Den italiensk-jødiske maler Amedeo Modigliani, der levede en stor del af sit liv i Paris, malede i 1917 et udfordrende maleri af en nøgen kvinde. Han kaldte det »Nøgen liggende model«. På forhånd er prisen på maleriet ved Sothebys Auktioner oppe på 900 millioner kroner. Auktionen finder sted 14. maj, og i den forbindelse citerer CNN eksperter for, at den endelige pris muligvis vil sætte rekord.
Den tidligere rekord blev holdt af Pablo Picassos »Les femmes d`Alger« fra 1955, der var vurderet til 850 millioner, men blev solgt for lidt over en milliard kroner. Leonardos da Vincis »Salvator Mundi« blev i 2017 det hidtil dyreste maleri, da det blev solgt for rundt regnet 2,8 milliarder kroner.
Modiglianis maleri fra 1917 var med i hans første og eneste soloudstilling i Paris. Ifølge BBC News blev udstillingen lukket af politiet kort efter åbningen, fordi kvindens kønsbehåring kunne ses.
Nancy Ireson, der er kurator på Tate Modern i London, siger til CNN, at »disse malerier blev lavet under Første Verdenskrig, da flere kvinder var i arbejde og mange kvinder levede selvstændigt. Der var en slags social nervøsitet over det.«
I alt malede Modigliani 22 malerier af nøgne modeller. Maleriets nuværende ejer købte det i 2003 for 150 millioner kroner, men siden er priserne på Modiglianis malerier så røget i vejret. Maleriet kaldes ifølge CNN for Modiglianis mesterværk.