Nødstedt i Ishavet

24.000 kilometer i en seks meter lang, åben jolle gennem detarktiske ishav. En polarekspedition med danske besætnings-medlemmer rejste i de store opdagelsesrejsendes kølvand.Men turen fik en dramatisk slutning.

Foto: Neil Rabinowitz
Læs mere
Fold sammen

Sidst på eftermiddagen den 29. august må ekspeditionsleder Anders Bilgram give ordre til at trække i overlevelsesdragterne.

Vejret er blevet konstant forværret de seneste par timer, og med kun en fungerende motor er der ingen mulighed for at nå ind til den nordøstsibiriske Indigirka-flods udmunding, hvor der er chance for at finde læ for stormen.

Den i alt 24.000 kilometer lange sejltur i åben jolle gennem det arktiske ishav udvikler sig dag for dag til et farligt bekendtskab for de fire besætningsmedlemmer. Fra Point Hope i Alaska over Beringstrædet og op langs Østsibiriens nordkyst er turen gået godt.

Men i det nordøstlige Sibirien blæser det pludselig kraftigt op fra nord, og i løbet af 15-20 minutter står himmel og hav i ét.

Uden at kunne se land er besætningen nødt til at forsøge at ankre op på et lavvandet sted, men den åbne, seks meter lange jolle »Olga« bliver ved med at drive ind mod en tre-fire kilometer bred brænding, hvor der er risiko for at båden vil kæntre.

For at stabilisere den tungt lastede båd begynder besætningen at lette den for en del af lasten. De 300 liter oktanbooster til den oktanfattige russiske benzin bliver kastet over bord, og brændstofdunkene med 1.800 liter benzin binder besætningen fast til et reb og firer ned i vandet, så de ikke flyder væk.

Men stormen tager til, og besætningen beslutter derfor at gå i redningsflåden, mens tid er. I sin dagbog skriver Anders Bilgram den 30. august følgende:

»Søerne væltede ind over os. Vi blev kastet rundt, og Frederik og jeg måtte konstant sidde med en hånd halvt udenfor og forsøge at holde åbningen lukket, så søerne ikke væltede for voldsomt ind gennem åbningen. Det var naturligvis rasende koldt og meget vådt. Efterhånden havde vi temmeligt meget vand inde i redningsflåden, og vi øsede på livet løs med et par tomme kaffedåser. Alt var vådt, og kulden krøb ind på os.«

Det russiske besætningsmedlem, Sergej Jepisjkin, får det dårligere og dårligere. Han fryser og er søsyg og kaster med jævne mellemrum op i en tom kaffedåse.

Også den ellers så hårdføre grønlænder, Ole Jørgen Hammeken, er blevet søsyg. Han fortæller:

»I starten gik det rimeligt. Vi var ved godt mod. De første par timer prøvede vi at sove på skift, selvom det var svært, da bølgerne var meget høje. Vi har før været i stormvejr, har også kæntret, men det her var det værste, vi har været ude for. Nogle gange var bølgerne så høje, at selv redningsbåden var ved at kæntre. Det var meget, meget, meget ubehageligt,« siger han.

I løbet af natten udvikler vinden sig til en regulær brandstorm på 20 m/s. Besætningen har konstant problemer med at holde vandet ude af redningsflåden.

»Vi snakkede ikke sammen og blev lige så stille kolde. Det var helt mørkt og indimellem sneede det. Jeg har to børn og familie og har ikke lyst til at dø. Og det er det, man tænker på, når man sidder dér. Indimellem får man et humørløft. Så er man alligevel ikke så kold et stykke tid. Men så dykker humøret, og man fryser igen,« fortæller Ole Jørgen Hammeken.

Klokken seks om morgenen beslutter besætningen sig for at udsende nødsignal, mens det endnu er muligt. For når man befinder sig i det arktiske ishav nord for Sibirien, så kan der gå lang tid, inden der kommer hjælp frem til området.

