ændre. Hun mener, at vejen til vellykket integration udgår fra det danske sprog.

Færre og færre indvandrere og efterkommere stemmer ved valg. Det vil bydelsmødrene gerne lave om på - derfor går de aktivt ud på gaden og snakker med kvinder om, hvorfor man skal sætte sit kryds. Shazia Mughal ( i midten ) er bydelsmor og taler sammen med Zahida Paryeen og Inge Tranov Monberg i vaskeriet i Danmarksgården på Frederiksberg. Fold sammen
Læs mere

Da Shazia Mughal første gange skulle stemme ved et folketingsvalg, drejede hun på valgstedet om på hælen. Færdighederne i dansk rakte ikke til, at hun kunne sætte sig ind i, hvad de politiske partier stod for. Derfor anede hun ikke, hvem hun skulle stemme på.

»Hvis nogen havde spurgt mig, hvor jeg ville sætte mit kryds, ville jeg ikke kunne svare på det. Jeg havde ikke lyst til at stå og spille dum, så jeg gik min vej uden at have stemt.«

Berlingske møder den 47-årige pakistanskfødte kvinde i Danmarksgården på Frederiksberg, et multikulturelt socialt boligbyggeri, hvor hun bor med sin familie. Det har Shazia Mughal gjort, siden hun i 1989 kom til Danmark for at blive gift med en herboende pakistansk mand.

Shazia Mughals historie bekræfter det billede, som statistikkerne tegner: at mange indvandrere og efterkommere ikke stemmer ved folketingsvalgene i Danmark.

En ny opgørelse fra Center for Valg og Partier ved Københavns Universitet viser, at mens 70 procent af indvandrerne satte kryds ved folketingsvalget i 2001, var andelen i 2015 faldet til 66 procent. Og faldet er endnu mere markant for efterkommere. Her stemte 65 procent ved valget i 2001, mens blot 53 procent benyttede sig af den demokratiske ret ved valget i 2015. Blandt etniske danskere steg stemmeprocenten i perioden en smule, således at næsten ni ud af ti stemte ved det seneste folketingsvalg.

Fremmedsprogene i Danmarksgården

At indvandrere og efterkommere ikke stemmer, skyldes ifølge Shazia Mughal den sproglige udfordring. Siden 2008 har hun arbejdet frivilligt som bydelsmor i området omkring Danmarksgården.

Bydelsmødrene består af en gruppe nydanske kvinder, der bliver uddannet og ansat til at tage sig af andre kvinder i lokalområdet. Tanken bag er, at »mødrene« skal bygge bro mellem isolerede nydanske kvinder og det omkringliggende samfund.

Det sker i høj grad via vejledning og overlevering af viden om alt fra børneopdragelse, sundhed, jobmuligheder – og ja, valgdeltagelse.

»Problemet er ikke, at folk ikke vil stemme. Problemet er sproget. Mange har ikke viden om politikerne, partierne og holdningerne, fordi de er udfordret på det danske sprog. Når man ikke har tilstrækkelig med viden, er det ikke sjovt at være med,« siger Shazia Mughal.

Mens nogle beboere i Danmarksgården taler pakistansk, taler andre portugisisk, punjabi eller et helt fjerde sprog.

Derfor var det vigtigt for Shazia Mughal og de andre bydelsmødre i lokalområdet at møde kvinder i øjenhøjde og kommunikere klart, hvad de politiske partier står for.

I fællesskab arrangerede kvinderne debataftener, hvor politikerne blev inviteret indenfor i Danmarksgården, og hvor Bydelsmødrene hjalp med at oversætte og viderebringe budskaberne.

Det lyder, som om den største integrationsudfordring er sproget?

»Det er det. Det første, jeg siger, når folk kommer til Danmark, er: »lær sproget så hurtigt, du kan«. Det er absolut det vigtigste. Det gør, at man kan klare sig selv og føler sig som en del af samfundet. Men det kræver, at man har nogen, der presser én i begyndelsen, for man forstår ikke vigtigheden af sproget, når man lige er kommet hertil.«

Dengang købmandens kone landede

Da Shazia Mughal for godt 25 år siden kom til Danmark, var det manden, der pressede på for, at hun skulle lære sproget.

Han drev en købmandsforretning, og kunderne ventede i spænding på, at købmandens kone fra Pakistan skulle lande.

»Der var nogle kunder, der ville give mig blomster for at sige velkommen, og min mand ville have, at jeg skulle takke dem på dansk. Han skrev, hvordan den danske udtale af »tak for blomsterne« lød på urdu og hjalp mig med at øve. Jeg havde lært at læse og skrive hjemmefra, men jeg var så genert. Hvad nu hvis de spurgte videre? Jeg kunne ikke et ord,« husker Shazia Mughal.

»Jeg endte med at sige ordene, og han blev glad – de blev glade. Men for mig var det rigtig hårdt.«

Kort efter foreslog manden, at hun skulle begynde at lære dansk i skolen, men det ville hun ikke. Hjemme i Pakistan var der på daværende tidspunkt ikke tradition for, at kvinder kom tilbage på skolebænken, efter de var blevet gift. Shazia forstod ikke, hvorfor det var så vigtigt, at hun skulle tilbage til skolen her i Danmark.

»Min mand sagde, at han nok skulle hjælpe mig, men at han ville have, at jeg skulle kunne klare mig selv. Om det så var at købe ind, ringe til lægen eller tale med lærerne på børnenes skole. I dag ved jeg, at han traf den rigtige beslutning på mine vegne.«

Sprog, netværk og arbejde betyder alt

At sproget er ét af de vigtigste aspekter i integrationsprocessen, kan Anette Christoffersen nikke genkendende til. Som integra­tionschef i Dansk Flygtningehjælp kender hun om nogen området.

Anette Christoffersen fortæller, at tre forhold er afgørende for vellykket integration: at man lærer sproget, får et netværk, dér hvor man bor, og at man kommer i arbejde.

»De tre ting hænger sammen. Dansk lærer man ikke kun på skolebænken – det er også noget, man lærer i den virkelige verden. Mange har dog svært ved at praktisere sproget, fordi det er vanskeligt for dem at finde nogen, de kan tale med, og her spiller netværket ind. Samtidig er både sprog og netværk ofte en forudsætning for at finde et arbejde.«

Ifølge Anette Christoffersen er udfordringerne størst, hvis familierne har børn i skolealderen.

»Det kan være svært for voksne at blive integreret og forstå, hvilke krav der stilles, og hvilken rolle de har som forældre i Danmark, hvis ikke de kan tale med lærerne. Så i den kontekst kan man blive meget isoleret, hvis ikke man taler sproget. Samtidig kan man blive isoleret rent socialt, hvis ikke man taler dansk, for Danmark er et foreningsland, hvor det er nyttigt at kunne tale sproget, hvis man vil opbygge et netværk,« uddyber Anette Christoffersen.

I dag har flygtninge og familiesammenførte krav på danskundervisning i fem år. I 2015 bestod syv ud af ti af kursister, der var omfattet af integrationsprogrammet, inden for fem år fra påbegyndelsen af danskuddannelsen. Et niveau, der har ligget ganske stabilt de foregående år.

Ifølge Anette Christoffersen kan det, at mange ikke består prøven, skyldes, at de kommer i arbejde, inden kurset er slut og derfor ikke har brug for at færdiggøre forløbet, eller at de ikke kan bestå på den tid, der er afsat.

30 år i Danmark uden at kunne tale sproget

En af de kvinder, som Shazia Mughal agerer bydelsmor for, har ikke lært at tale dansk til fulde, selv om hun har boet her i næsten 30 år.

»Jeg kan ikke huske ordene, selv om jeg prøver,« sukker Zahida Paryeen.

Hun har en indlæringsvanskelighed, der har medført, at mange års danskundervisning ikke har hængt fast. Derfor havde hun frem til seneste folketingsvalg aldrig sat et kryds på en stemmeseddel, men med hjælp fra Shazia og de andre bydelsmødre lykkedes det ved seneste valg. Noget, hun er meget taknemmelig for, forklarer Zahida Paryeen med hjælp fra Shazia Mughal, da vi møder hende i Danmarksgårdens vaskekælder. Et sted, bydelsmoren ofte kommer for at hjælpe kvinderne

»Jeg har mange gange været på vaskeriet uden at vaske tøj,« griner Shazia Mughal.

»Det er et sted, mange ikke kan undgå at komme, og derfor kan jeg møde mange af de kvinder, som jeg måske ellers ikke ville møde.«

Hun fortæller om dengang, hun gentagne gange mødte den samme kvinde i Damarksgården og hver gang forsøgte at spørge ind til hende. Det var først, da de faldt i snak i vaskekælderen, at kvinden fortalte Shazia om usikkerheden ved det at opdrage sine børn i Danmark, og usikkerheden over, at sønnen ikke ville gå på universitetet.

»Den største fordel ved bydelsmødrene er, at vi kommer fra samme kultur. Vi har samme baggrund, og vi taler samme sprog. Det giver tillid og tryghed, og så danner det et fællesskab, som kan gøre det nemmere for nye at komme hertil.«

Det er i vaskekælderen, man mødes

I vaskekælderen bliver Shazia Mughal stoppet af 85-årige Inge Tranov Monberg, der har boet i Danmarksgården i over 30 år.

»Ville det ikke være muligt snart at komme og spise med jer?« spørger hun henvendt til Shazia og hentyder til de fællesmiddage, som bydelsmødrene arrangerer for Danmarksgårdens mange kvinder.

»Selvfølgelig,« svarer Shazia Mughal smilende og prompte.

Inge Tranov Monberg er overbevist om, at bydelsmødrene er med til at skabe bedre integration og fællesskab på tværs af kulturer.

»Det var svært, da de flyttede ind for 30 år siden, at få nogen til at være med til noget som helst. Dengang passede man mest sig selv. Sådan er det heldigvis ikke længere. Hernede i vaskekælderen lærer man dog hurtigt folk at kende, for hvis der er nogen, der ikke kan finde ud af det, hjælper vi hinanden.«