Heldigvis kommer de via satellittelefonen igennem til Dmitrij Shparo fra Adventure Club i Moskva, som de har haft kontakt med under hele turen. Han bekræfter, at nødsignalerne er modtaget. Samtidig fortæller han, at han har taget kontakt til de russiske myndigheder for at presse på for at få en helikopter sendt af sted. Det giver ro hos den bekymrede besætning.

Efter ti timer i redningsbåden begynder det at lysne, og de kan se, at »Olga« har klaret nattens storm uden at blive bordfyldt. Men halvdelen af benzindunkene er forsvundet, og der er intet håb om at kunne nå i sikkerhed med den mængde benzin, der er tilbage. Så de fastholder nødsignalet og venter på helikopteren.

Pludselig får de øje på en olietanker i horisonten. På skibet »M/V Kapitan Bogaturjov« har man modtaget nødsignalet og holdt udkig efter dem. Ekspeditionen får radiokontakt med skibet, der sender sin redningsbåd ud. Besætningen er reddet, og »Olga« kan slæbes sikkert i havn.Det var ikke med let hjerte, at ekspeditionen afbrød ruten, fortæller Anders Bilgrav til den godt fyldte pressekonference på den danske ambassade i Moskva.

»Når man har været så meget igennem og været så meget undervejs, er det ikke for sjov, at man udløser nødsenderen. Vi var godt klar over, at når man beder om en helikopter, så er det slut. Men der var ingen anden udvej,« siger han.

Bag ham hænger et kort over Arktis, hvor man ser jordkloden ovenfra, så man kan få overblik over ruten for de i alt fire ekspeditioner på sammenlagt 24.000 kilometer. De første etaper gik i vikingernes kølvand fra Danmark over Norge til Island. Siden derfra via Grønland og Canada. Ekspeditionen fulgte derefter polarforsker Roald Amundsens rute i hans jagt på Nordvestpassagen langs det nordlige Canada til Alaska. Og i år kunne de takket være Vitus Bering krydse Beringstrædet mellem Alaska og Rusland og sejle langs den russiske nordkyst i det sibiriske ishav.

Ved siden af et kort over Rusland, hvor man mere detaljeret kan se, hvor ekspeditionen har lagt til i de små bygder langs Ruslands nordligste kyst og mødt bl.a. jupik-eskimoer og strandede russere i Tjukotka-regionen.

Der står skrevet »eventyrer« hele vejen hen over Anders Bilgravs pande. Den sorte skjorte er overklistret med sponsormærker, håret og skægget grånet af de mange ekspeditioner, men øjnene er lattermilde og energiske.

Lige siden han var helt lille, har han været fascineret af de arktiske folk. Som 17-årig tog han første gang til Lapland. Siden gik turen til Grønland, og havde han ikke mødt sin nuværende kone, havde han slået sig ned der. Men hvorfor rundt om Nordpolen i en åben jolle?

»Et af formålene med ekspeditionen har været at forsøge at sejle i ishavet på moderne, eskimoisk vis. For folk i de arktiske egne sejler i sådan nogle åbne både, som vores »Olga«. Og da det andet formål med ekspeditionen er at bringe lys over de arktiske folks levevis, har det været en god måde at møde dem på. For sådan en båd kunne de forholde sig til.«

Samtidig er det første gang nogensinde, at en ekspedition sejler om Nordpolen i en åben båd. Ole Jørgen Hammeken fortæller, at det for ham var en meget stor oplevelse, at han har kunnet klare sig på eskimoisk hele vejen fra det nordlige Canada over Alaska og til det nordøstlige Sibirien.

Udover at sætte fokus på de arktiske folks liv og kultur har ekspeditionen haft som formål at fejre 1.000 års eventyrrejser i de arktiske egne. Og åndelige forfædre er der nok af for ekspeditionen: Vitus Bering, Roald Amundsen, Fridtjof Nansen og Peter Freuchen.

Sågar Jules Verne synes at have del i ekspeditionen.

»Hvis vi når flyveren til København, kan vi endda lige nå at komme jorden rundt på 80 dage,« konstaterer Anders Bilgram på vej ud.Læs uddrag af ekspeditionsdagbogen på Ingeniørens hjemmeside: www.ing.dk/polar